Stem på Trump for de ufødte amerikaneres skyld, siger aktivist
Donald Trump er ikke nogen kordreng, og derfor er anti-abort-aktivist et godt valg til at tale Trumps sag, siger USA-analytiker.
- Gå fra dør til dør, ring til dine venner og naboer og stem. Gør noget, der får vores præsident genvalgt med tanke for vores mest sårbare amerikanere – dem, der endnu ikke er blevet født.
Sådan lød opfordringen fra Abby Johnson, der indtog talerstolen på det republikanske konvent natten til onsdag. Hun er anti-abort-aktivist og en del af pro life-bevægelsen, der er imod fri abort.
Et kryds ved Donald Trump er et kryds ved "den mest pro life-præsident", USA nogensinde har haft, sagde Johnson fra talerstolen.
Modsat vil valget af den demokratiske duo bestående af Joe Biden og Kamala Harris være et valg af "to radikale anti-livs-aktivister".
Emnet abort er altid et centralt og betændt emne i amerikanske valgkampe, og det er det også i denne, siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster. Men coronaepidemien - som Trump har fået stor kritik for sin håndtering af - har stjålet det meste af fokus.
Derfor har Donald Trump brug for de stemmer, som Abby Johnson kan samle sammen, lyder det.
- Hun forsøger at minde de vælgere om, at selvom økonomien er brudt sammen, og der er coronavirus, så husk nu de egentlige værdier. Det er de vælgere, der baserer valget på én enkeltstående sag, hun skal trække ind, siger Mirco Reimer-Elster og peger på abort som den "enkeltstående sag".
Arbejdede på abortklinik før
I sin tale beskrev Abby Johnson i stor detaljegrad, hvad der gjorde, at hun blev aktivist for den bevægelse, der er imod aborter.
Hun har nemlig tidligere været leder på en klinik for seksuel sundhed - en af de såkaldte Planned Parenthood-klinikker, der blandt andet udfører aborter.
Det afgørende tidspunkt var, da en læge bad Abby Johnson assistere ved en abort. Imens aborten blev udført, kunne hun følge med på scanningsbilleder og se, hvad der skete.
- En ufødt baby kæmpede og var desperat for at flytte sig fra suget (der blev brugt til at terminere graviditeten, red.), lød det fra aktivisten på talerstolen.
- Det sidste, jeg så, var en rygsøjle, der hvirvlede rundt i moderens mave, før den gav efter for sugets kraft, sagde Abby Johnson.
Konservativ rockstjerne
Ifølge Mirco Reimer-Elster deler det amerikanske folk sig typisk i tre lejre, når diskussionen falder på abort: Dem, der mener, det altid skal være ulovligt. Dem, der mener, det altid skal være lovligt. Og dem, der mener, at det skal være lovligt under visse omstændigheder.
De to første grupper udgør til sammen ifølge Gallup halvdelen af vælgerne, mens den sidste gruppe udgør den anden halvdel.
Abby Johnson er ifølge Mirco Reimer-Elster en rockstjerne i konservative kredse og forsøgte i sin tale at appellere til vælgere, der er enig i hendes sag.
- Jeg støtter præsident Trump, fordi han har gjort mere for de ufødte end nogen anden præsident, siger hun og henviser til de skridt, præsidenten har taget for at få omstødt en lov fra 1973, der giver kvinder ret til selv at bestemme over deres kroppe.
Blandt andet har flere delstater indført tiltag, der gør det sværere at få en abort. Heriblandt den såkaldte hjerteslagslov, der siger, at så snart, der er hjerteslag, kan kvinden ikke få en abort. I de fleste graviditeter kan man mærke hjerteslag efter otte uger.
Abby Johnson hyldede også, at Donald Trump forbød globale organisationer at modtage amerikansk bistand, hvis de udfører aborter, kort efter han flyttede ind i det ovale kontor.
Mirco Reimer-Elster peger på, at eftersom Trump ikke selv er noget kristent dydsmønster, er Abby Johnson effektiv at køre i stilling. Trump har nemlig tabt en del af de meget kristne og republikanske vælgere.
- Han har været gift tre gange og er åbenlyst blevet taget i at prale med at tage kvinder ”by the pussy”. Trump er ikke nogen kordreng. Derfor er Johnson et godt valg til at tale Trumps sag, siger Mirco Reimer-Elster.
Der er præsidentvalg i USA 3. november.