Udland

Oppositionsleder vil lede Hviderusland, men Lukasjenko afviser omvalg

Hvideruslands præsident åbner for magtdeling, men afviser at indføre ændringer under pres.

Hvideruslands oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, melder sig nu klar til at lede landet, indtil der kan holdes et nyt valg.

Jeg er parat til at påtage mig ansvaret som nationens leder indtil alt vender tilbage til normalen

Oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja

Tikhanovskaja har siden det omstridte præsidentvalg i sidste weekend hævdet, at hun fik flest stemmer.

Det officielle valgresultat gav dog den mangeårige præsident Aleksander Lukasjenko godt 80 procent af stemmerne.

Efter valget flygtede Svetlana Tikhanovskaja til Litauen, men nu melder hun sig klar til at lede landet i en overgangsperiode.

- Jeg er parat til at påtage mig ansvaret som nationens leder, indtil alt vender tilbage til normalen. Så kan vi løslade alle politiske fanger og klargøre de juridiske rammer og forhold, så vi kan afholde en ny runde af præsidentvalget hurtigst muligt, siger Svetlana Tikhanovskaja i en privat videooptagelse.

Præsident vil dele magten

Mandag siger den hviderussiske præsident, Aleksander Lukasjenko, at han er villig til at dele magten og ændre forfatningen.

Men det vil ikke ske under pres fra de mange hviderussere, der er gået på gaden i protest mod valgresultatet, understreger han.

Ifølge Reuters var flere end 200.000 hviderussere søndag på gaden for at kræve et nyt og gennemsigtigt præsidentvalg i landet.

Lukasjenko siger, at der er et arbejde i gang med mulige forfatningsændringer.

- Disse ændringer indebærer en omfordeling af magten, hedder det ifølge det hviderussiske nyhedsbureau Belta.

Aleksander Lukasjenko understreger mandag over for arbejdere på en fabrik i Minsk, at der ikke bliver holdt omvalg i landet, medmindre han bliver dræbt.

Militær indleder øvelser ved Litauen

I Litauen, hvor oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja altså lige nu opholder sig, siger regeringen, at hviderussisk militær har indledt øvelser ved grænsen til den baltiske nabostat, som er medlem af NATO.

Litauen beskylder hviderussernes politiske ledere for at optrappe spændinger mellem de to lande på et tidspunkt, hvor den hviderussiske præsident står over for den hidtil største udfordring i de 26 år, han har styret sit land med jernhånd.

- Vi er vidne til, at Hviderusland forsøger at foretage en yderligere optrapning af spændinger, og at det forsøger at udvikle et narrativ om såkaldte udenlandske trusler mod nationen, siger den litauiske forsvarsminister, Raimundas Karoblis.

Putin støtter Lukasjenko

Rusland gjorde det i weekenden klart, at det vil støtte den hviderussiske præsident militært, hvis det bliver nødvendigt under de protester, der er brudt ud efter præsidentvalget.

Det var budskabet fra præsident Vladimir Putin i en telefonsamtale mellem de to præsidenter lørdag. Det fremgår af en meddelelse fra den russiske regering.

Karoblis siger, at Litauen nøje følger udviklingen sammen med de allierede i NATO. Han pointerer, at hverken Litauen eller NATO udgør en trussel mod Hviderusland.

Litauen og Polen, som er Hvideruslands nabolande, har ført an i en diplomatisk EU-offensiv over for Hviderusland. De har begge lagt op til, at der skal afholdes et omvalg i Hviderusland.

EU's ledere er blevet indkaldt til ekstraordinært topmøde om Hviderusland onsdag, skriver EU-præsident Charles Michel på Twitter.