USA valg 2020

Trump-ansat delte video af Biden, der faldt i søvn under interview – men det gjorde Biden ikke

Screendump af den falske Joe Biden-video. Screendump / TV 2

Der vil dukke utallige falske videoer op i løbet af den amerikanske præsidentvalgkamp, vurderer professor i kunstig intelligens.

Donald Trump ynder ofte at kalde sin rival, Joe Biden, for ”Sleepy Joe”.

Men Joe Biden er altså ikke faldet i søvn under et direkte interview med en lokal tv-station fra Californien.

Teknisk kan vi i dag i princippet få hvem som helst til at sige hvad som helst hvor som helst

Anders Kofod-Petersen, professor i kunstig intelligens

Det kunne ellers godt se sådan ud på en video, der er blevet spredt på internettet og har opnået stor eksponering, især efter at Donald Trumps kommunikationsrådgiver Dan Scavino delte videoen fra sin private Twitter-profil, der har tæt på en million følgere.

Der er dog ingen tvivl om, at videoen er falsk. Det har vist sig, efter at videoen har gennemgået faktatjek hos flere medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.

Harry, vågn op… Harry

Twitter har også markeret opslaget fra Dan Scavino som manipuleret og inaktiveret videoen.

Det var heller ikke den vanskeligste opgave i verden at opklare, for i en kommentar til Dan Scavinos deling af videoen fastslår nyhedsoplæseren John Dabkovich, at videoen er falsk.

- Hvordan jeg ved det? Jeg var medvært i studiet, skriver han.

Videoen i Dan Scavinos tweet er siden blevet slettet, men den er viderebragt flere andre steder. Blandt andet af Mike Boyes på Facebook, så du kan se videoen her:

Joe Biden falls asleep during live interview.

Posted by Mike Boyes on Monday, August 31, 2020

Efterfølgende har John Dabkovich delt et link til den oprindelige video, som viser, at det var sangeren Harry Belafonte, der blev – forsøgt - interviewet og ikke Joe Biden.

Klippet er fra 2011, og det er rigtigt nok, at gæsten tilsyneladende tager sig en lur, mens tv-værten forsøger at komme i kontakt med ham.

- Godmorgen Harry… Harry, vågn op… Harry?, siger tv-værten, mens sangeren er med på en videoforbindelse fra et andet studie.

Derefter opgiver hun leende at få kontakt til Harry Belafonte og fortsætter snakken med sine medværter i studiet.

I den falske video siger studieværten det samme, men her er navnet 'Harry' klippet ud. Og i stedet for en sovende Harry Belafonte er en videosekvens med Joe Biden klippet ind, hvor det ser ud som om, at han sover. For at understrege det er der lagt snorkelyd ind over klippet.

Klippet med Joe Biden, der er lagt ind i den falske video, stammer fra en optagelse med ham og Hillary Clinton fra april i år.

Ikke behov for en propagandamaskine

Hvis man kigger og hører godt efter, kan man godt finde fejl, der afslører, at klippet er manipuleret. Men man kan også sagtens blive snydt. Det vurderer Anders Kofod-Petersen, der er direktør ved Alexandra Instituttet i København og professor i kunstig intelligens ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim.

Samtidig er det så simpelt lavet, at en gennemsnitlig person med en bærbar computer ville kunne lave noget lignende på en halv time.

Eksempel på såkaldt deepfake:

'Deep Fakes' er navnet på de manipulerede internetvideoer, amerikanske politikere og forskere nu betegner som det nye våben i propagandakrigen på internettet.

Men har man længere tid og større evner, er det kun fantasien, der sætter grænsen for, hvad man kan lave med falske videoer.

- Rent teknisk kan vi i dag i princippet få hvem som helst til at sige hvad som helst hvor som helst, siger Anders Kofod-Petersen.

Vi får en lakmustest på, hvad skyggesiden af demokratiseringen af teknologi potentielt kan være

Anders Kofod-Petersen, professor i kunstig intelligens

Og den falske Joe Biden-video er måske kun et varsel om, hvad vi kommer til at se i løbet af den amerikanske præsidentvalgkamp.

Hvad er deepfakes?

Deepfakes er video- eller billedmateriale, der er manipuleret, så det forestiller situationer, der aldrig har fundet sted.

Ofte er det videdoer, hvor en persons ansigt er byttet ud med en andens. Det er ofte set i porno, hvor en kvindes ansigt er blevet sat på en pornoskuespillers krop, så det ser ægte ud.

Deepfakes laves ved hjælp af maskinlæring. En kunstig intelligens, der gør en computer i stand til at lære af sig selv. 

Men Anders Kofod-Petersen tror ikke, at kandidaternes officielle apparater kommer til at fremstille falske videoer. For det er slet ikke nødvendigt.

- Hverken Trump eller Biden har sådan set behov for en propagandamaskine nu. De har bare behov for, at nogle af deres følgere har en halv time til overs og gør præcis det her: lægger en video ud, og så kan en eller anden fra Trump-administrationen dele den på sin private Twitter-konto, siger han.

En lakmustest

I USA frygter myndighederne de manipulerede videoers potentielle indtog i amerikansk politik, og det er også en problematik, de sociale medier er opmærksomme på.

Twitter har, som nævnt, markeret Dan Scavinos opslag som manipuleret. Og det samme værktøj har det sociale medie flere gange brugt mod misledende eller stødende tweets Donald Trump de seneste måneder.

Facebook har også skruet op for beredskabet og meddelte i januar, at såkaldte deepfakes bliver fjernet fra platformen.

Alligevel forudser Anders Kofod-Petersen, at der vil dukke utallige videoer i samme kategori op på de sociale medier frem mod valget.

- Fra et fuldstændig apolitisk og kun teknologisk perspektiv er det en utrolig spændende valgkamp. Fordi vi får en lakmustest på, hvad skyggesiden af demokratiseringen af teknologi potentielt kan være, siger han.

Hvad udfaldet af valget bliver, finder vi ud af, når amerikanerne har stemt 3. november.

Den falske Joe Bide-video er i øvrigt lavet af Youtube-brugeren Damon Imani. Det erkender han selv over for AP.

Til sidst skal det nævnes, at stakkels Harry Belafonte har afvist, at han faldt i søvn under interviewet i 2011. Ifølge hans pressesekretær på det tidspunkt, Kristin Clifford, var hans øresnegl i stykker, og sangeren valgte at udnytte tiden til at meditere. Det oplyste hun til USA Today.