USA valg 2020

Trump om 17-årig drabsmand: - Han ville være blevet dræbt

Trump bliver bedt om at holde sig væk fra Kenosha, men det har han ikke tænkt sig at gøre, og det er ikke så mærkeligt, vurderer USA-analytiker.

Tirsdag besøger USA's præsident, Donald Trump, den uroplagede by Kenosha i delstaten Wisconsin.

Det var her, den sorte mand Jacob Blake søndag for en uge siden blev skudt syv gange i ryggen af en politibetjent under et forsøg på at anholde ham.

Trump kommer imidlertid ikke til at besøge Jacob Blakes familie.

Det fortæller Trumps pressesekretær, Kayleigh McEnany ved et pressemøde.

- Som planerne er nu, vil Trump besøge politiet og nogle virksomhedsejere og iagttage skaderne (på byen, red.), men ikke Blakes familie, siger hun.

Blake er ifølge sin advokat blevet lam som følge af skudene, og det er uvist, om han kommer til at gå igen.

Trump vil ikke fordømme drab

Sagen udløste i sidste uge omfattende protester, hærværk og sammenstød mellem demonstranter og politi i byen.

På tredjedagen mistede to personer livet, da de blev skudt af en 17-årig dreng fra en lokal milits, der var mødt op med sin automatriffel for at beskytte forretninger mod plyndringer.

En række fredelige demonstranter passerer en række nedbrændte biler i Kenosha.

På et pressemøde natten til tirsdag dansk tid blev Donald Trump spurgt, om han fordømmer drengens handlinger, og gav så sit syn på den "interessante situation".

- Han forsøgte at komme væk fra dem. Og så faldt han, og så angreb de ham på meget voldelig vis, sagde Trump og henviste til en video af episoden, der florerer på internettet.

- Jeg går ud fra, at han var i meget store problemer. Han ville være blevet dræbt. Men det er under efterforskning, fortsatte præsidenten.

Kommentaren blev straks kritiseret af Trumps modstander til præsidentvalget 3. november, demokraten Joe Biden.

- Her til aften afviste præsidenten at tage afstand fra vold. Han ville ikke engang tage afstand fra en af sine støtter, som er sigtet for drab. Han er for svag, for bange for det had, som han selv har pustet til, til at gøre en ende på det, skriver Joe Biden på Twitter.

Den 17-årige dreng, Kyle Rittenhouse, er blevet sigtet for at dræbe to personer og såre en tredje, men siger selv, at han skød i selvforsvar.

Uønsket præsident

Trumps besøg til Kenosha var i forvejen kontroversielt, da Wisconsins demokratiske viceguvernør, Mandela Barnes, har bedt præsidenten om at blive væk med henvisning til, at besøget risikerer at skabe splittelse.

Sidste uges dage med uro blev henover weekenden afløst af fredelige demonstrationer.

- Byen stod i flammer, og vi har brug for at hele, ikke en tønde fyldt med benzin, der ruller ind, skriver Mandela Barnes på Twitter.

Lyn-analyse

Normalt er USA's præsident landsfaderen, der skal forsone en tragedieramt by og nation. Det har ikke været tilfældet med Trump. Præsidenten bliver dagligt beskyldt for at splitte fremfor at samle og bedt om at holde sig langt væk. Det har Trump ikke tænkt sig at gøre, og det er ikke så mærkeligt igen. Kenosha County er ikke nogen demokratisk højborg, men et dybt splittet område, som Trump vandt med 255 stemmer over Hillary Clinton i 2016. Demokraterne kommer til at fordømme præsidentens besøg. Men det er værd at huske, at Trumps støtter vil værdsætte, at deres præsident alligevel troppede op.

Pressesekretær McEnany fortæller, at Trumps besøg kan sidestilles med præsidentielle besøg til områder ramt af naturkatastrofer:

- For det første vil Præsidenten besøge sårede amerikanere. Han vil møde op, som han mødte op i Louisiana og Texas, efter orkanen Laura.

Under gadekampene blev der kastet mursten og fyrværkeri mod politiet, der svarede igen med gummikugler og tåregas.

Fredag blev over 1000 soldater fra nationalgarden, som er en militær reservestyrke på delstatsniveau, sat ind i byen.

Lovede 'lov og orden' på konvent

Trumps retorik har været en medvirkende årsag til, at lokale demokrater frabeder sig et besøg fra præsidenten.

- Man må se på de provokerende bemærkninger, som præsidenten er kommet med. Jeg kan ikke se, hvordan han i lyset af tidligere udtalelser skal komme her og være en hjælp, siger viceguvernør Barnes til CNN.

Barnes henviser samtidig til republikanernes konvent sidste uge, hvor også demokraterne blev taget til indtægt for uroligheder.

Uroligheder, der har fået Trump til at understrege behovet for "lov og orden".

Ved konventet accepterede Trump sin nominering som præsidentkandidat ved at fordømme "de optøjer, plyndringer, brandstiftelser og vold, vi har set i de demokratisk-ledede byer", som han udtrykte det.

Trump talte om sin rolle som lederen, der vil håndhæve lov og orden og adresserede urolighederne i blandt andet Kenosha i Wisconsin, en af de potentielt afgørende svingstater ved præsidentvalget 3. november.

- Jeres stemme vil afgøre, om vi vil beskytte lovlydige amerikanere eller give frit spil til voldelige anarkister, urostiftere og kriminelle, der truer vores medborgere, sagde Trump på konventet.