Udland

Nu viser russerne nye billeder af den største sprængning i verdenshistorien

Den største paddehattesky nogensinde - over den arktiske del af det daværende Sovjetunionen 30. oktober 1961. (Foto fra filmen). Tv 2

For snart 60 år siden afprøvede Sovjetunionen en brintbombe, hvis lige aldrig er set. Nu kan det hele ses på Youtube.

De russiske atommyndigheder har frigivet en film om den største prøvesprængning, der nogensinde har fundet sted på Jorden.

Det var sprængningen af brintbomben Tsar Bomba i oktober 1961, der udløste en sprængkraft på over 50 megaton TNT.

Det var en sprængning, der var kolossal efter enhver målestok:

Det var 1500 gange mere sprængkraft end atombomberne i Hiroshima og Nagasaki tilsammen.

Det var ti gange mere sprængkraft, end der samlet blev brugt under hele Anden Verdenskrig.

I selve sprængningsøjeblikket – som kun måles i brøkdele af et sekund – producerede bomben energi svarende til 1,4 procent af den energi, som solen producerede i samme tidsrum.

Og så var sprængningen endda kun halv så stor, som den daværende sovjetiske ledelse havde lagt op til.

Sovjetiske teknikere arbejder med den 28 ton tunge bombe (foto fra filmen).

Prøvesprængningen fandt sted på højden af Den Kolde Krig, blot to måneder efter Berlin var blevet delt af Berlinmuren, og den sovjetiske ledelse ønskede at sende et signal, der ikke kunne misforstås - med en brintbombe på 100 megaton TNT.

På grund af frygt for radioaktiv forurening blev det dog besluttet, at man skulle nøjes med at udstyre bomben med den halve sprængkraft.

Smidt ud med faldskærm

Alligevel var prøvesprængningen på øgruppen Novaja Zemija i Barentshavet i den arktiske del af Sovjetunionen noget, der kunne mærkes vidt omkring.

Bombefly og ledsagefly var overmalet med en hvid specialmaling, der kunne modstå den voldsomme varmeudvikling ved eksplosionen (foto fra filmen).

Bomben blev kastet fra et specialbygget bombefly i ti kilometers højde. Den blev kastet ud i en stor faldskærm, så dens fald kunne forsinkes længe nok til at sikre, at bombeflyet og to videnskabelige ledsagefly kunne nå at komme væk.

Bomben detonerede i fire kilometers højde over øgruppen, der dengang var det sted, hvor Sovjetunionen testede sine atom- og brintbomber. Og effekten var så stor, at det ikke er blevet overgået hverken før eller siden.

Det udløste en ildkugle med en diameter på 20 kilometer, en 60 kilometer høj paddehattesky og et jordskælv, der kunne registreres over hele kloden.

Bomben på vej mod jorden. Faldskærmen skulle forsinke faldet, så flyene havde mulighed for at komme væk før eksplosionen (foto fra filmen).

Nye billeder

Den sovjetiske prøvesprængning har således aldrig været nogen hemmelighed.

Men nu offentliggør de russiske myndigheder hidtil ukendte billeder af hele operationen. Det sker, imens det russiske atomagentur Rosatom fejrer den russiske atomindustris 75-års jubilæum. Filmen om prøvesprængningen er offentliggjort på Rosatoms YouTube-kanal.

Paddehatteskyen dannes og når en højde af 60 kilometer (foto fra filmen).

Filmen viser både forberedelserne til prøvesprængningen og resultatet af den store eksplosion. Da eksplosionen skete i fire kilometers højde, var den radioaktive forurening på jordoverfladen lille.

Så lille, at russerne kalder bomben en ’ren' brintbombe.

Videnskabsfolk ses da også i filmen, mens de lander på Novaja Zemija "nogle få timer" efter eksplosionen. Her går de rundt uden beskyttelsesdragter, som de dog tager på, før de begiver sig hen til "ground zero".

- Selv i centrum af området var radioaktiviteten ganske ubetydelig, fortæller den russiske speaker hen over billederne.

Videnskabsfolk og teknikere på vej til at undersøge sprængningsområdet 'nogle timer' efter sprængningen (foto fra filmen).

Prøvesprængningen af Tsar Bomba blev den største, men også en af de sidste sovjetiske prøvesprængninger i atmosfæren.

I 1963 blev Sovjetunionen og USA enige om et forbud, så parterne udelukkende måtte teste deres atomvåben ved underjordiske sprængninger.