Japans premierminister Shinzo Abe træder tilbage
Shinzo Abe har fredag offentliggjort sin beslutning. Han lider af en kronisk tarmsygdom.
Den japanske premierminister, Shinzo Abe, trækker sig på grund af helbredsproblemer.
Det har han fredag meddelt på et pressemøde. Han fortæller, at hans helbred begyndte at svigte i sidste måned.
- Jeg ønsker ikke, at sygdom skal resultere i forkerte politiske beslutninger, siger han på pressemødet.
Den konservative Abe fra det liberal-demokratiske parti LDP har været landets premierminister siden 2012.
Der har floreret rygter om Shinzo Abes helbred længe.
Iagttagere har spekuleret i, at han virkede udmattet, og rygterne er taget til, efter han to gange i løbet af den seneste uge har været på hospitalet til langvarige undersøgelser.
Tarmsygdom
Abe har siden teenageårene lidt af blødende tyktarmsbetændelse - også kaldet Colitis ulcerosa.
Det er en sygdom, der til dels kan kontrolleres med medicin, men som kan komme i udbrud med måneders eller års mellemrum.
Da han blev premierminister første gang tilbage i 2006, trak han sig allerede efter et år på posten. Dengang begrundede han sin afgang med helbredsproblemer, men flere skandaler i hans regering og faldende vælgertilslutning menes også at have bidraget til hans beslutning dengang.
Mens hans første periode som premierminister blev ganske kort, så har hans anden regeringsperiode været rekordlang.
Netop i denne uge skrev Shinzo Abe, der blev indsat som premierminister 26. september 2012, sig ind i historiebøgerne som den længst siddende premierminister i Japans moderne historie.
Finansminister tager over
Nummer to i Abes regering, finansminister Taro Aso, forventes at overtage posten som fungerende premierminister, indtil regeringspartiet LDP får valgt en ny leder og premierministerkandidat.
Tidligere udenrigsminister Fumio Kishida har allerede meldt ud, at han er kandidat til posten som partileder og premierminister.
Han betragtes ifølge nyhedsbureauet Reuters som den efterfølger, som Abe selv foretrækker.