USA VALG

Trumps søn angriber Biden og giver ham to nye øgenavne

Det lykkedes på nogen vis at genfortælle Trumps successer og komme med stærke angreb mod Biden på republikanernes konvent, siger kommentator.

Republikanernes fire dage lange konvent i North Carolina blev sparket i gang natten til tirsdag dansk tid. Her argumenterede en række talere for, at nøglerne til Det Hvide Hus skal blive hos Donald Trump og ikke lande i hænderne hos demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden.

En af hovedtalerne var Trumps søn Donald Trump Jr., der fandt på to nye øgenavne til Joe Biden.

- Joe Biden er sumpens (øgenavn for eliten i Washington D.C., red.) Loch Ness-uhyre. Han har luret derinde i det seneste halve århundrede. Han stikker hovedet op indimellem for at stille op som præsidentkandidat, så forsvinder han igen, og han laver ikke meget mellem de to ting, sagde Donald Trump Jr. undervejs i sin tale og henviste til, at Bidens politiske karriere går mere end 40 år tilbage.

Han døbte ham også 'Beijing Biden'.

- Beijing Biden er så svag over for Kina, at efterretningsmiljøet for nylig har fundet ud af, at det kinesiske kommunistparti foretrækker Biden. De ved, at han vil svække os både økonomisk og i verden, sagde Donald Trump Jr., der er forvalter af The Trump Organization, i sin tale ifølge Washington Post.

Trump Jr.: Der er lys for enden af tunnellen

Konventets første dag var en blanding af at bygge Trump op og sable Biden ned, mener USA-kommentator David Trads.

- Det var en blanding af, at det på nogen vis lykkedes - nogen vil sige gennem en manipuleret og redigeret version - at genfortælle Trumps successer, men samtidig også komme med stærke angreb på Joe Biden, siger USA-kommentator David Trads til TV 2.

En af måderne, Trump Jr. forsøgte at markere forskellen på, var ved at pege på, hvordan Donald Trump havde sikret rekordlave ledighedstal og en boomende økonomi, inden coronapandemien ramte.

Han lovede, at "der er lys for enden af tunnellen", og at der snart er jobs på vej til amerikanerne.

- På forhånd var det blevet sagt, at det her skulle være den optimiske version af, hvad USA kan. Det var der også noget af, men ellers var der utrolig meget fokus på af lave en advarsel mod, hvilke frygtelige ting der kan ske, hvis Joe Biden bliver valgt, siger David Trads.

Lyn-analyse

Donald Trump Jr.'s tale var usædvanlig. Det er usædvanligt, at præsidentens familie ikke holder sig til at tale om de menneskelige aspekter ved landets førstemand, som de kender hjemme fra privaten, men i stedet retter et direkte angreb på den politiske modstander. Det understreger blot - hvad mange republikanere talte om allerede for fire år siden - at sønnike har en lysende fremtid som politiker i Det Republikanske Parti. 

- Obama og Biden lod Nordkorea true USA

Udover Donald Trump Jr. var der en række andre talere til konventets første dag.

Aftenens anden centrale taler var Nikki Haley, Trumps forhenværende FN-ambassadør. Hun brugte en del af sin taletid på at sige, at "USA ikke er et racistisk land" i kølvandet på de uroligheder, der har været i landet efter drabet på George Floyd i maj. Derudover nævnte hun, at Trumps regering har slået hårdt ned på Nordkorea.

- Obama og Biden lod Nordkorea true USA. Præsident Trump afviste den svaghed, og vi har gennemført de strengeste sanktioner mod Nordkorea i historien, sagde hun.

En af aftenens andre talere, der tiltrak sig en del opmærksomhed, var Kimberly Guilfoyle, der er kæreste med Donald Trump Jr. og en af Trumps øverste kampagnemedarbejdere. Hun leverede en meget passioneret tale, hvor hun med armene hævet over hovedet lovpriste Donald Trump som præsident.

- Som øverstkommanderende sætter han altid USA først. Præsident Trump er præsident for lov og orden, sagde hun ifølge Daily Mail.

Normalt er tidligere præsidenter en del af talerrækken til det republikanske konvent. Dog deltager den eneste nulevende forhenværende præsident for Republikanerne, George W. Bush, ikke.

Ifølge The Guardian har han heller ikke tilbudt at optage en tale på video til konventet.