Udland

38-årig hollandsk mand dræbt af isbjørn på campingplads

Manden lå i telt, da han blev angrebet af isbjørnen, som er blevet skudt og dræbt.

En mand er dræbt af en isbjørn i Longyearbyen på Svalbard, rapporterer mediet NRK.

Myndighederne på Svalbard bekræfter fredag, at en 38-årig hollandsk mand har mistet livet efter at være blevet angrebet af en isbjørn. De oplyser også, at isbjørnen er blevet skudt og dræbt og nu skal obduceres.

Angrebet skete på en campingplads. NRK's journalist i Longyearbyen oplyser, at den angrebne mand lå i et af teltene.

Yderligere seks personer, der var på stedet, blev ført til hospitalet. Det drejer sig om tre tyskere, en nordmand, en italiener og en finsk statsborger, oplyser de norske myndigheder.

De er ikke kommet til skade, men tilses af læger og sygeplejersker og et lokalt kriseteam. Den omkomne boede på campingpladsen sammen med andre turister. Han blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.

Isbjørn skudt og dræbt

- Vi ved foreløbig ikke, om der er en relation mellem de, som er ført til hospitalet, og den afdøde, siger en talsmand for den norske ø til nyhedsbureauet NTB.

Politiet fik meldingen om angrebet klokken 3.50 fredag morgen.

- En person på campingpladsen var skadet efter at være angrebet af en isbjørn, siger den fungerende administrative norske leder på Svalbard, Sølvi Elvedahl.

- Vi fik også besked om, at der var blevet skudt mod isbjørnen, men vi vidste ikke på det tidspunkt, hvor bjørnen var, føjer han til.

En politipatrulje blev sendt afsted. De fandt isbjørnen død på parkeringspladsen ved byens lufthavn.

Ingen dræbt de seneste ni år

Campingpladsen er fredag morgen mennesketom, men der står stadig telte på pladsen.

I den seneste tid har der bevæget sig flere isbjørne rundt nær bebyggede områder rundt om i Longyearbyen.

Det er den femte person, som er dræbt af en isbjørn på Svalbard siden 1971.

Sidst det skete var i 2011, da en 17-årig dreng blev slået ihjel af en isbjørn.