Udland

Nyt fund af sprængfarligt stof i Beirut

Havnen i Beirut er stadig hærget af den enorme eksplosion, som fandt sted 4. august. Wael Hamzeh / Ritzau Scanpix

En lille måned efter at en eksplosion rystede Libanons hovedstad, har sikkerhedsstyrker fundet et nyt lagerhus med ammoniumnitrat.

Libanesiske sikkerhedstyrker opdagede torsdag fire ton ammoniumnitrat i en lagerbygning i hovedstaden Beiruts havn.

Det skriver Reuters.

Stoffet er det samme, der 4. august udløste en gigantisk eksplosion, som dræbte mindst 190 personer, sårede flere end 6000 og gjorde 300.000 hjemløse.

Ifølge nyhedsbureauet Akhbar Al-Youm var hverken toldere eller myndigheder klar over stoffets eksistens, som lå i en container.

De fire ton ammoniumnitrat blev efterfølgende fjernet af ingeniørtropper fra den libanesiske hær.

Beirut og Libanon er stadig i fuld gang med at hele sårene efter den månedgamle eksplosion, som forårsagede enorme ødelæggelser oveni tabstallene blandt de døde.

Eksplosion ødelagde alt i en radius på 10 kilometer

Den altødelæggende eksplosion i begyndelsen af august skete på et lager fyldt med 2750 ton sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til at lave bomber.

Landets sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, sagde efterfølgende, at de sprængfarlige materialer var fra et østeuropæisk fragtskib, som havde fået konfiskeret lasten i 2013.

Da lageret med gødning sprang i luften, kunne effekten måles 250 kilometer væk, og alt var raseret i en radius på 10 kilometer fra selve sprængningsstedet.

Libanon har længe befundet sig i en historisk dyb krise - både økonomisk, politisk og sundhedsmæssigt.

Det har også manifesteret sig i en række folkelige protester mod det politiske system i landet, som ifølge demonstranterne er gennemsyret af korruption.

Libanons regering trådte tilbage som reaktion på ødelæggelserne seks dage senere.