Coronavirus

England og Wales genåbner skoler med særligt kontrolsystem

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, i forbindelse med genåbningen af de britiske skoler. Pool / Ritzau Scanpix

Genåbningen af skoler i England og Wales vil ske under et "kontrolsystem", der skal sikre afstand i klasserne.

Skoleelever i England og Wales vender tilbage til klasselokalerne tirsdag under særlige coronarestriktioner.

Skolerne har været lukket siden marts for alle elever, undtagen børn af nøglemedarbejdere under pandemien, og genåbnede for et lille antal elever i juni.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, havde lovet, at skolerne ville åbne inden sommerferien, men disse planer måtte han rulle tilbage efter kritik mod regeringens håndtering af skoler under coronapandemien.

- At holde vores skoler lukket længere end højst nødvendigt er socialt utåleligt, økonomisk uholdbart og moralsk uforsvarligt, skrev Johnson tidligere denne måned i et indlæg i den britiske avis Mail on Sunday.

Vigtig for helbredet

Genåbningen af skoler vil ske under et "kontrolsystem", der skal sikre, at lærere og elever holder afstand til hinanden, oplyser undervisningsministeriet.

- Jeg undervurderer ikke, hvor udfordrende de seneste par måneder har været, men jeg ved, hvor vigtigt det er at få børn tilbage i skolen, ikke kun for undervisningens skyld, men også for deres udvikling og mentale helbred, siger uddannelsesminister Gavin Williamson.

Ifølge Johns Hopkins University er 338.000 virustilfælde blevet bekræftet i Storbritannien, mens over 41.000 britiske coronapatienter har mistet livet siden pandemiens begyndelse.

Ifølge forskere kan langt flere englændere dog have haft virussygdommen covid-19.

Flere millioner smittet

Et studie, som omfatter undersøgelser af over 100.000 personer, der i England er blevet undersøgt for antistoffer, har vist, at knap seks procent af dem havde været smittet.

Det tyder på, at 3,4 millioner mennesker havde haft sygdommen i slutningen af juni.

Siden 8. august har det været obligatorisk at bære mundbind i alle offentlige, indendørs områder i Storbritannien. Det gælder eksempelvis i museer, gallerier, biografer, kirker og moskéer.

Hvis dette ikke overholdes, kan det koste op mod 3200 pund, hvis man gentagne gange nægter at bære mundbind. Det svarer til knap 26.400 kroner.