Donald Trump

Ny bog: Trump bad rådgiver om at 'tage en for holdet' efter møde med Kim Jong-un

Sarah Sanders fortæller i ny bog om Donald Trumps møde med den nordkoreanske diktator Kim Jong-un, som hun overværede. Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

Donald Trump og stabschef lavede sjov med, at Sarah Sanders var nødt til flytte til Nordkorea efter topmøde med Kim Jong-un.

Præsident Donald Trump spøgte med, at hans daværende presserådgiver Sarah Sanders skulle "tage en for holdet", efter Nordkoreas diktator blinkede til hende under et topmøde mellem de to statsledere i Singapore i 2018.

Det skriver The Guardian og New York Times, som begge har skaffet en kopi af Sarah Sanders' nye bog 'Speaking for Myself', hvori den tidligere rådgiver selv omtaler hændelsen:

- Kim Jong-un lagde an på dig! Det gjorde han! Han lagde fucking an på dig, siger Trump efterfølgende begejstret til Sarah Sanders i limousinen på vej mod lufthavnen.

Ulig erindringsbøgerne fra andre af Trumps tidligere ansatte, som udstiller præsidenten som enten inkompetent eller udfarende, skriver Sarah Sanders mange rosende ord om sin forhenværende chef.

Hændelsen, som Sarah Sanders omtaler, fandt sted 12. juni 2018. På mødet blev Donald Trump og Kim Jog-un enige om, at Nordkorea skulle afmontere en række af landets atomanlæg, mod at USA ville indstille en del af sine militærøvelser med Sydkorea i de omkringliggende farvande.

Tic Tac og kvindefodbold

Den tidligere presserådgiver beskriver mødet mellem de to statsledere i detaljer.

Under mødet på det luksuriøse Capella Resort i Singapore skulle Donald Trump blandt andet have tilbudt Kim Jong-un en Tic Tac (pastil, red.), som den nordkoreanske leder modvilligt tog imod. Herefter pustede den amerikanske præsident "dramatisk ud i luften for at forsikre Kim om, at det bare var en mintpastil".

Snakken mellem de to faldt også på kvindefodbold, og da Sarah Sanders på et tidspunkt kigger op fra sin notesblok, ser hun, hvordan Kim Jong-un stirrer direkte på hende.

- Vi fik øjenkontakt, og Kim nikkede og blinkede til mig. Jeg var forbløffet, skriver Sanders.

Store latterbrøl

Episoden fik efterfølgende både Trump og hans daværende stabschef, John Kelly, til at "brøle af latter" i limousinen, og John Kelly mente, at hun nu var nødt til at flytte til Nordkorea.

- Din mand og dine børn kommer til at savne dig, men du bliver en helt for USA, sagde Kelly ifølge Sarah Sanders.

Donald Trump og Kim Jong-un er de seneste år mødtes tre gange, hvor målet har været at få Nordkorea til at opgive sit atomprogram. En rapport fra FN slog i august fast, at landet har fortsat udviklingen af atomsprænghoveder.

Der er ikke planlagt flere møder mellem de to statsledere.

Sarah Sanders stoppede som talskvinde for Donald Trump og Det Hvide Hus sidste sommer for at flytte tilbage til sin hjemstat Arkansas, hvor det forventes, at hun stiller op til guvernørvalget i 2023.