Parade i Minsk i 2013.
Udland

Den brutale gårdbestyrer blev diktator og skabte et liv med kvinder, mord og malkekøer

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, kæmper for at beholde magten. Før han blev diktator, bestyrede han en gård, hvor de ansatte fik tæsk.

Ansigtet bag diktatorens sorte overskæg var stenhårdt.

Hvis de er skyldige, så læg dem i håndjern, og smid dem i fængsel

Aleksandr Lukasjenko, præsident i Hviderusland

Flokken af mænd i sorte frakker stod og så ned i jorden, mens de blev skældt ud.

- De skal alle på huggeblokken. Hver eneste af dem, sagde diktatoren.

- Hvis de er skyldige, så læg dem i håndjern, og smid dem i fængsel, fortsatte han, mens hans pegefinger blev løftet for at understrege sagens alvor.

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, var taget en tur på landet, og han brød sig ikke om, hvad han så.

Slet ikke.

Få minutter før arrestordren blev givet, havde Aleksandr Lukasjenko inspiceret en kostald i et kollektivt landbrug i Slizhy i det nordlige Hviderusland, og her havde han set en ko med kager af møg på baglårene.

Og så flippede diktatoren ud.

- Se på den ko, den er dækket af lort, er du syg?, udbrød Aleksandr Lukasjenko rasende til den nærmeste embedsmand.

- Hvorfor tog du mig med herhen? Så jeg kunne få mine sikkerhedsvagter til at føre dig væk i håndjern?

Europas sidste diktator

Episoden blev optaget på hviderussisk stats-tv, der fangede embedsmandens forgæves forsøg på at love bod og bedring.

- Hvis en person ikke forstår, at dette er Auschwitz, og du har sat ham spidsen for foretagendet, ja, det begriber jeg slet ikke, sagde Aleksandr Lukasjenko.

Da diktatoren kom ud af stalden, besluttede han sig så for at straffe alle de implicerede.

Forstå, at det er en ko. Hvis den vil lægge sig i møget, så gør den det

Andrei, chef for landbrugskollektivet Kupalovskoe

Og forsamlingen af mænd i sorte frakker havde grund til at se ned i jorden.

Truslen om huggeblokken ville måske ikke blive ført ud i livet, men som du kan læse her, har folk, som kommer Aleksandr Lukasjenko på tværs, det med at forsvinde sporløst.

Episoden i kostalden fandt sted i marts 2019 - altså før de omfattende demonstrationer i Hvideruslands hovedstad Minsk, hvor folk nu kræver hans afgang.

Men der var også demonstrationer mod Aleksandr Lukasjenko i 2006, 2011, 2015, 2017, 2018 og 2019, uden at det lykkedes at vælte manden, der blev døbt "Europas sidste diktator" af USA's daværende præsident George W. Bush.

Stemte nej til at opløse Sovjetunionen

Aleksandr Lukasjenko har været præsident i Hviderusland siden 1994, hvor han vandt det første demokratiske valg i landet efter Sovjetunionens sammenbrud.

Et sammenbrud, han selv aktivt forsøgte at forhindre, da han som medlem af den regionale regering i Hviderusland som den eneste stemte imod Minsk-aftalen, hvor lederne af Rusland, Ukraine og Hviderusland blev enige om at lægge den kommunistiske union i graven.

Aleksandr Lukasjenko var så stolt af sin kamp for unionen, at han i årevis pralede af det på sin hjemmeside.

Så da 80 procent af de hviderussiske vælgere i 1994 afgjorde, at Aleksandr Lukasjenko var landets nye præsident, skulle man have troet, at de vidste, hvad de gik ind til.

Men det gjorde de ikke.

Aleksandr Lukasjenko stillede op som et alternativ til det etablerede kommunistparti. Han var kendt for at have bekæmpet korruption, men havde ikke noget klart partiprogram, og vælgerne stemte ifølge en analyse fra Atlantrådet formentlig på ham for at slippe af med de gamle kommunistledere.

De kunne ikke vide, at deres nye præsident var berygtet som chef, fordi han kunne finde på at slå.

I kommer til at leve kummerligt, men ikke ret længe.

Tidligere slogan for Aleksandr Lukasjenko, præsident i Hviderusland

Enebarn uden far

Aleksandr Lukasjenko kom til verden i den lille by Kopys på bredden af floden Dnjepr 30. august 1954.

Han var faderløs, og moderen boede i en landsby på flodens modsatte bred.

Ifølge forfatteren Mikhail Shelekhov, der har skrevet en bog om Lukasjenko, var den første rejse, diktatoren foretog, en tur over Dnjepr i sin mors arme for at komme hjem til sine bedsteforældres hytte.

Faderen taler Aleksandr Lukasjenko kun sjældent om - men han har sagt, at manden "døde under Anden Verdenskrig" - altså 10 år før Aleksandr Lukasjenko blev født.

- Jeg var alene med min mor. Hendes ældste barn døde. Hun elskede mig og gjorde alt for mig. Der er ingen tid til ømhed, når man bor i en landsby, og ens far ikke gør, sagde diktatoren til den litauiske avis Kurier i 2014.

Aleksandr Lukasjenkos barndom kender vi næsten kun fra hans egen officielle biografi, der fortæller, at han i en ung alder måtte tage sig af familien og derfor lærte dyder som "vedholdenhed, respekt for arbejde og sandfærdighed".

Det med sandfærdigheden er der siden blevet stillet et solidt spørgsmålstegn ved.

For eksempel ændrede diktatoren for et par år siden datoen for sin egen fødselsdag fra 30. til 31. august - og dermed fik han sjovt nok samme fødselsdato som sin foretrukne søn Nikolai.

Det er ham, der sidder forrest på diktatorens Harley herunder.

Som så mange andre sovjetborgere voksede Aleksandr Lukasjenko op til et liv i kommunistpartiet.

Han tjente som soldat i Den Røde Hær og uddannede sig i historie og økonomi, inden partiet gav ham forskellige mellemlederstillinger i landbruget og i en industrivirksomhed.

Et anderledes ægteskab begynder

Kærligheden fandt han også, og i 1975 giftede han sig med sin skolekæreste Galina Rodionovna - der kalder ham ved kælenavnet Sasha.

- Sasha var så flot. Han stod ofte i spidsen for aftenarrangementer på skolen, så mange piger var forelsket i ham. Det forstod jeg godt, og i dag siger de, at jeg kom og tog den bedste af alle fyrene, sagde Galina Rodionovna til avisen Komsomolskaya Pravda i 2005.

Hun er børnehavepædagog og mor til to af Aleksandr Lukasjenkos børn.

Indtil hun fik nok, flyttede Galina Rodionovna med rundt i Hviderusland, hver gang hendes mand skiftede job - det gjorde han sådan cirka hvert andet år.

I 1985 fik han sit første lederjob på det kollektive landbrug Gorodetz i det nordlige Hviderusland.

Og det var formentlig her, at han udviklede den holdning til dyrevelfærd, der 34 år senere skulle få hans underordnede til at skælve foran en kostald.

En streng mand i gummistøvler

Det kollektive landbrug Gorodets bestod i 1985 af nogle primitive bygninger af træ og mursten, hvor der blev holdt 200 malkekøer, skriver det hviderussiske medie Belarus Partisan, der har besøgt stedet.

Køerne blev malket med maskine, og en af kvinderne, der også var på gården dengang, fortæller, at der dengang lå så meget komøg i området, at Aleksandr Lukasjenko var nødt til at gå med høje gummistøvler på.

- Da han lige var ankommet, lå der møg helt op til hans knæ. Han begyndte at få det hele renset op, erstattet det med sand og grus, og sidenhen fik han det hele asfalteret, siger Valentina Vasilieva.

Hun har kun pæne ord at sige om sin diktator og fortæller Belarus Partisan, at han var "streng, krævende og følsom", men at han ikke selv gik af vejen for at trække i gummistøvlerne og hjælpe til.

Andre har knapt så pæne ord at sige om den dengang 34-årige nye chef på gården.

Han trak Vasilij ud af traktoren og slog ham så meget, at den stakkels fyr brækkede benet

Olga Pavlov, journalist

Efter bare to dage på jobbet fyrede han sine første medarbejdere, fordi han fandt ud af, at de havde drukket alkohol, fortæller fortæller journalist Olga Pavlova i bogen Lidelserne i Shklov.

En lektion i ledelse

Det var ved at gå helt galt, da Aleksandr Lukasjenko noget tid senere opdagede landbrugsmedhjælperen Vasilij Bondurkov køre traktor i en brandert.

- Han trak Vasilij ud af traktoren og slog ham så meget, at den stakkels fyr brækkede benet, skriver Olga Pavlov.

Aleksandr Lukasjenko har endda bekræftet historien over for forfatteren Grigory Ioffe, der citerer diktatoren således i bogen 'Reassessing Lukashenka'.

- Jeg så, at Bondurkov var fuld, og spurgte ham: "Hvor efterlod du traktoren?". Han svarede med bandeord. Nu er jeg jo en sund fyr, og jeg var endnu stærkere dengang. Så da han sprang op for at vise sig foran sine venner - ja, så var det jo mig, han var oppe imod, fortæller Aleksandr Lukasjenko.

Den kommende diktator besluttede sig for at give sin underordnede en lektion i ledelse og kastede sig over ham.

- Jeg tog ham i kraven og kastede ham ned. Han ramte en bunke med sand, og jeg vendte mig, rystede mine næver og gik væk, siger Aleksandr Lukasjenko i bogen.

Selv i Sovjetunionen var det ikke helt normalt, at de ansatte fik tæv, og i 1989 iværksatte politiet en efterforskning af overfaldet på landbrugsmedhjælperen Vaslij Bondurkov.

Kunne Lukasjenko finde på at slå?

Anatolij Gulajev, journalist

Den lokale presse fik nys om sagen, og en af de journalister, som skrev om den, fik en dag besøg af Aleksandr Lukasjenko selv.

- Han kom hjem til mig og sagde: "Der er folk i partiet, som forsøger at gøre gengæld mod mig". Så spurgte jeg ham: "Sasha, slog du maskinoperatøren?". Svaret lød: "Nej, det gjorde jeg ikke", fortæller journalist Anatolij Gulajev, i Alexandr Fedutas politiske biografi om Lukasjenko.

Journalisten fik dog fat i vidneforklaringerne fra de ansatte i landbrugskollektivet, der bekræftede, at der havde været et voldeligt overfald.

Den slukkede mikrofon

Derfor arrangerede han et møde med 12 medarbejdere fra kollektivet.

- Folkens. Det her er ikke til offentliggørelse. Jeg skriver ikke jeres navne ned. Hvad siger I? Kunne Lukasjenko finde på at slå maskinopertøren?, spurgte Anatolij Gulajev.

Flokken tøvede, så han måtte spørge igen og slukke sin diktafon.

- Så sagde de: "Altså, hvis det ikke er til tryk, så slog han mig, og mig, og mig", fortæller Anatolij Gulajev.

Det viste sig, at han have slået otte af de tolv medarbejdere.

Dernæst konfronterede journalisten Aleksandr Lukasjenko med historien igen.

- De er nogle røvhuller. Jeg har gjort så meget godt for dem, lød svaret fra den kommende diktator.

Men det lykkedes ham alligevel at gå fri for straf.

Efter sejren ved præsidentvalget i 1994, hvor Aleksandr Lukasjenko stillede op som hverken højre- eller venstreorienteret, begyndte folk i Hviderusland langsomt at finde ud af, hvad det var for en mand, der var kommet til magten.

De skulle snart begynde at kalde ham "Batka", der betyder far på hviderussisk, og præsidentens officielle slogan blev hurtigt:

- I kommer til at leve kummerligt, men ikke ret længe.

Diktatoren og hans hustru

Præsidentens politiske linje bestod af tre hovedpunkter: en tilbagevenden til Sovjetunionens økonomiske system, politisk undertrykkelse og nære politiske forbindelser til Rusland - ifølge økonom Anders Åslund fra Atlantrådet.

I store træk adopterede han det politiske program fra de kommunister, han netop havde besejret, og efter bare to år ved magten gennemførte han en folkeafstemning for at få Hvideruslands forfatning ændret - et træk, der ville give præsidenten mere magt.

Stemmesedlerne blev ifølge den Hviderussiske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder trykt af præsidentkontoret og håndteret af præsidentens folk uden en uafhængig kontrolinstans.

Uafhængige valgobservatører fra OSCE anerkendte da heller ikke afstemningens resultat.

Men det betød intet for Aleksandr Lukasjenko, der pralede af, at hele 88,2 procent af vælgerne ønskede at give ham mere magt.

På det tidspunkt boede han alene i Minsk uden sin hustru Galina Rodionovna og sine to sønner Dimitry og Viktor, der stadig gik i skole.

Galina Rodionovna var træt af, at hendes mand aldrig var hjemme, og i 1994 sagde hun til avisen Narodnaya Gazeta, at hun syntes, at det var hårdt at stå alene med to børn.

Den kvindelige overklasse er alt for fine i tøjet

Galina Rodionovna, præsidentfrue

Hun blev også spurgt, om hun ville med til Minsk.

- Det vil jeg ikke. Den kvindelige overklasse er alt for fine i tøjet. De vil overvåge hvert eneste skridt, provinsboerne tager, og de vil sladre om det, sagde hun.

Men der var nok også en anden forklaring.

Andre kvinder.

Aleksandr Lukasjenko har for eksempel i dag et barn med sin læge Irina Abelskaya, mens hans hustru stadig bor i en lille landsby 170 kilometer fra Minsk.

Jernnæven

Efter det lykkedes ham at gennemføre forfatningsændringen i 1996, blev Aleksandr Lukasjenko mere og mere hårdhændet.

Nogle af de første, som forsvandt, var landets tidligere indenrigsminister Yuri Zakharenko, oppositionslederen Viktor Gonchar og forretningsmanden Anatolij Krasovskij.

I årevis var de eneste spor af de forsvundne mænd en bunke glasskår og lidt blod uden for en sauna i Minsk, men i december 2019 kontaktede en mand den tyske tv-station DW med nyt om dem.

Manden var flygtet fra Hviderusland, og han hedder Juri Garavski. Han fortalte DW, hvordan han havde været med i en dødspatrulje i politikorpset SOBR, der bortførte Yuri Zakharenko til en militærbase og skød ham.

Yuri Zakharenkos lig blev i hemmelighed begravet på en kirkegård.

Fra opklaret til uopklaret

Samme skæbne overgik noget tid senere Viktor Gonchar og Anatolij Krasovskij, der blev fanget foran saunaen i Minsk, hvorefter de blev kørt til en militærbase, skudt og gravet ned i et skovområde.

Officielt har alle tre stadig status som savnede, men da kriminalpolitiet i Minsk åbnede en efterforskning, skete der noget mystisk.

Kriminalbetjenten Dmitrij Petrushkevisj, der efterforskede sagerne, opdagede hurtigt, at de alle var sket efter samme mønster, og at ofrene var blevet skygget af biler med tonede ruder, inden de forsvandt.

Efterforskningen kom endda så langt, at betjentene fik grønt lys fra anklagemyndigheden og KGB til at anholde en oberstløjtnant ved specialkorpset SOBR - Dmitri Pavlutjenko.

Samtidig forberedte de en ransagning på en kirkegård, hvor et af ligene skulle være gravet ned.

Dette er mit land, som jeg må give alt til

Aleksandr Lukasjenko, diktator

Dmitri Pavlutjenko blev anholdt, men pludselig blev chefen for KGB og statsanklageren fyret af Aleksandr Lukasjenko på én gang.

Diktatoren sagde undskyld til Dmitri Pavlutjenko og udnævnte en af hans samarbejdspartnere som ny statsanklager.

Kriminalbetjenten Dmitrij Petrushkevisj, der havde været lige ved at afsløre det hele, flygtede til USA, hvor han fortalte sin historie til Washington Post i 2001 - det er derfra, ovenstående oplysninger stammer.

Dengang vurderede Dmitrij Petrushkevisj, at dødspatruljerne havde stået bag mindst 30 drab.

Hvor højt tallet er i dag, vides ikke med sikkerhed, men historien var med til, at omverdenen begyndte at se Aleksandr Lukasjenko som en ægte diktator.

Han vandt præsidentvalgene i 2001, 2006, 2010, 2015 og 2020 med mellem 70 og 85 procent af stemmerne hver gang - hvis man altså skal tro diktaturets egne tal (og det skal man nok ikke).

Diktatorens efterfølger

Og hvis det ikke lykkes hviderusserne at slippe af med ham efter de store demonstrationer i Minsk, der er fundet sted efter det seneste valg, ser diktatoren ud til at have lagt en plan for Hviderusland, der rækker langt ud fremtiden.

Den handler om en 15-årig dreng ved navn Nikolai Aleksandrovisj Lukasjenko - eller bare Kolya.

Han er født 31. august 2004 som barn udenfor ægteskab af diktatoren og livlægen Irina Abelskaya.

Kolya har i årevis været med sin far på arbejde og har blandt andet sagt goddag til paven, USA's tidligere præsident Barack Obama og deltaget i FN's generalforsamling.

- Ja, han er kommet ind i politik. Det er hans skæbne som søn af en far, der er præsident. Alt, hvad der sker i Hviderusland, er mig meget nært. Jeg mener, at dette er mit land, som jeg må give alt til, fortalte Aleksandr Lukasjenko til den litauiske avis Kurier i 2013.

Om Kolya en dag bliver diktator ligesom sin far, er svært at spå om, for utilfredsheden i Hviderusland ser ud til at tage til.

En af dem, der føler sig trådt for nær af diktatoren, er chefen for det landbrug, hvor Aleksandr Lukasjenko gik amok på grund af en beskidt ko.

Køerne i 'Auschwitz'

Han hedder Andrei, og mediet Radio Svoboda fandt ham, efter præsidenten havde hængt ham ud på nationalt tv.

- Jeg blev virkelig fornærmet over det med Auschwitz, siger Andrei, der ikke vil have sit efternavn frem.

Han fortæller, at landbruget havde problemer med at få halm til køerne, og at hans otte medarbejdere ikke kan sørge for, at samtlige 1.400 malkekøer er rene.

- Forstå, at det er en ko. Hvis den vil lægge sig i møget, så gør den det. Jeg løfter den ikke, siger han.

Efter episoden fyrede diktatoren to ministre og en guvernør på grund af den beskidte ko - men Andrei endte ikke på huggeblokken.

Fortalte jeg ham, at jeg blev fornærmet over det med Auschwitz?

Andrei, chef for landbrugskollektivet Kupalovskoe

Han endte dog med at blive kaldt til møde hos præsidenten.

- Fortalte jeg ham, at jeg blev fornærmet over det med Auschwitz? Jeg turde ikke rigtig sige det, fortæller Andrei.

Det var nok meget klogt, for Aleksandr Lukasjenko har faktisk skrevet en bog om, hvordan man bør drive et landbrug.

Bogen hedder 'Lektioner fra Gorodets' og er baseret på diktatorens egne erfaringer med at kue sine medarbejdere.

Om det også lykkes at kue demonstranterne i Minsk, har vi endnu til gode at se.