Udland

Kaptajn troede, brev fra anonym kunstner var en vits - nu samler pink skib flygtninge op i Middelhavet

Den britiske kunstner Banksy har udsmykket og betalt et NGO-skib i Middelhavet med penge, som han '"selvfølgelig ikke kunne beholde".

89 migranter blev torsdag samlet op af NGO-flygtningeskibet Louise Michel i Middelhavet.

Skibet leder nu efter en sikker europæisk havn eller et europæisk kystbevogtningsskib, der kan overtage ansvaret for de 89 mænd, kvinder og børn.

Efter den succesfulde opsamling af den første gruppe migranter ud for Libyens kyst, har aktivister fra den tyske NGO Seawatch valgt at fortælle historien bag deres nye, pinkfarvede og kunstudsmykkede redningsskib.

Skibet er nemlig både finansieret og udsmykket af den anonyme britiske gadekunstner Banksy, der mange gange tidligere har vakt opsigt med sine gademalerier med politiske budskaber.

Ifølge det britiske kunsttidsskrift Artnet kom kontakten mellem Banksy og NGO-aktivisterne i Middelhavet i stand, efter Banksy sidste år havde solgt tre malerier med et fælles tema om migranter på Middelhavet og redningsveste.

Efter salget kontaktede han i september sidste år den tyske NGO-kaptajn Pia Klemp, der længe havde arbejdet med at hjælpe nødstedte migranter i havsnød ud for Libyens kyst.

- Jeg har læst om dig i aviserne. Du lyder som en sej type. Jeg er en kunstner fra Storbritannien, der har lavet nogle ting om migrantkrisen. Og jeg kan selvfølgelig ikke beholde pengene selv. Kan du bruge dem til at købe en ny båd eller noget? Bare giv mig besked, stod der i brevet fra Banksy.

Et hurtigt skib

Først troede Pia Klemp, at brevet var en dårlig vittighed, men parterne fik alligevel kontakt med hinanden, fortæller hun til avisen The Guardian.

Resultatet blev købet af motorbåden Louise Michel, der tidligere har tilhørt de franske toldmyndigheder, og som har den fordel, at den er hurtig nok til at sejle fra de libyske kystbevogtningsskibe, hvis det skulle blive nødvendigt.

Skibet blev i al hemmelighed gjort klart – blandt andet med Banksys udsmykning – og sejlede på sin første mission fra den spanske havn Burriana for ti dage siden.

Blander sig ikke

Missionen med at finde og hjælpe migranterne ud for Libyens kyst har Banksy ikke haft noget med at gøre, fortæller Pia Klemp.

- Banksy lader ikke som om, han ved mere end os, når det gælder om at sejle et skib. Og vi lader ikke som om, vi er kunstnere, siger hun til The Guardian.

Tal, der er opgjort med en vis usikkerhed, viser, at mere end 500 migranter er druknet i Middelhavet siden nytår.

I samme periode er flere end 19.500 nået frem til Europas kyster.

Og flere end 7600 er ifølge International Organization for Migration blevet samlet op i Middelhavet og sendt tilbage til Libyen.