Terroristerne i Paris efter angrebet mod Charlie Hebdo.
Udland

Terroristen på kontoret myrdede løs i to minutter, men så kiggede en kvinde ham direkte i øjnene

Terrorangrebet mod det franske magasin Charlie Hebdo får nu et retsligt efterspil. Her kan du læse, hvad de 14 tiltalte anklages for at have støttet.

De store, mørke øjne var indrammet af lange sorte øjenvipper.

Kvinden, der lå på gulvet, kiggede op i dem og syntes et øjeblik, at øjnene nærmest så venlige ud.

Men få sekunder inden havde hun set, hvad manden var i stand til, og nu frygtede hun, at han ville gøre det samme mod hende med den automatriffel, han havde i hånden.

Tænk over, hvad du laver. Det, du gør, er forkert

Chérif Kouachi, terrorist

Øjnene var det eneste af mandens ansigt, kvinden kunne se, for han havde en sort hætte over hovedet.

Hun forsøgte at fastholde hans blik.

Mens hun stirrede ind i de sorte pupiller, så det ud, som om der et øjeblik var forvirring inde bag dem.

Og i stedet for at hæve sin riffel, løftede manden sin ene hånd og holdt sin udstrakte pegefinger frem.

- Du skal ikke være bange. Tag det roligt. Jeg slår dig ikke ihjel. Du er en kvinde, og vi dræber ikke kvinder, sagde manden.

- Tænk over, hvad du laver. Det, du gør, er forkert. Jeg skåner dig, og fordi jeg skåner dig, skal du læse Koranen, sagde han.

Kvinden på gulvet nikkede, mens hun forsøgte at fastholde mandens blik.

Så vidt hun kunne se, var alle hendes kolleger - også kvinderne - blevet dræbt af den maskerede mand og hans makker.

Alle kolleger undtagen én.

Og han gemte sig i dette øjeblik under et skrivebord få meter væk.

En retssag med døde gerningsmænd

Kvinden på gulvet hedder Sigolène Vinson.

Sigolène Vinson i 2016.

I 2015 var hun en af de overlevende efter terrorangrebene mod det satiriske magasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Frankrig.

Sigolène Vinson var efterfølgende i stand til at fortælle om det i detaljer - blandt andet til avisen Le Monde.

Terrorangrebene får nu - mere end fem år senere - et retsligt efterspil med i alt 14 tiltalte.

Det bliver dog en retssag uden hovedpersoner, for terroristerne mistede livet i kamp med politiet.

Men der er fundet dna-spor på terroristernes våben og hundredevis af tekstbeskeder, der knytter de 14 tiltalte til de tre gerningsmænd.

Som du kan se herunder, er retssalen gjort klar til sagen.

Retssalen 27. august 2020.

Første retsmøde er 2. september, og sagen varer helt til 10. november - men uanset, hvordan dommen bliver, er der næppe sat punktum i sagen.

Fransk politi mener nemlig, at de har anholdt den bagmand, som finansierede og trænede terroristen med de store, mørke øjne.

Det var ham, der var galt på den

Sigolène Vinson, overlevende

En bagmand, som ved et tilfælde kom alt for tæt på den overlevende Sigolène Vinson fire år efter angrebet.

Profeten

Før den 40-årige kvinde endte på gulvet i 2015, havde hun været i gang med en helt almindelig arbejdsdag på det satiriske magasin Charlie Hebdo, der dengang var verdenskendt i Frankrig på grund af sine bidende satiretegninger, der med jævne mellemrum gjorde grin med religiøse skikkelser.

Herunder er det tegneren Stéphane 'Charb' Charbonnier med et af sine værker.

Tegneren Charb med en udgave af Charlie Hebdo.

Sigolène Vinson var magasinets retsmedarbejder, og i modsætning til flere af hendes kolleger havde hun aldrig tegnet vittighedstegninger af profeten Muhammed.

Mens hun lå og så den bevæbnede terrorist i øjnene, blev hun vred over, at han syntes, hun gjorde noget forkert.

- Jeg syntes, at det var uretfærdigt. Uretfærdigt at sige, at vi gjorde noget forkert, og at det gode var på hans side. Det var ham, der var galt på den, fortalte Sigolène Vinson efterfølgende til Le Monde.

De vrede brødre

Den maskerede mand med riflen hed Chérif Kouachi.

Sammen med sin storebror, Said Kouachi, ankom han til Rue Nicolas-Appert i Paris 7. januar 2015 klokken 11.30 i en Citroën C3.

De to terrorister foran deres bil. Billedet er taget efter angrebet på Charlie Hebdo.

Charlie Hebdos hovedkvarter lå i en anonym bygning på gaden, og da de to sortklædte bevæbnede mænd ankom, havde de problemer med at finde den rigtige adresse.

De gik ind i flere opgange, truede dem, de mødte, og spurgte, hvor Charlie Hebdo havde kontorer.

Samtidig var redaktionsmødet i fuld gang inde på Charlie Hebdo, som lå oppe på tredje sal i den anonyme bygning på Rue Nicolas-Appert.

Han nikkede, som om han vågnede op fra en ond drøm, da han mødte mit blik

Sigolène Vinson, overlevende

Satiretegnerne var samlet om et langt firkantet bord, mens redaktionens maskot, cockerspanielen Lila, snusede rundt mellem benene på dem.

Lyden af skud

Sigolène Vinson havde hentet kage, og tegnerne var i færd med en lang diskussion om forfatteren Michel Houellebecqs seneste bog, da de hætteklædte brødre fandt den rigtige opgang.

Her stod en af magasinets kvindelige tegnere, Corinne 'Coco' Rey, sammen med sin datter, som hun netop havde hentet i vuggestuen.

Corinne Rey.

Der var kodelås på døren, men to mænd truede hende til at indtaste koden, fortalte Corinne 'Coco' Rey efterfølgende til magasinet L'Humanité.

- Der er ingen deroppe, sagde hun - men de to mænd gik op ad trappen alligevel.

Oppe på tredje sal var Sigolène Vinson en af de første, der opdagede, at den var helt gal.

Hun er selv opvokset i Djibouti på Afrikas horn. Efter Sigolène Vinsons eget udsagn forløb hendes barndom bogstaveligt talt "for foden af en minaret".

Lyden af skud var en uvelkommen - men hyppig - gæst, da hun var lille, og derfor trak hun sig instinktivt tilbage mod bunden af lokalet.

Med koldt blod

De andre på redaktionen reagerede ikke umiddelbart på lydene ude fra indgangen, netop som mødet sluttede.

- Pop, pop, pop, lød det mens mødedeltagerne begyndte at rejste sig.

En af dem, karrikaturtegneren Stéphane Charbonnier, var før blevet truet, og en af hans tegninger havde i 2011 medført et brandattentat mod magasinet.

Stéphane Charbonnier foran brandtomten.

Derfor havde Stéphane Charbonnier en betjent hos sig som beskyttelse.

Betjenten reagerede på lydene ved at famle efter sin pistol. Han kom med et advarselsråb, da de sortklædte mænd trængte ind i redaktionslokalet, men da var det allerede for sent.

Jeg troede, at jeg havde tre kugler i ryggen

Sigolène Vinson, overlevende

Sigolène Vinson følte, at noget ramte hende i ryggen, mens skuddene begyndte at brage løs inde i redaktionslokalet.

Hun sprang væk fra lyden og kastede sig ned bag en lav mur inde i lokalet.

- Jeg troede, at jeg havde tre kugler i ryggen. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad det var. Måske splinter fra et af bordene, siger hun til France Inter.

Mens hun lå bag muren, kunne hun høre, hvordan terroristerne dræbte hendes kolleger.

Ingen vilde skudsalver, bare helt koldblodige skud.

Kugle for kugle kom lyden nærmere og nærmere.

De mørke øjne

Så kom en sortklædt maskeret mand rundt om den lave mur med et automatvåben i hånden.

Sigolène Vinson var sikker på, at hun skulle dø, men hun ville i det mindste se sin morder i øjnene.

Her kan du se dem - billedet er fra en retssag i 2008.

 Chérif Kouachi i 2009.

- Han nikkede, som om han vågnede op fra en ond drøm, da han mødte mit blik, siger hun til France Inter.

I dag, fem år efter, tror hun, at hun opfandt "venligheden" i hans øjne for at beskytte sig selv mod frygten for at dø.

Og Chérif Kouachi havde da også været alt andet end venlig i de lidt under to minutter, han havde været på redaktionen.

- Vi dræber ikke kvinder, råbte han tre gange i træk til sin makker og forsvandt ud af syne.

På det tidspunkt havde én kvinde allerede mistet livet, og Sigolène Vinson troede, at de to mænd havde skudt alle andre end hende og den mandlige kollega under skrivebordet.

Hun var skrækslagen for, at han også skulle ende som dødsoffer i de to terroristers hellige krig.

Det forældreløse pizzabud

En hellig krig, som var begyndt i en forstad til Paris 12 år tidligere, hvor de to unge mænd søgte efter noget at leve for.

Min far slog os, og min mor forsømte os

Aïcha, søster til Said og Chérif Kouachi

Brødrene Said og Chérif Kouachi blev født som henholdsvis nummer ét og tre i en søskendefolk på fem, skriver mediet France Inter, der har læst politiets afhøringsrapporter.

Kouachi-brødrene. Det er Chérif til venstre.

Forældrene var fra Algeriet, faderen arbejdede med skrot, mens moderen var arbejdsløs.

- Min far slog os, min mor forsømte os, men vi holdt altid sammen, fortæller terroristernes søster Aïcha ifølge det franske medie.

Faderen døde af kræft, da drengene var 11 og ni år gamle, og tre år senere blev liget af deres gravide mor fundet i køkkenet i familiens lejlighed.

De forældreløse børn kom i pleje, og brødrene knyttede et nært bånd.

 Chérif Kouachi var med i en kortfilm i 2005. Billedet er derfra.

Uddannelse blev der ikke ret meget af - Chérif Kouachi arbejdede som pizzabud for kæden El Primo, mens storebroren, Said Kouachi, brugte sin tid på at spille Playstation.

Men i sommeren 2003 skete der imidlertid noget, som gav de to unge mænd indhold i tilværelsen.

De fandt Islam i en lille stue i en lejlighed i det 19. arrondissement i Paris.

Længslen efter hellig krig

Blandt 1200 bøger om islamisk teologi og hundredevis af videobånd boede den unge radikale prædikant Farid Benyettou.

Han holdt religiøse møder for områdets unge mænd mellem klokken 17.00 og 19.00 næsten hver dag, hvor han forsøgte at overbevise dem om, at de burde tage til Irak for at gå i hellig krig, skriver France Inter.

Farid Benyettou.

Nogle af områdets unge gjorde alvor af det - blandt andet en ung mand ved navn Peter Cherif, der deltog i slaget ved Fallujah i Irak i 2004.

- Chérif Kouachi havde en plan om at støde til sine kammerater, der var rejst til Irak. Han ønskede også at angribe nogle jødiske forretninger, inden han tog af sted, fortæller prædikanten Farid Benyettou til France Inter.

Men politiet forpurrede planerne, og i 2005 blev Farid Benyettou og Chérif Kouach sat i fængsel.

Og ved et af skæbnens sære sammentræf, bevægede de to radikale islamister sig nu i hver sin retning.

7. januar 2015 fandt jeg ud af, at jeg havde fejlet

Farid Benyettou, tidligere prædikant

Farid Benyettou fik seks års fængsel for at opfordre til og planlægge terror, og mens han sad inde, kom religion til at betyde mindre for ham.

- Det var ikke som at trykke på en kontakt, men snarere en serie af begivenheder. Små sætninger bragte medmenneskeligheden tilbage i mig. Som for eksempel fængselsvagten, der spurgte, hvad der var kommet ud af alt det, jeg havde gjort. Det fik mig til at tænke, forklarede Farid Benyettou til avisen Le Parisien i 2017.

Fleury-Mérogis-fængslet.

Chérif Kouachi fik kun tre år bag tremmer, men i det enorme Fleury-Mérogis-fængsel mødte han en mand ved navn Djamel Beghal.

Han afsonede en straf på ti år for at planlægge et angreb mod USA's ambassade i Paris.

Djamel Beghal havde bånd til terrororganisationen al-Qaeda, og han radikaliserede Chérif Kouachi yderligere.

Flokken vokser

Chérif Kouachi var ikke hans eneste offer.

I cellen under Djamel Beghal boede en mand ved navn Amedy Coulibaly. Han var dømt for bankrøveri og viste sig også at være nem at påvirke.

Amedy Coulibaly.

Amedy Coulibaly og Chérif Kouachi blev venner, og Amedy Coulibaly skulle senere komme til at udspille anden akt i bølgen af terrorangreb i Frankrig i januar 2015.

Mens lillebror sad i fængsel, fortsatte storebror Said Kouachi med at spille Playstation.

- Said arbejder ikke. Han er doven. Han ernærer sig ved sin syge hustrus understøttelse. Han ved ikke, hvordan man gør noget som helst. Han kan hverken skrue en skrue i eller skifte olie. Derudover har han astma og er syg hele tiden, fortæller hans lillebror Chabanne til mediet France Inter.

Efter løsladelsen begyndte de to brødre at se mere og mere til hinanden, og Chérif Kouachi giftede sig med en veninde til sin storebrors hustru.

Religion var vigtigere for dem end noget andet - selv deres familie

Aïcha, søster til Said og Chérif Kouachi

Hun arbejdede i en daginstitution, men kort efter brylluppet tog hun med sin mand på pilgrimsrejse til Mekka. Ved hjemkomsten var hun iført niqab og sagde sit job op, fortæller familiemedlemmer til France Inter.

Samtidig blev Said Kouachi også mere og mere religiøs.

- Religion var vigtigere for dem end noget andet - selv deres familie, har deres søster Aïcha fortalt politiet, ifølge France Inter.

Ferien i Oman

Prædikanten Farid Benyettou, der havde sendt Chérif Kouachi de første skridt på vejen mod at blive terrorist, kunne knap kende sin gamle ven, da han selv kom ud af fængslet.

- Han var den første, jeg så, efter at jeg blev løsladt. Men vi gled fra hinanden. Han talte hele tiden om jihad, mens jeg begyndte at tvivle. Jeg prøvede at tale ham til fornuft, men 7. januar 2015 fandt jeg ud af, at jeg havde fejlet, siger Farid Benyettou til Le Parisien.

Selve forberedelsen til terrorangrebet ser ud til at være begyndt allerede i 2011.

Her rejste Chérif Kouachi alene på ferie og sagde til sin hustru, at turen gik til Oman, hvor han skulle "besøge nogle små byer".

Men fransk politi mener, at han i virkeligheden rejste til Yemen, hvor han mødtes med en af sine gamle venner fra dengang, hvor Farid Benyettou holdt vækkelsesmøder i stuen med de 1200 teologibøger i bogreolen.

Den gamle ven var Peter Cherif.

Peter Cherif.

Han havde realiseret sin drøm om at blive jihadist, bekæmpet amerikanerne i Irak og havde i 2011 tilsluttet sig al-Qaeda i Yemen.

- Vi tror, at det er Peter Cherif, der gav Chérif Kouachi penge og instruktioner fra al-Qaeda, siger en af de franske efterforskere til mediet The Daily Beast.

To blodige minutter

Helt konkret mener efterforskerne, at Chérif Kouachi fik 20.000 dollars og nogle dages militærtræning under sit besøg i Yemen.

Og når man ser billeder fra terrorangrebet, er der ikke ret megen tvivl om, at en eller begge af de to brødre havde modtaget træning i at ramme præcist med et automatvåben.

Skudhuller i en af politiets biler.

Hele affæren i Charlie Hebdos hovedkvarter tog kun to minutter.

Sigolène Vinson frygtede, at de to mænd skulle komme tilbage, og hun overvejede at springe ud af vinduet.

Men der var langt ned, og pludselig hørte hun noget.

Små trippende skridt.

Hundepoter.

Redaktionens hund Lila.

Radaktionens cockerspaniel løb forvirret rundt mellem ligene.

Og så vinkede en af skikkelserne på gulvet pludselig til hende.

Det var tegneren Philippe Lançon, der havde fået skudt højre kind væk. Han lå under to lig, men var stadig i live og forsøgte at sige noget.

Sigolène Vinson svarede, at han hellere måtte tie stille.

Det er Charlie. Kom hurtigt, de er alle døde

Opkald til alarmcentralen

Hun trådte over ligene af sine døde kolleger for at nå hen til den betjent, der skulle have beskyttet dem.

Der lå en mobiltelefon i hans lomme, og med den ringede Sigolène Vinson 112.

- Det er Charlie. Kom hurtigt, de er alle døde, sagde hun.

Et blodigt efterspil

I alt 11 mennesker mistede livet på redaktionen - heriblandt tegneren Stéphane Charbonnier.

Vi har hævnet profeten

Brødrene Kouachi, terrorister

Præcis klokken 11.35.27 forlod de to brødre bygningen for at gå mod deres bil.

Terroristerne på gaden i Paris.

Satiretegneren Angélique Le Corre, der kom for sent på arbejde den dag, så dem komme ud.

- Jeg så dem gå baglæns, med dansetrin, som en slags koreografi, skrev Angélique Le Corre efterfølgende om mødet i Charlie Hebdo.

Det hurtige opkald til alarmcentralen betød, at fransk politi straks strømmede til stedet.

- Vi har hævnet profeten Muhammed, råbte en af brødrene under den efterfølgende ildkamp med politiet i centrum af Paris.

Terroristerne likviderede en såret betjent under den efterfølgende ildkamp.

En betjent mistede livet, inden de to terrorister undslap.

Dagen efter gik brødrenes ven Amedy Coulibaly i aktion.

Anden bølge

Han startede med at skyde og såre en tilfældig motionsløber tre gange i ryggen om aftenen 7. januar.

Næste dag gik det ud over en politibetjent og en gadefejer i Paris, inden Amedy Coulibaly angreb et jødisk supermarked, hvor han forskansede sig og tog gidsler.

Fransk politi stormede efterfølgende stedet og skød ham.

Fransk politi stormer det jødiske supermarked.

I alt fem mennesker blev dræbt af Amedy Coulibaly, mens 10 blev såret.

Mens Amedy Coulibaly var i aktion forsøgte Chérif og Said Kouachi at flygte.

De nåede helt til Dammartin-en-Goële nordøst for Paris, hvor deres bil gik i stykker.

Her forskansede brødrene sig så i et trykkeri, hvor de tog indehaveren som gidsel.

Han overlevede brødrenes efterfølgende ildkamp mod de franske gendarmer - men det gjorde Chérif og Said Kouachi ikke.

Nu er der gået over fem år siden angrebene, og fordi gerningsmændene er døde, handler det retslige efterspil som sagt om at få terroristernes 14 mulige medskyldige dømt.

Mødet med bagmanden

Tre af de tiltalte kommer dog ikke til stede i retten, da de er forsvundet. Flere af dem - hvis ikke dem alle - er formentlig er omkommet i borgerkrigen i Syrien.

Amedy Coulibalys hustru Hayat Boumeddiene er blandt de tiltalte i sagen. Her ses hun affyre en armbrøst i en islamistisk propagandaudgivelse.

Prædikanten Farid Benyettou, der fik Chérif og Said Kouachi til at interessere sig for islamisk ekstremisme kommer heller ikke.

I 2015 var han ved at uddanne sig som sygeplejer, og 6. januar havde han vagt på Pitie-Salpetriere Hospital i Paris, hvor ofrene for massakren blev indlagt. I dag arbejder han med at afradikalisere unge ekstremister.

Peter Cherif, der ifølge politiet gav terroristerne penge og træning, er heller ikke en del af den sag, der begynder 2. september.

Men han kommer formentlig for retten senere, når anklageskriftet mod ham er klart.

Peter Cherif føres om bord på flyet i Djibouti.

Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo flygtede Peter Cherif til Djibouti, hvor Sigolène Vinson er født.

I december 2018 tog hun dertil på ferie uden at vide, at det netop var her Peter Cherif skjulte sig.

Han blev anholdt af Djiboutis politi 16. december og sat på et fly til Frankrig under skarp bevogtning.

Peter Cherif og Sigolène Vinson vendte hjem til Frankrig med samme fly.

Hun skrev efterfølgende i Charlie Hebdo, at hun - helt i råd med magasinets ukuelige ateistiske linje - ikke tror på nogen højere magter.

Forsiden af Charlie Hebdos første nummer efter terrorangrebet.

Men hun syntes alligevel, at sammentræffet var vanvittigt usandsynligt:

-Tro ikke på magi, tro ikke på noget, end ikke på skæbnen, men accepter sandsynligheden. Hvor stor var den?, skrev hun.

Hun kom også med et bud på, hvorfor hun overlevede:

- Dagen efter drabene sagde en psykiater til mig: "Chérif Kouachi må have set din barndom i Djibouti i dine øjne".