Udland

Frankrig registrerer 'eksponentiel stigning' i antal smittede

Det høje antal smittede har endnu ikke ført til en stigning i indlæggelser.

Lørdag blev årets Tour de France skudt i gang med mere end to måneder forsinkelse.

Men det er et cykelløb, der er begyndt i coronavirussens skygge, for fredag registrerede Frankrig 7379 smittede.

Det er det højeste antal siden 31. marts, hvor pandemien toppede med 7578. Det skriver France 24 og nyhedsbureauet Reuters.

I de franske sundhedsmyndigheders ugentlige rapport om pandemien bliver stigningen beskrevet som ”en eksponentiel stigning af virussmitte”.

Onsdag og torsdag registrerede landet henholdsvis 5429 og 6111 smittede.

Mange smittede blandt unge

Selvom antallet af smittede stiger markant, er det ikke fordi, landet endnu registrerer mange indlæggelser og døde som følge af virussen.

Ifølge BBC oplyser de franske sundhedsmyndigheder, at årsagen til dette skal findes i, at mange af de nye smittede er unge.

Ifølge France24 vender 12 millioner franske børn tilbage i skole i næste uge. For flere af dem bliver det første gang i mere end fem måneder. Og selvom børn og unge sjældent viser alvorlige symptomer, skal man fortsat være påpasselig. Særligt når de er sammen med ældre.

Det kan godt være, at de yngre ikke nødvendigvis dør af den, men det er en tornado med en lang hale

Hans Kluge, WHO

Sådan siger Verdenssundhedsorganisationen WHOs europæiske chef, Hans Kluge:

- Det kan godt være, at de yngre ikke nødvendigvis dør af den, men det er en tornado med en lang hale. Det er en sygdom, der kan ramme flere steder i kroppen. Dels angriber den virkelig lungerne, men også hjertet og andre organer, siger han ifølge BBC.

Situationen i Frankrig fik lørdag arrangørerne af Tour de France til at skærpe reglerne for, hvornår et hold bliver sendt hjem fra cykelløbet. Nu sker det, hvis to personer med tilknytning til det samme hold - og ikke bare to af holdets ryttere - bliver testet positiv inden for syv dage.

Vil undgå ny nedlukning

Ligesom mange andre europæiske lande indførte Frankrig i midten af marts strikse regler og nedlukninger for at få smitten under kontrol.

Herunder, at de fleste franskmænd blev beordret til at blive hjemme. Men fra 11. maj blev restriktionerne stille og roligt lempet.

Vi skal gøre alt for at undgå det, men denne her virus bliver ved med at overraske os

Emmanuel Macron, præsident Frankrig

Og man vil gøre meget for at undgå en decideret nedlukning igen, sagde præsident Emmanuel Macron fredag:

- Vi skal gøre alt for at undgå det, men denne her virus bliver ved med at overraske os. Så jeg ville ikke have lært noget, hvis jeg udelukker det (en nedlukning .red.) fuldstændigt, sagde Macron.

Præsidenten fremhævede ved udtalelsen særligt regeringens fokus på at genoprette økonomien, der har lidt under pandemien.

Torsdag ændrede det danske Udenrigsministerium rejsevejledningerne for Frankrig, hvortil nu alle unødvendige rejser helt frarådes.

Ifølge ministeriet var antallet af smittede per 100.000 da nået 31,3. Et land anses som ”åbent”, hvis det har 20 eller færre smittede per 100.000 indbyggere, mens det ”lukker”, hvis det kommer over 30.

Ifølge WHO har Frankrig registreret i alt 244.254 smittede og 30.440 døde siden epidemiens start.