Italiensk pige smittede hele familien med corona: Jeg tilgiver aldrig mig selv
Fortvivlet læserbrev har rørt italienerne: Min far ligger i respirator, og jeg kan ikke gøre det om.
Den unge italienske kvinde optræder kun under sit fornavn Martina, men hendes beretning i avisen Corriere Della Sera har ramt italienerne direkte i hjertekulen.
En enkelt uforsigtig aften på diskotek betød, at hun selv, hendes far, bedsteforældre og 12-årige fætter blev smittet med coronavirus.
- Ugen efter fortalte de, at en person på det diskotek, hvor jeg havde været, var testet positiv. De testede alle de mennesker, der havde været der den aften. Resultatet af min test: Positiv. Så blev hele min familie testet, og det var kun min mor, der var negativ, skriver Martina.
Hun skriver, at hun og hendes venner ellers havde taget en beslutning om, at de ville holde sig fra diskoteker og andre lukkede rum, hvor smitten kunne spredes.
Men de gjorde en enkelt, skæbnesvanger undtagelse:
- En lørdag var det min bedste vens fødselsdag, og hvordan kunne vi lade være med at fejre det? Vi blev enige om, at der ikke ville ske noget ved en enkelt aften – og det blev begyndelsen til den rædselsfilm, jeg lever i nu, skriver hun.
Langt fra situationen i foråret
Italien er begyndt at se en stigning i antallet af smittede igen, selv om smittetallet stadig ligger langt under de voldsomme tal, der i marts var ved at sende 'Støvlelandet' helt i knæ.
Det seneste dagstal ligger således på 953 smittede, langt under rekordtallet for en enkelt dag, som blev sat 21. marts, hvor Italien registrerede 6557 nye smittede.
Italien er dermed slet ikke i nærheden af den situation, landet var i tidligere på året, understreger TV 2's korrespondent i Italien Eva Ravnbøl.
- Man er blevet bedre til at opspore smittede, bedre til at teste og hurtigere til at reagere på nye udbrud. Lige nu er det for eksempel Sardinien, hvor der er mange nye smittede, og her har man sat testtelte op ved alle færgeafgange til og fra øen for at få det under kontrol, fortæller hun.
De unge skal passe på
Samtidigt med, at myndighederne igen og igen slår fast, at situationen slet ikke er så alvorligt, som den var i foråret, så er man hele tiden ude med advarsler til de unge om at tage situationen alvorligt:
- Mange er enige om, at de unge gav den lidt for meget gas med festerne her i august. De unge skal ikke tro, at de er urørlige. Netop fordi de, som Martina fortæller, kan smitte ældre og mere sårbare familiemedlemmer. Jeg kender selv en familie, hvor bedstemoderen døde, efter hun var blevet smittet af sit barnebarn, fortæller Eva Ravnbøl.
For Martina, der fortæller sin historie i Corriere Della Sera, er det for sent at fortryde. Mens resten af familien er raske igen, så er hendes far stadig alvorligt syg og har ligget i respirator i 14 dage.
- Han kæmper af alle kræfter. Og jeg kan ikke hjælpe ham. Jeg kan ikke lave det om. Jeg tilgiver aldrig mig selv, skriver hun.