Udland

Merkel sender Brexit-ultimatum

EU sætter Brexit-forhandlinger på pause, indtil briterne retter ind.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har for første gang fået et ultimatum fra EU med krav om at sætte Brexit-forhandlingerne i et nyt spor. Det er Tysklands kansler Angela Merkel, der bruger sit formandskab i EU til at lægge en ny og skarp holdning over for briterne.

Det skriver to ledende britiske aviser, det konservative partiblad Daily Telegraph og The Guardian.

Kansler Merkel har taget konsekvensen af, at hun ikke har kunnet se "håndgribelige fremskridt" i samtalerne indtil nu. Så hun har slettet Brexit-emnet fra næste uges planmøde mellem EU-ambassadørerne i Bruxelles.

Der er ingen grund til at forberede sig på indrømmelser over for briterne, så længe deres udspil ikke tager hensyn til EU-sidens grundlæggende krav. Det noterer korrespondent Jennifer Rankin fra Guardians kontor i Bruxelles.

Dermed venter EU-forhandlerne først og fremmest på nyt fra London, inden der kan ske fremskridt.

Hvad vil briterne have?

Briterne og EU forhandler om en handelsaftale mellem parterne, når overgangsperioden efter Brexit slutter til nytår.

Det tager måneder at få en aftale oversat til 23 sprog og få den vedtaget i ministerrådet og i Europa-Parlamentet. Muligvis skal den også gennem samtlige 28 landes nationale parlamenter. Så parterne har travlt.

Den tyske kansler mødtes i sidste uge med den franske præsident, Emmanuel Macron, på præsidentens sommerslot, Fort de Brégançon, et fæstningsanlæg i Middelhavet. Her var hovedemnet, hvordan EU skal klare fremtiden efter Brexit.

Og kansleren og præsidentens udsendte efter møderne på fortet næsten identiske udtalelser, som forlangte ”konkrete svar” fra den britiske regering.

Den britiske chefforhandler, David Frost, lægger vægt på, at briterne lige som Schweiz, Canada og Japan bør kunne få en frihandelsaftale uden at skulle følge EU’s konkurrenceregler. Det betyder, at det skal være muligt at give statsstøtte til enkelte virksomheder. Han har også forlangt at få en stribe enkeltaftaler for hver enkelt sektor, mens EU vil have én samlet aftale.

Endelig forlanger briterne at få fiskeriaftaler, ligesom Norge har det med EU, hvor der genforhandles hvert eneste år. EU vil have én bindende aftale her og nu.

EU: Det er urealistisk

Britiske politikere har ifølge The Guardian løbende sat deres lid til, at EU ville blive mere medgørlig, når den "pragmatiske" kansler Merkel overtog EU-formandskabet.

Det skyldes især, at forbrugerne i Storbritannien køber flere tyske biler end noget andet land - de seneste år tæt på en million biler om året. Så tysk økonomi afhænger af britiske forbrugere.

Men Daily Telegraphs politiske korrespondent Harry Yorke konstaterer, at drømmen om, at den tyske regering skulle ligge under for bilindustrien, ikke holder. EU har derimod afvist briternes udspil fra sidste uge.

Chefforhandler Michel Barnier har meddelt, at udspillet er så urealistisk, at det ikke kan bruges i forhandlingerne. Tværtimod, EU-siden insisterer på ”parallelitet”. Det vil sige, at de 27 EU-lande forlanger identiske konkurrencevilkår for erhvervslivet på begge sider af den britiske kanal.

Man vil ikke leve med, at London hælder statsstøtte i de virksomheder, som har svært ved at klare sig i konkurrence med europæiske firmaer på kontinentet.

Den nye hårde linje fra kanslerkontoret i Berlin følger chefforhandler Barniers krav om, at briterne rykker på to fronter. Dels skal fiskerne fra Danmark og de andre kystnationer kunne fortsætte med at fiske på Dogger Banke og andre kystnære farvande omkring Storbritannien.

Dels skal der bindende løfter på bordet, når det gælder forholdene for britisk industri.

Forspildt sommer

Derfor taler Barniers diplomater ifølge The Guardian om en ”fuldstændig forspildt sommer”.

Men ingen af de britiske aviser ser disse indrømmelser tegne sig i London. Så der er lagt op til en alvorlig fare for, at der ikke opnås nogen aftale, noterer Sandro Gozi, som er medlem af præsident Macrons parti i Europa-Parlamentet.

Så pessimismen er stor i Bruxelles. Der ventes ingen fremskridt på det møde blandt udenrigsministrene, som holdes i Berlin torsdag og fredag. For her er Brexit heller ikke på dagsordenen.

Udenrigsministrene skal tale om mere eksotiske emner som Hviderusland og Tyrkiets forsøg på at bore efter olie i farvandet omkring Cypern. Men det vigtigste emne for europæisk økonomi har tyskerne lagt til side.

Økonomisk tilbageslag

Til gengæld har coronakrisen gjort faren for økonomiske tilbageslag værre end før.

Og et studie fra London School of Economics viser, at et Brexit i Storbritannien uden en frihandelsaftale med EU vil veje langt tungere end coronavirussen, som ventes at give et permanent tilbageslag på 2,1 procent.

Derimod anslås et Brexit uden aftale til at reducere økonomien med 5,7 procent, selv om briterne satser på nye aftaler med USA, Japan og tidligere kolonier. Det skriver Dr. Thomas Sampson i sit studie for Economic and Social Research Council.

Bekymringen vokser

Så mens EU-formandskabet i Berlin har lagt emnet på is, vokser bekymringen i det britiske erhvervsliv.

Regeringen taler om at ansætte 50.000 toldere for at fortolde varer til og fra kontinentet.

Og i transportbranchen gruer man for papirarbejdet.

Chris Slowey fra firmaet Manfreight siger til The Guardian, at “lige nu venter vi alle sammen. Men man kan ikke forberede sig, så længe ingen ved, hvad fremtidens regler kommer til at gå ud på.”