USA valg 2020

Filminstruktør forudså Trumps valgsejr - nu siger han, at præsidenten er meget tæt på at vinde igen

Filminstruktøren Michael Moore frygter, at Donald Trump er ved at vinde præsidentvalget. Loic Venance / Scanpix Denmark

USA's præsident Donald Trump står så stærkt i flere vigtige svingstater, at han er tæt på at vinde valget igen, siger filminstruktøren Michael Moore.

Der var engang, hvor så godt som ingen troede, at Donald Trump kunne blive USA's præsident.

Er I mentalt forberedt på at blive udmanøvreret af Trump igen?

Michael Moore, filminstruktør

Hans modkandidat Hillary Clinton var komfortabelt foran i meningsmålingerne, og føringen så ud til at være så stor, at de færreste regnede med, at rigmanden nogensinde ville komme til at overnatte i Det Hvide Hus.

Men ikke filminstruktøren Michael Moore.

Allerede i fire måneder før præsidentvalget i 2016 forudså han, at Donald Trump havde fat i de rigtige vælgergrupper i de rigtige stater, og at han havde opbakning nok her til at vinde.

Nu - fire år senere - kommer Michael Moore så med en ny advarsel.

- Er I klar til en Trump-sejr? Er I mentalt forberedt på at blive udmanøvreret af Trump igen? Finder I trøst i at være sikre på, at Trump ikke under nogen omstændigheder kan vinde?, skriver Michael Moore på Facebook.

Sorry to have to provide the reality check again, but when CNN polled registered voters in August in just the swing...

Posted by Michael Moore on Friday, August 28, 2020

De seneste nationale meningsmålinger, om hvem amerikanerne støtter i 2020, viser, at demokraten Joe Biden fører med mellem 6 og 14 procentpoint over Donald Trump, men ifølge Michael Moore afspejler tallene ikke, hvor tæt Donald Trump i virkeligheden er på Joe Biden.

- Niveauet af begejstring blandt de 60 millioner i Trumps base er HELT VILDT! Det gælder ikke rigtig for Joe Biden, skriver Michael Moore.

Trumps styrke i svingstaterne

I opslaget advarer Michael Moore de demokratiske vælgere om, at Donald Trump ser ud til at have så meget fremgang i flere af de vigtige svingstater, at der er risiko for en gentagelse af valget i 2016.

For selvom flest amerikanere i hele USA peger på Joe Biden, kan Donald Trump stadig vinde valget, hvis han vinder i de rigtige stater.

- Da CNN målte blandt registrerede vælgere i svingstater i august, stod Biden og Trump nærmest lige. I Minnesota var stillingen 47 - 47. I Michigan, hvor Biden havde et stort forspring, er Trump nu kun bagud med fire procentpoint, skriver Michael Moore.

Den måling fra CNN, som Michael Moore henviser til, gav kun Joe Biden et enkelt procentpoints forspring til Donald Trump, hvis man udelukkende ser på stillingen i svingstaterne Colorado, Florida, Iowa, Michigan, Minnesota, Nevada, New Hampshire, North Carolina, Ohio, Pennsylvania, Virginia og Wisconsin.

Helt konkret stod Joe Biden til 49 procentpoint i målingen, mens opbakningen til Trump var 48.

Trump-støtter i Minnesota. Ifølge Michael Moore er begejstringen blandt præsidentens tilhængere mærkbart større end hos demokraterne.

Filminstruktørens betragtninger bakkes desuden op af tal fra meningsmålingsinstituttet Trafalgar Group, der som det eneste forudså, at Donald Trump ville vinde i svingstaten Michigan i 2016.

Deres seneste måling viser, at Trump også fører i Michigan denne gang, og at han står lige med Joe Biden i Minnesota.

Målingen, der blev udført blandt 1048 personer, har en fejlmargen på 2,98 procentpoint.

Erfaringen fra Michigan

Især staten Michigan, der efter valget i 2016 blev anset for stedet, hvor Hillary Clinton tabte det hele på gulvet, bekymrer Michael Moore.

- Bidens valgkampagne har netop offentliggjort, at han vil besøge et antal stater - men ikke Michigan. Lyder det bekendt?, skriver filminstruktøren.

Donald Trump har derimod været i Michigan mindst tre gange de seneste måneder, sagde Michael Moore forleden til MSNBC.

Der er stor begejstring for Donald Trump i Michigan. Her er det en butik med Trump-merchandise i staten.

Under forårets primærvalg støttede Michael Moore selv den venstreorienterede demokrat Bernie Sanders, men i sit Facebookopslag opfordrer han nu alle - uanset hvor lunkne de er ved Joe Biden - til at stemme imod Trump.

- Overlad det ikke til demokraterne at slippe af med Trump. I er nødt til at slippe af med Trump. Vi er nødt til at vågne op hver dag de næste 67 dage og sikre, at hver eneste af os får 100 mennesker til at stemme, skriver han.

I Facebookopslaget skriver Michael Moore ikke noget om, hvorfor Donald Trump er på vej frem, men i et interview med MSNBC 17. august, kritiserede han Joe Bidens valg af vicepræsidentkandidat.

- Jeg var ærlig talt chokeret over, at han valgte Kamala Harris, sagde han og tilføjede, at Joe Biden efter hans mening burde have valgt en mere højreorienteret kandidat.