Udland

Kendt Putin-kritiker drak te i lufthavn - nu er han indlagt på hospitalet

Navalnyjs talsperson skriver på Twitter, at han fik det dårligt på en flyvetur til Moskva.

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er blevet behandlet på en intensiv afdeling på et hospital i Sibirien.

Vi formoder, at Aleksej blev forgiftet med noget, der blev blandet i hans te

Kira Yarmysh, Navalnyjs talsmand

En læge fra hospitalet melder ham ifølge nyhedsbureauet Interfax som værende i stabil tilstand.

Meldingerne fra hospitalet er dog blandede. Således fortæller læger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Navalnyjs liv er i fare, og at lægerne gør, hvad de kan, for at han overlever.

 Den russiske oppositionsleder Alexei Navalnyj er flere gange blevet tilbageholdt af russiske myndigheder i forbindelse med demonstrationer - men demonstrationerne dækkes sjældent i russiske statsmedier.

Formoder han er forgiftet

Torsdag morgen skrev Kira Yarmysh, Navalnyjs talskvinde, på Twitter, at han fik det dårligt på en flyvetur tilbage mod Moskva.

- Vi formoder, at Aleksej blev forgiftet med noget, der blev blandet i hans te. Det var det eneste, han drak her til morgen, skriver Kira Yarmysh.

- Lægerne siger, at giften blev optaget i kroppen hurtigt på grund af den varme væske. Aleksej er nu bevidstløs, tilføjer hun.

Viser video Navalnyj skrige af smerte?

Aleksej Navalnyj skulle onsdag morgen flyve fra Tomsk til Moskva. Inden afrejsen købte han en kop te i lufthavnen i lufthavnen, fortæller en medpassager, som har delt et billede på Instagram.

Her drikker Aleksej Navalnyj ifølge medpassageren en kop te i lufthavnen inden afgangen til Moskva. Kort tid efter fik han det dårligt på flyet.

Passageren har også delt en video fra flyet, hvor man hører en medpassager, som skriger af smerte. I videoen ser man også redningsfolk, der går igennem flyet. Ifølge Instagram-brugeren var det Aleksej Navalnyj, som fik det dårligt, men indholdet af videoen er ikke bekræftet.

Episoden fik piloten til at foretage en sikkerhedslanding i Omsk, hvorefter Navalnyj blev hastet på hospitalet.

Instagram-brugeren 'djpavlin' har delt en video fra flyet, hvor Aleksej Navalnyj angiveligt var ombord. Her hører man en medpassager, som skriger af smerte. I videoen ser man også redningsfolk, der går igennem flyet. Video: Anders Masannek Jørgensen

En af lægerne på hospitalet siger torsdag, at en forgiftning blot er en af flere teorier, som lægerne undersøger. Ifølge lægen kan der også være tale om en "naturlig forgiftning".

Hård kritiker af Putin

Aleksej Navalnyj har længe været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere.

I juli kaldte han afstemningen om en stor forfatningsreform "en kæmpestor løgn". Reformen betød, at Putin kan blive på posten frem til 2036.

Aleksej Navalnyj forsøgte i 2018 at stille op til præsidentvalget. Han blev dog nægtet at komme på stemmesedlen.

Han har flere gange arrangeret demonstrationer mod præsidenten og hans styre.

Den 44-årige Navalnyj er blevet anholdt og fængslet mange gange for blandt andet "administrative overtrædelser" og for at deltage i demonstrationer.