Udland

Briter spiser ude med rabat fra regeringen

Coronakrisen har været hård ved den britiske økonomi, og det har fået regeringen til at tage alternative metoder i brug.

Briterne spiser igen ude efter en lang periode med nedlukning på grund af coronakrisen.

Det skyldes i høj grad et tiltag fra den britiske regering, som betaler en del af regningen, når briterne – inklusive børn – spiser eller drikker ude fra mandag til onsdag i hele august måned.

Og effekten har vist sig at være god.

Faktisk er antallet af spisende gæster steget med næsten 27 procent de første to uger af august sammenlignet med sidste år. Det viser tal fra det britiske analysehus Centre for Economics and Business Research (CEBR), som delvist giver det nye tiltag æren for den lille fremgang i forbruget, landet lige nu oplever.

Ifølge Nina Skero, administrerende direktør i CEBR, kan tiltaget meget vel vise sig at være den mest effektive regeringspolitik under coronakrisen.

- Målet er ikke alene at få folk til at spise på restauranter, men også at få dem tilbage i vanen med at socialisere. Det er uden tvivl dette skub imod normalitet, der vil vise sig at være den største fordel ved ordningen, siger hun til The Times.

Nødt til at være kreative

Tiltaget ’Eat out to help out’ (Spis ude og hjælp, red.) betyder, at den britiske regering betaler op til cirka 80 kroner per person, når man besøger en af de over 83.000 restauranter, cafeer og pubber, der har registreret sig.

Allerede en uge inde i august var tiltaget blevet benyttet til mere end ti millioner måltider ifølge BBC.

- Denne tid er unik, og vi er nødt til at være kreative, lød det fra den britiske finansminister, Rishi Sunak, da han præsenterede det anderledes tiltag i Parlamentet i juli.

Initiativet kommer som et led i en samlet strategi, der skal få britisk økonomi tilbage på fode og sikre arbejdspladser i servicebranchen, hvor næsten to millioner briter arbejder.

- Serviceindustrien er en vigtig ingrediens i vores økonomi, og den er hårdt ramt af coronakrisen. Så nyd sommeren sikkert ved at vise dine yndlingsspisesteder din støtte, vi betaler halvdelen, lød opfordringen fra finansministeren.

Små positive tegn i en dyb økonomisk krise

Storbritanniens økonomi har været særdeles hårdt ramt af coronakrisen.

En rapport fra Office of National Statistics (ONS) viser, at den britiske økonomi skrumpede med over 20 procent i andet kvartal sammenlignet med de første tre måneder af året, og en historisk stor nedtur, der ikke er set lignende i Storbritannien siden finanskrisen, lurer i horisonten.

Dog er små tegn i den positive retning begyndt at vise sig efter den seneste måned, hvor energiforbruget og transportaktiviteter vidner om, at briterne er vendt tilbage til en form for normalitet.

Det sker blandt andet, efter den britiske premierminister, Boris Johnson, har opfordret folk til at vende tilbage til arbejdspladser efter længere tids hjemmearbejde.