Udland

Offer til seriemorderen Golden State Killer: - Nu er monstret forsvundet

Den 74-årige seriemorder var til stede på anklagebænken, da retten tog hul på tre dage med vidneforklaringer.

"Et sygt monster", "et undermenneske" og "en forfærdelig mand".

Det var blot nogle af de ord, som overlevende ofre og pårørende tirsdag brugte til at beskrive seriemorderen Golden State Killer med det borgerlige navn Joseph DeAngelo.

Den 74-årige tiltalte serieforbryder var selv til stede på anklagebænken i Sacramento County Superior Court, da retten tog hul på tre dage med vidneforklaringer.

Det skriver ABC News og flere internationale medier.

DeAngelo vil fredag formelt blive idømt en livsvarig fængselsdom uden mulighed for prøveløsladelse, efter han i juni tilstod 13 drab og omkring 50 voldtægter i Californien i 70'erne og 80'erne. Golden State Killer var på fri fod i fire årtier, inden han blev anholdt i 2018.

- Mine teenageår forsvandt

Tirsdag var DeAngelo tilbage i retslokalet iført en orange fangedragt og ansigtsmaske. Her hørte seriemorderen dommerens indledende ord til de fremmødte ofre og efterladte:

- Husk, I har ventet længe på det her. Der er ingen grund til at skynde jer. Brug så meget tid I har lyst til og sig, hvad I har brug for at sige, sagde dommer Michael Bowman.

De første i vidneskranken var nogle af Joseph DeAngelos mange voldtægtsofre.

Peggy Frink fortalte, hvordan hun og hendes søster blev overfaldet i deres hjem af DeAngelo.

- I de tidlige morgentimer 17. juli 1976 ændrede mit liv sig for altid. Jeg var 15 år gammel.

Hun beskrev, hvordan hun var blevet bundet, kneblet og havde fået bind for øjnene, inden hun blev voldtaget adskillige gange af DeAngelo. Det skriver Sky News.

- Mine teenageår forsvandt, min følelse af sikkerhed og tryghed blev taget fra mig den nat - og den kom aldrig tilbage. Jeg har haft mareridt i årevis, fortalte Peggy Frink fra vidneskranken.

- Jeg blev min mors mor

Patricia Murphy blev i en alder af 29 år overfaldet af Joseph DeAngelo i september 1976.

Tirsdag fortalte Patricia Murphys datter, Patti Cosper, som var syv år på gerningstidspunktet, hvordan overfaldet havde ødelagt morens liv.

- Jeg blev min mors mor. Hun gik fra at være stærk og uafhængig til at have PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse, red.). Hun blev skræmt af alle høje lyde, larmen fra en motorcykel, fyrværkeri eller en skabslåge, der smækkede i, fortalte Patti Cosper i Sacramento County Superior Court.

- Nu er monstret forsvundet

Et andet offer, Winnie Schultz, blev voldtaget i sit hjem i oktober 1976.

Tirsdag henvendte sønnen Pete, som var 11 år på gerningstidspunktet, sig direkte til Joseph DeAngelo på anklagebænken:

- Husker du mig? Du vækkede os, bandt mig til sengestolpen til mine hænder blev blå, lukkede min søster inde på hendes værelse og udførte rædselsvækkende handlinger på min mor, mens hun var bundet og havde bind for øjnene.

Han tilføjede, at familien havde levet med den uhyggelige oplevelse i 44 år:

- Du er væk nu, og monstret er forsvundet, sagde Pete Schultz afslutningsvis og kiggede direkte på Joseph DeAngelo, som ikke fortrak en mine.

Seriemorder og politibetjent

Ud over de 13 drab og cirka 50 voldtægter har Joseph DeAngelo ifølge anklagerne begået flere end 120 indbrud i og omkring Sacramento, i det østlige San Francisco Bay-område og i det sydlige Californien.

Hans forbrydelser blev begået over en periode på 11 år fra 1975 til 1986 og begyndte, mens DeAngelo arbejdede som politibetjent. Det var dna-beviser og hjemmesider om slægtsforskning, der slutteligt førte til pågribelsen af Joseph DeAngelo.

Seriemorderen, der også er blevet omtalt som "East Area Rapist" og "Original Night Stalker", blev berygtet for at bryde ind i pars hjem om natten. Herefter bandt han i flere tilfælde kvinden og manden og voldtog kvinden, før han dræbte dem begge.

Under sin tilståelse i juni sagde DeAngelo, at det var stemmer i hans hoved, som havde befalet ham at begå de mange voldtægter og drab.

Flere end 30 ofre eller pårørende skal efter planen fortælle deres historier forud for domsafsigelsen fredag.