Coronavirus

Hver fjerde vil ikke tage vaccine mod coronavirus, viser global undersøgelse

Direktøren for Lægemiddelstyrelsen forventer, at der kommer en vaccine i 2021. Dado Ruvic / Ritzau Scanpix

Kineserne er de mest vaccine-villige, mens russerne er de mest skeptiske.

Verden over arbejder forskere på at udvikle en vaccine mod covid-19, men det er fortsat uvist, hvornår en sådan vil være tilgængelig.

Men når det sker, vil knap tre ud af fire verdens borgere lade sig vaccinere.

Det viser en rundspørge blandt 20.000 mennesker fra 27 lande lavet af analysevirksomheden Ipsos på vegne af Verdens Økonomiske Forum.

På tværs af landene svarer 26 procent af de adspurgte, at de altså ikke er villige til at lade sig vaccinere mod virussen.

Stor forskel på landene

Forskellen på de enkelte nationer er dog slående.

De mest vaccine-villige er kineserne, hvoraf 97 svarede, at de ville tage en eventuel vaccine, mens det samme gør sig gældende for kun lidt mere end hver anden russer.

Den mest gængse årsag til, at en gruppe af de adspurgte ikke ønsker at lade sig vaccinere, er bekymringen for bivirkninger. Det har 56 procent markeret som grund.

Dernæst kommer 29 procents manglende tro på, at vaccinen vil være effektiv, 19 procent der ikke mener, at de er udsatte nok til at behøve den, og 17 procent med en generel modvilje mod vacciner.

Velvilje blandt danskerne

Danmark indgår ikke i den nye, globale undersøgelse.

Men i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske 17. august i år svarer 61 procent af de 1.112 adspurgte danskere, at de med sikkerhed vil tage en vaccine. 27 procent svarer "sandsynligvis".

Vi tror på, at vi kan begynde at vaccinere danskere allerede næste år

Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen

Velviljen blandt danskerne tager dog en dyk, da respondenterne bliver forholdt en brugerbetaling på 300 kroner.

Her svarer 41 procent, at de med sikkerhed vil lade sig vaccinere, skriver avisen.

Aftale om 2,4 millioner vacciner

Indtil videre er 2,4 millioner af den danske befolkning sikret en eventuel vaccine, efter Danmark i august gik med i en forhåndsaftale indgået af EU.

Aftalen er indgået med medicinalvirksomheden AstraZeneca, og ifølge direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, arbejder de på at indgå flere for ikke at "spille på én hest".

- Vi er forsigtige optimister, men ikke jubeloptimister. Vi tror på, at vi kan begynde at vaccinere danskere allerede næste år, sagde han i den forbindelse.

41 procent af deltagerne i den globale undersøgelse svarede, at de forventer en vaccine i år.

Det gør sig dog gældende for hele 87 procent af kineserne.