Amerikansk skæbnevalg står i sikkerhedens tegn – men hvem trækker det længste strå?
Både Trump og Biden vil vinde valget på at love amerikanerne tryghed. Præsidentvalget står nu i sikkerhedens tegn. Det bliver en kamp om fortællingen.
Både demokraterne og republikanerne har nu afholdt deres partikonventer, og præsidentvalgkampen er dermed for alvor skudt i gang. Vi venter stadig på flere meningsmålinger for at kunne danne os et bedre indtryk af styrkeforholdet mellem Donald Trump og Joe Biden efter konventerne.
Til gengæld kan vi nu sige med en vis sikkerhed, at præsidentvalget kommer til at handle om netop det: Sikkerhed.
Både Trump og Biden lover amerikanerne tryghed og italesætter valget 3. november som et skæbnevalg. Behovet for mere tryghed og valgets vigtighed er nærmest de eneste ting, Trump og Biden er enige om.
I præsidentkandidaternes fortælling italesættes modparten som en lovløs lømmel, hvor en stemme på modstanderen sender den tryghedskrævende befolkning ud i kaotiske tilstande, der vil få kampscenerne i Ringenes Herre til at fremstå som en børnefødselsdag.
Spørgsmålet er stadig, hvem der vinder kampen om fortællingen og dermed også slaget om Det Hvide Hus.
Det er til gengæld sikkert og vist, at de emner, som optager amerikanerne, alle står i sikkerhedens tegn.
Økonomien som omdrejningspunkt
Det kan godt lyde som en kliché, men den gamle læresætning fra præsidentvalget i 1992 ”it`s the economy, stupid” gælder stadig. Økonomien er stadig det suverænt vigtigste emne for vælgerne, og dermed kommer den økonomiske udvikling også i høj grad til at være med til at diktere, om Trump får fire år mere eller ej.
Det er samtidig værd at hæfte sig ved, at Trumps opbakning på økonomien (49 procent) er væsentlig større, end når amerikanerne bedømmer Trumps præsidenttid mere generelt. Her ligger præsidentens opbakning kun på omkring 44 procent.
Med andre ord er der tydeligvis en betydelig del af amerikanerne, der vil kunne overveje at stemme på Trump, hvis de primært bedømmer præsidenten på de økonomiske evner. Så forvent, at Trump vil tale stolpe op og ned om økonomien i de kommende måneder – særligt, hvis de økonomiske nøgletal begynder at gå præsidentens vej i valgkampens slutfase, og valget kommer til at stå i den økonomiske genoprejsnings tegn.
Corona og sundhedspolitik
Lige siden coronakrisen ramte USA, har man som USA-analytiker kunnet stille sit vækkeur efter at få spørgsmålet om, hvorvidt coronakrisen mon ville styrke eller svække Trump. Som månederne gik, gik der også længere tid mellem, man fik spørgsmålet.
Efterhånden er det vist blevet konsensus, at håndteringen af coronakrisen ikke har styrket Trump, men svækker hans genvalgschancer. Coronakrisen er blevet præsidentens akilleshæl.
Denne dynamik afspejler sig også i forhold til, hvad de demokratiske vælgere vægter højest. Ikke overraskende er det corona-udbruddet og sundhedspolitikken. Lige lidt overraskende er det, at Trumps vælgere ikke vægter emnerne særlig højt.
Med andre ord kan man ligesom til partikonventerne forvente, at demokraterne og republikanerne vil føre valgkamp mod hinanden ved at tale forbi hinanden. Joe Biden kommer til at tale en masse om sundhedsforsikringer og coronadøde i de kommende måneder, mens Donald Trump vil tale om økonomien og – selvfølgelig – ”lov og orden”.
Raceulighed og ”lov og orden”
Vi taler så tit om polarisering og ekkokamre i amerikansk politik, at man som analytiker føler, at man efterhånden bare kan trykke på repeat-knappen og lade båndet køre endnu engang. Men netop diskussionen om raceulighed, politivold og ”lov og orden” de seneste måneder illustrerer på fineste vis, hvorfor der er noget om snakken.
Igen er det værd at se på, hvad vælgerne selv italesætter som valgets vigtigste emner.
Tre ud af fire af Trumps vælgere mener, at ”voldelig kriminalitet” (læs: lov og orden) er et meget vigtigt emne i forhold til, hvor de sætter deres kryds. Hos Bidens vælgere er det kun tilfældet for hver fjerde. Til gengæld er ”race og etnisk ulighed” (læs: Black Lives Matter, politivold, systemisk racisme, m.m.) et nøgleemne.
Det kan man mildest talt ikke sige om Trumps støtter. Ekkokamrene og de forskellige politiske virkeligheder trives med andre ord i bedste velgående.
Har man øjne for disse parallelsamfund i valgkampen, forstår man også præsidentkandidaternes kommunikationsstrategi i kølvandet på George Floyds død og de deraf følgende landsdækkende demonstrationer, uroligheder og ødelæggelser, der har fyldt nyhedsfladen i flere måneder.
Præsident Trump har en interesse i at lade munden løbe om urolighederne, ødelæggelserne og dødsfaldende i de demokratisk-styrede byer. Joe Biden har dermed en interesse i at tale om George Floyd, Jacob Blake og Black Lives Matter fra morgen til aften.
Frygten og begejstringen
Sidst, men ikke mindst, handler valg som bekendt om mobilisering og dermed i et vist omfang også om begejstring – særligt i et land som USA, hvor kun lidt over halvdelen af de stemmeberettigede faktisk stemmer til præsidentvalg.
Joe Bidens store styrke lige nu er ikke begejstringen for ham eller hans kandidatur. Det er tværtimod frygten for fire år mere med Trump, der driver Bidens vælgere.
Præsident Trump lever i højere grad end sin modstander af en begejstring i målingerne. Problemet for præsidenten er til gengæld, at han er bagud i selvsamme. En lunken Biden-vælgere tæller som bekendt lige så meget som en entusiastisk Trump-støtte, og lige nu er der flere af førstnævnte end sidstnævnte.
Skulle præsidenten blive genvalgt til november, kan man dog snildt se for sig, hvad årsagen var.
Den oplagte forklaring vil i så fald sandsynligvis være, at Donald Trumps tilhængere viste sig at være mere dedikerede og dermed også mere mødestabile end Joe Bidens. Ligeledes vil det i så fald nok også understrege, at valget i et vist omfang blev afgjort af begejstringen fremfor frygten.
Uanset udfaldet går vi nu ind i valgkampens hede fase, hvor kampen om fortællingen også kommer til at afgøre kampen om Amerika.