Udland

Højeste temperatur i mere end 100 år målt i USA

Usikkerhed om gamle målinger gør, at der måske er tale om den varmeste temperatur nogensinde målt i verden.

Det var ikke kun herhjemme, at weekendvejret var lig med hedebølge.

I den californiske ørken Death Valley målte man søndag hele 54,4 grader i skyggen, og det er muligvis en rekord selv for den brandvarme dal, der allerede har den nuværende verdensrekord.

Hvis varmerekorden bliver godkendt af Den Meteorologiske Verdensorganisation, WMO, er det den højeste temperatur målt i USA i 107 år.

Måske verdens højeste temperatur nogensinde

Men fordi der er stor usikkerhed om gamle målinger, er søndagens temperatur i den californiske dal måske endda den højeste temperatur målt i verden nogensinde.

Den officielle verdensrekord lyder på helt ekstreme 56,7 grader og er målt tilbage i 1913 – også i Death Valley.

Ifølge TV 2s meteorolog Sebastian Pelt har kvaliteten af målinger og måleudstyr været tvivlsom på daværende tidspunkt, og derfor er søndagens måling meget sandsynligt en ny verdensrekord.

- Det her er klart den højeste pålidelige temperatur målt på jorden i moderne tider, og der er tale om en – indtil videre – uofficiel verdensrekord, siger han.

Har før droppet verdensrekorder

Tidligere har WMO droppet gamle rekorder igen, fordi det senere har vist sig, at målingen ikke har været præcis nok.

Det gjaldt for eksempel en måling fra Libyen i 1922, der meldte om 58 grader. Målingen blev forkastet af WMO tilbage i 2012, fordi undersøgelser senere viste, at der var for stor usikkerhed forbundet med den.

Indtil videre er det kun rekorden fra Death Valley i 1913 og en måling fra Tunesien fra 1931 på 55 grader, der er højere end de 54,4 grader målt i dalen i søndags.

De to rekorder, der spænder ben for søndagens måling, kunne ifølge Sebastian Pelt dog meget vel gå hen og lide samme skæbne som målingen fra Libyen.

Og hvis det sker, bliver de 54,4 grader altså den spritnye verdensrekord.