Udland

Sovjetimperiets hemmelige supervåben lå alene på stranden, og en nat fik det besøg

Den gamle ekranoplaner på kysten ved Det Kaspiske Hav. Lana Sator / Privatfoto

Et af Sovjetunionens hemmelige våben har undsluppet ophugning i tre årtier. En gruppe unge russere sneg sig om bord for at se det indefra.

De valgte at gøre forsøget i ly af natten. Efter at have gemt overflødigt udstyr og tørt tøj i buskadset, vadede russiske Lana Sator og hendes følgesvend fra Moskva ud i vandet med kameraerne i vandtætte poser. Det Kaspiske Hav var mærkbart varmere end luften, og vandet nåede dem til skulderhøjde.

Jeg håber ikke, at vagtmændene benytter sig af lejligheden til at stjæle metallet

Lana Sator, fotograf

For at komme op på fartøjet, der vuggede i strandkanten, måtte de lade sig løfte op af bølgerne og gribe fat i den glatte flyvinge i det rette øjeblik. Det hele lykkedes, og da de først var nået så vidt, var det en smal sag at kravle ind gennem den åbne luge. Lyset var tændt, og en generator brummede højt. Det tog dem kun øjeblik at komme ind i kabinen, og her var det, de fik øje på den sovende vagtmand.

Lige siden hun var barn, havde Lana Sator været tiltrukket af det besynderlige monstrum, en blanding af et skib og en flyvemaskine, ”Ekranoplaner”, som de hedder på russisk. Nu var det endelig lykkedes at komme helt tæt på et eksemplar af slagsen, så en sovende vagtmand kunne ikke stoppe hende. Hvis vagtmanden kunne sove i larmen fra generatoren, så kunne de to natlige gæster sikkert roligt liste sig forbi. Udforskningen af ”det kaspiske monster” kunne begynde.

Hangarskibsdræberen

Som den lå der i brændingen, lignede den en krydsning mellem en død hval og et fantasifoster fra en science-fiction film: Et flyskrog i XXL-størrelse med skibsstævn og afstumpede vinger, forsynet med intet mindre end otte jetturbiner og bevæbnet med seks raketbatterier og tre radarkupler.

Dræbermaskinen i funktion engang i 1980'erne.

Engang var apparatet et af den sovjetiske flådes mest tophemmelige fartøjer, en kombination af en flyvebåd og en bombemaskine. Et sovjetisk supervåben, der med jet-hastighed kunne stryge hen over havoverfladen i bølgehøjde i sikkerhed for fjendtlige radarstråler og søminer.

Med sine atomvåben-bestykkede raketter var ”MD-160”, som den officielt blev benævnt, udtænkt til at bekæmpe fjendtlige flådefartøjer, deriblandt hangarskibe.

Madrester og gammel elektronik

Mens vagtmanden fik sig en solid skraber, listede Lana Sator og hendes med-eventyrer sig rundt i det enorme flyvende apparats indre. Selv kalder de sig ”urban explorers”, en slags nutidens opdagelsesrejsende, som opsøger og fotograferer forbudte og for længst glemte installationer, og dem er der rigeligt af i det tidligere Sovjet.

- Nogen gør det for spændingens, for adrenalinens skyld, forklarer Lana Sator til TV 2.

- Jeg gør det for at komme tæt på historien, for at se unikke steder og efterladenskaber, gamle teknologier og monumentale bygningsværker.

Maskinen som den ser ud i dag.

Hvad det angik, kan man roligt sige, at monsteret på stranden bød på lidt af hvert. Lana Sator gav sig til at studere og gennemfotografere skroget fra rum til rum, fra radar-installationerne i halen til operatørrummene inde i selve skroget og det flylignende cockpit allerforrest.

Resultatet af ekspeditionen er et fascinerende indblik i den ypperste sovjet-teknologi anno 1980'erne. Hele 15 mand skulle der bruges for at få ”hangarskibsdræberen” på vingerne.

- Det meste så intakt ud, fortæller Lana Sator. Andre steder lå der kage og kyllingerester, tydeligvis efterladenskaber fra vagtpersonalet.

- Dog var der enkelte steder, hvor noget manglede og ledninger var væk, så jeg håber ikke, at vagtmændene benytter sig af lejligheden til at stjæle metallet.

Maskinens indre er fyldt med slidt interiør og gammelt elektronisk udstyr.

Undervejs måtte de endnu en gang passere den sovende vagtmand, som nu havde vendt sig, men ellers ikke lod sig forstyrre. Heller ikke, da Lana og kompagnon ved 3-tiden besluttede sig for at forlade det vuggende monster og hoppe i bølgerne igen, lod vagten sig mærke med de ubudne gæster.

Supervåben skrinlagt

Ekspeditionen om bord på det flydende monster havde Lana Sator organiseret i løbet af rekordtid.

I årevis havde ”MD-160” befundet sig på et utilgængeligt militært skibsværft i den russiske kaukasusrepublik Dagestan. Lana Sator var derfor hurtig til at tage affære, da hun i starten af august blev opmærksom på, at det udtjente monstrum havde været ude på sin sidste sejltur og nu var blevet slæbt til stranden ved Derbent i Dagestan ved Det kaspiske Hav, hvor det ventede på at blive udstillet i en forlystelsespark.

Maskinen i drift.

Fascineret som hun er af netop den type flyvende indretninger, måtte hun bare afsted. Det udtjente ”Ekranoplan” som Lana Sator var så opsat på at snige sig bord i, blev nemlig det første og det sidste eksemplar af det, der skulle have været en helt ny klasse af sovjetiske supervåben.

Ekranoplaner betjener sig af en særlig effekt, som også fugle nyder sig af, når de stryger hen over vandoverfladen. Der dannes nemlig en slags luftpude under vingerne, som forstærker fart og opdrift.

En kort karriere

MD-160 var det sovjetiske militærs forsøg på at udnytte den effekt i rustningskapløbet. MD-160 blev konstrueret på et værft ved Nishnij Novgorod ved Volga-floden sidste halvdel af 1980-erne.

Den flyvende missilfæstning nåede lige akkurat at blive færdiggjort, inden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 signalerede en ende på Den Kolde Krig og dermed berettigelsen af fantasifulde, men ressourcekrævende militærprojekter, som planerne om at bygge en slagkraftig styrke af hurtigtflyvende, missilbevæbnede ”Ekranoplaner”.

Maskinen satte gang i fantasien hos militærinteresserede. Her er en tegning fra 1988.

MD-160 fik derfor en meget kort karriere i den russiske flåde. Allerede i slutningen af 1990-erne blev det lavtflyvende luftfartøj taget ud af aktiv tjeneste.

At den nu skal indgå som hovedattraktion i en lokal forlystelsespark, finder den teknik-fascinerede Lana Sator ”meget mærkeligt”, forklarer hun:

- Der er tale om en rigmand, der manglede en attraktion til den park, han ikke engang har fået bygget endnu. ”Patriot Park” skal den hedde, og det på et sted, hvor mange slet ikke føler sig som russere og hellere så, at Dagestan og resten af Kaukasus bliver selvstændigt.

Også derfor var det vigtigt for hende at få et kig indenfor i den flyvende atomkrydser, inden det var sent. Engang var den et af Sovjetflådens tophemmelige våben, men takket være Lana Sator kan hele verden nu få et indblik i det kaspiske monsters fascinerende indre.

Maskinen i sin storhedstid.