Udland

Kraftige oversvømmelser i afghansk provins – mindst 100 personer dræbt

De store mængder vand overraskede indbyggerne om natten, og dødstallet forventes at stige de kommende dage.

Voldsomme oversvømmelser ramte i nat Parwan-provinsen i Afghanistan i nærheden af hovedstaden Kabul.

De dødelige vandmængder vækkede indbyggerne i byen Charikar i det nordlige Afghanistan sent om natten.

Afghanistan oplever ofte store oversvømmelser i sommermånederne. Natten til onsdag mistede mindst 70 personer livet på grund af vandmasserne.

Mindst 100 personer blev dræbt og 90 sårede, heriblandt mange børn.

Ifølge talskvinde fra provinsen, Wahida Shakhar, forventer man, at dødstallet stiger i løbet af de kommende dage.

Det siger hun til Al Jazeera.

Her vil oprydningsarbejdet med de mange kollapsede hjem fortsætte.

Oprydningsarbejdet fortsætter de kommende dage, og man frygter, at dødstallet vil stige.

Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, har beordret resten af Afghanistan til at levere hjælp til den oversvømmede provins, men det er svært for hjælpen at komme frem, da vandet har blokeret mange af vejene til og fra de nærliggende provinser.

Både hjælp på land og i luften er dog nået frem til de flere end tusind mennesker, der har måttet flygte fra deres hjem.

Oversvømmelserne skete sent om natten i den afghanske provins Parwan.

Allerede svækket land

Oversvømmelser i Afghanistan er ikke usædvanlige om sommeren, og de er skyld i flere hundrede dødsfald hvert år.

Nattens oversvømmelser kommer efter en lang række andre begivenheder, der har rystet Afghanistan på det seneste.

Landet har været hårdt ramt af covid-19 med næsten 40.000 smittetilfælde, og sundhedssystemet var allerede svækket efter årtier med krig og terror.

Desuden har det første halve år af 2020 været et særdeles voldeligt år i Afghanistan, hvor antallet af civile tab er mere end femdoblet siden sidste år, ifølge en FN-rapport.