Trump indkalder til pressemøde om 'kæmpe gennembrud' i aften - analytiker forudser 'fuser'

Det er ikke utænkeligt, at det store gennembrud viser sig at være den store afledningsmanøvre, vurderer USA-analytiker.

Donald Trump holder natten til mandag dansk tid pressemøde om et stort "gennembrud" i behandlingen af coronavirus.

Det skriver pressesekretær i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany på Twitter.

Det Hvide Hus havde indkaldt til pressemødet klokken 18 amerikansk tid, det vil sige midnat dansk tid.

Siden har Donald Trump selv skrevet på Twitter, at pressemødet bliver klokken 17.30, altså 23.30 dansk tid. Pressemødet kan ses direkte på TV 2 NEWS, TV 2 PLAY og TV2.DK.

Ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster kan tidspunktet være velvalgt.

- Det er bestemt ikke utænkeligt, at pressemødet kan være Trumps forsøg på at sætte sig tungt på nyhedsfladen. Pressemødet finder sted, bare to timer før det første store tv-interview med Joe Biden og Kamala Harris bliver sendt på amerikansk tv. Så hvem ved, måske er ”det store gennembrud” i realiteten snarere den store afledningsmanøvre, siger han til TV 2.

Den store afledningsmanøvre?

Udover tweetet fra pressesekretær Kayleigh McEnany og Trumps eget tweet - hvor han lover "rigtige gode nyheder" - er der ikke sluppet oplysninger ud om, hvad der kommer frem på pressemødet.

- Det er svært at sige, hvad man kan forvente, da Det Hvide Hus har været sparsommelig med detaljerne. Men forventningerne er alt andet lige tårnhøje, eftersom Trumps administration jo selv har lagt op til et ”kæmpe gennembrud”, siger Mirco Reimer-Elster.

USA-analytikeren hælder dog mere til, at det er et pr-stunt end et egentligt gennembrud i behandlingen af coronavirus.

- Jeg formoder, at det bliver en fuser, siger han.

Foruden præsidenten deltager USA's sundhedsminister, Alex Azar, og Stephen Hahn, der er leder af fødevare- og lægemiddelmyndigheden FDA, også på pressemødet.

Spekulerede i sammensværgelse

Netop FDA langede Trump lørdag ud efter på Twitter. Her spekulerede præsidenten i, at nogen hos FDA "gør det meget svært for medicinfabrikanter at teste en vaccine og dens virkninger."

- De håber åbenlyst at forsinke svaret indtil efter 3. november. Vi skal fokusere på hastighed og på at redde liv, skrev han på Twitter med henvisning til datoen for det amerikanske præsidentvalg.

Bemærkningen blev straks kritiseret for at være "meget farlig" af den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Fredag udtrykte forskere og sundhedseksperter bekymring for, om Trumps administration ville forsøge at presse FDA til at lancere en covid-19-vaccine inden præsidentvalget 3. november.

- Jeg ville ikke kunne stå inde for, at noget, som var usikkert eller ineffektivt, bliver kørt igennem en godkendelsesproces, sagde Peter Marks, som er chef for FDA's biologiske center til Reuters.

Han understregede samtidig, at han endnu ikke har følt noget direkte politisk pres fra øverste hold.

Pressemødet kan ses direkte på TV 2 NEWS, TV 2 PLAY og TV2.DK.