Flest corona-smittede på én dag hidtil - Indien på vej til at overhale Brasilien

Indien har det seneste døgn registreret det højeste antal positive coronatester hidtil. På verdensplan overstiger smittetallet nu 23 millioner.

Antallet af corona-smittede på ét døgn har igen nået nye højder i Indien.

Med 69.878 bekræftet smittede det seneste døgn, nærmer Indien sig hastigt tre millioner corona-smittede.

Samtidig haler Indien også hastigt ind på Brasilien, som er det land i verden med næstflest bekræftede corona-tilfælde med godt 3,5 millioner tilfælde. Kun USA har flere.

Ifølge en prognose fra den Indiske Tv-station NDTV vil Indien allerede overhale Brasilien midt i september.

Den fortsatte stigning vækker frustration. Blandet andet i delstaten Punjab, hvor myndighederne har indført forbud på forsamlinger på flere end fire personer.

- Desværre tager folk for let på tingene, og det det tvinger regeringen til at bruge skrappe midler, siger Amarinder Singh, der er chefminister i Punjab.

Også positivt nyt

Selvom et rekordhøjt antal corona-smittede ikke er værd at fejre, er der alligevel glæde hos de indiske sundhedsmyndigheder i dag. Antallet af raskmeldte efter corona-smitte sætter nemlig også rekord i dag med 63.631.

- Hvad angår covid-19-tal, så er vores dødsrate virkelig lav, og vi har den bedste raskmeldelsesgrad i Verden. Vi har omkring 1500 testlaboratorier nu. Det er en stor bedrift i sig selv, siger Indiens sundhedsminister Harsh Vardhan, der også fremhæver, at Indien nu gennemfører en million coronatests om dagen.

Tilbage i marts blev landets 1,3 milliarder indbyggere omfattet af et udgangsforbud, der skulle forhindre smittespredning i det folkerige land.

Ifølge seneste opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University har det samlede dødstal på verdensplan lørdag passeret 800.000. Det samlede antal registrerede smittetilfælde har lørdag passeret 23 millioner.