Coronavirus

Opløst demonstration er genoptaget - også i Danmark gik folk på gaden mod mundbind

Mens tusindvis var mødt op i Berlin, var en del færre mennesker mødt op foran Christiansborg.

Efter at politiet i Berlin lørdag opløste en stor corona-demonstration, er den nu i gang igen.

Flere tusinde mennesker er samlet i Tysklands hovedstad for at demonstrere mod mundbindskrav og andre begrænsninger af deres personlige frihed.

Det tyske politi er mødt op med 3000 betjente og vurderer, at 18.000 demonstranter er til stede.

Så sent som 1. august opløste det tyske politi en lignende demonstration.

Kort efter middagstid greb politiet ind.

- Vi har desværre ikke andre muligheder. Vi har kontaktet lederen af demonstrationen og oplyst ham om, at dette møde vil blive opløst, skrev politiet på Twitter.

Årsagen til politiets indgriben var, at deltagerne ikke holdt den påkrævede afstand til hinanden.

- Af denne grund er der ingen anden udvej end at opløse forsamlingen. Jeg gentager. Mødet er hermed opløst, lød det i en besked til deltagerne via højttalere.

Men efter at have opløst demonstrationen og spredt deltagerne over større arealer, er protesterne altså genoptaget. Der bliver holdt taler, og arrangøren af demonstrationen har fra scenen opfordret til at deltagerne husker at holde afstand.

Både hippier og højreradikale

Demonstranterne er gået på gaden, fordi de er utilfredse med de tyske coronarestriktioner, fortæller Dagbladet Informations tysklandskorrespondent, Mathias Sonne, til TV 2.

- Nogle er også bange for, at der vil blive indført kryptovaluta, mens andre er bange for, at Bill Gates er ved at overtage verdensherredømmet, siger han.

Egentlig havde de tyske myndigheder forbudt fredagens demonstration. Indenrigsministeren i delstaten Berlin, Andras Geisel, forklarede, at han var bekymret for, at demonstranterne ville overtræde corona-restriktionerne.

Jeg vil næsten sige, at det var en samling af landsbytosser, jeg stødte på.

Mathias Sonne, tysklandskorrespondent

Men sent fredag aften ophævede en tysk domstol forbuddet, da den mente, et forbud ville være forfatningsstridigt. Det fik politiet i Berlin til at anke domstolens afgørelse, hvilket dog blev afvist.

Michael Ballweg, talsmand for organisationen bag demonstrationen, glædede sig over domstolens afgørelse.

- Dette er en sejr for vores demokratiske rettigheder, siger han i en video lagt på YouTube.

Demonstrant bærer et skilt med teksten 'Væk med mundbind'.

Tysklandskorrespondent Mathias Sonne mener, at det fejlslagne forbud rent faktisk er vand på demonstranternes mølle.

- Så kunne de gå ud og pege på, at staten er fascistisk og er ved at afskaffe demokratiet, og at den kun bruger kun coronavirussen som et påskud for det.

Mathias Sonne var fredag selv på gaden i Berlin for at tale med demonstranter, der allerede var rejst til Berlin fra andre tyske delstater.

Selvom der var fællesnævnere, stødte han også på mange forskellige argumenter for, hvorfor demonstrationen var vigtig.

- Jeg vil næsten sige, at det var en samling af landsbytosser, jeg stødte på. Der var hippier i bare tæer, og der var højreradikale. Og der var relativt normale mennesker.

Mathias Sonne blev overrasket over, hvor aggressiv en stemning, han mødte på gaden.

Ikke første gang, de demonstrerer

Det er ikke første gang, at tyskerne går på gaden for at demonstrere mod regeringens krav om mundbind og fysisk afstand. Ved en demonstration 1. august var 20.000 mennesker samlet i Berlins gader.

Demonstranterne fik kritik for ikke at holde afstand, ligesom de i sagens natur heller ikke bar masker. Netop denne situation håbede det berlinske bystyre at undgå med forbuddet, der altså blev afvist af en domstol.

Politiet endte også dengang med at opløse demonstrationen, der ligesom lørdagens protester var arrangeret af den Stuttgart-baserede organisation Querdenken 711.

Dengang lød udråb fra demonstranterne:

- Den største konspiration er pandemien med coronavirus.

Og:

- I stjæler vores frihed.

En noget mindre dansk støttedemonstration

De coronaskeptiske demonstrationer udspiller sig ikke blot i Tyskland. Også i London, Zürich og København har der lørdag været varslet demonstrationer.

Også her protesterede flere organisationer og konspirationsteoretikere mod blandt andet maskekrav og det, de mener, er falsk information fra myndighedernes side.

Den danske demonstration startede klokken 12 på Christiansborg Slotsplads. Arrangørerne bag – 'JFK21 – Jorden Frihed Kundskab' og 'Foreningen Nej Tak Til Tvangsvacciner' – skriver selv, at protesterne sker for at ”vise solidaritet” med demonstrationen i Berlin.

Demonstrationen i Danmark finder sted under overskriften 'Frihed eller fascisme?'.

Formålet var også at demonstrere mod ”den stigende fascisme i Danmark hos regeringen, administrationen, myndigheder, sundhedssektoren, uddannelsessteder og medier. Specifikt også imod maskekrav, tvangsvaccinering og handel med børn”, lyder det.

Den danske demonstration kunne dog ikke tiltrække nær så mange som sin tyske pendant. Ved 12-tiden var der tale om en ’mindre demonstration’, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer til TV 2.

TV 2's mand på stedet vurderede kort efter, at 100-200 mennesker var mødt op. Han fortæller, at demonstrationen forløb i god ro og orden.

Københavns Politi er opmærksom på demonstrationen, men ser ingen grund til bekymring.

Formand for arrangøren JFK21, Mads Palsvig, taler om, at mundbind ikke virker, og er kritisk overfor, om en mulig coronavaccine overhovedet virker.

Demonstrationen vil byde på i alt otte talere samt musikalske indslag.

Flere og flere mennesker har sluttet sig til demonstrationen, siden den startede.