Hype om Harris hjælper usynlige Biden - men kan man vinde et valg ved at gemme sig i en kælder?

Siden coronavirussens udbrud har Joe Biden ikke vist sig meget, og meningsmålingerne tyder på, at usynligheden gavner ham.

Al omtale er god omtale.

Den kliché er anset for at være den endegyldige sandhed hos både reklamefolk og politikere, men noget tyder på, at den ikke gælder i det amerikanske præsidentvalg i år.

- Normalt siger man, at kandidaten med mest medieeksponering vinder valget. Den her gang lader det til at være lige omvendt, siger TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Gemmer sig i sin kælder

Den holdning baserer han på meningsmålinger, der bliver ved med at give Joe Biden en større og større føring over Donald Trump. Senest har en meningsmåling fra NPR vist, at de to kandidater nyder præcis lige stor opbakning blandt hvide vælgere - en gruppe, Trump vandt med 20 procentpoint i 2016.

Samtidig nyder Biden langt større opbakning end Trump blandt minoritetsvælgere, så han står i øjeblikket til en meget stor valgsejr 3. november. Og det på trods af, at Biden har ført stort set hele sin valgkamp fra sin kælder i Delaware.

- Coronakrisen har været en gave for Biden. Både fordi den - set med flertallets øjne i USA - har udstillet Trumps inkompetence. Men også fordi den har givet Biden en god undskyldning for at kunne gemme sig i sin kælder i Delaware og undvige mediernes søgelys, vurderer Mirco Reimer-Elster.

Harris har givet et løft

I løbet af denne uge har Biden-kampagnen fået endnu mere vind i sejlene. Udnævnelsen af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat har nemlig givet et løft i både meningsmålinger, donationer til kampagnen og fremmøde ved virtuelle begivenheder, skriver Politico.

- Jeg tror, at hun medbringer den energi, der ligger hos alle sorte kvinder i landet, lyder det fra Carol Moseley Braun, tidligere senator fra Illinois.

Det skabte ellers undren, da Biden og Harris i tirsdags offentliggjorde hendes kandidatur, da duoen ikke tog imod spørgsmål, og Biden med det samme forsvandt tilbage i sit flyverskjul. Men trods det ser det altså ud til, at annonceringen har givet den ønskede saltvandsindsprøjtning til kampagnen.

Alligevel skal kampagnen ikke tro, at hun kan bære Biden igennem.

- Hun er mere medievant, men vælgerne stemmer ikke på andenviolinen. Medierne vil fortsat primært efterspørge USA's mulige kommende præsident fremfor Harris.

Kan ikke gemme sig fra debatter

I et valg med kun to kandidater er det naturligvis godt for Biden, når det går dårligt for Trump. Så længe coronakrisen hærger, og økonomien af den grund er på vej nedad, er det tilsyneladende Bidens strategi at holde lav profil - men det kan ikke lade sig gøre for evigt.

- Jeg vil tro, at Biden-lejren også er rædselsslagen for dagen, hvor Biden skal debattere Trump for første gang. Man må formode, at Trump vil gå all in på at begrave Biden til debatterne, siger Mirco Reimer-Elster.

Der er planlagt tre debatter mellem Trump og Biden - den første afholdes 29. september, mens de andre to afholdes i oktober.

- Historisk set rykker præsidentdebatterne ikke det store, selvom interessen er enorm. Men Trump har brug for en game changer (noget der forårsager en stor ændring, red.). Taget i betragtning, at Trump i min bog er en væsentlig bedre debattør end Biden, vil det ikke undre mig, hvis de er bange i Biden-lejren.

Har ry for at dumme sig

Selvom Trumps deroute formentlig er den primære grund til Bidens flyverskjul, er der også en anden årsag: Biden er nemlig selv kendt for at dumme sig gevaldigt, når han optræder offentligt. Alene under denne valgkamp har han måttet undskylde flere gange. Blandt andet fordi han to gange har generaliseret sorte vælgere.

- Ret skal være ret: Biden har hele sit politiske liv været en retorisk rodebutik. Men samtidig er det i mine øjne åbenlyst, at hans formidlingsproblemer har været stærkt tiltagende de senere år. Vi nærmer os efterhånden et sted, hvor Biden ofte får USA's præsident til at ligne en mand med nærmest poetiske talegaver, siger Mirco Reimer-Elster.

I næste uge venter det demokratiske partikonvent, hvor Biden formelt kåres som partiets præsidentkandidat. Det er sædvanligvis en begivenhed, der giver meget positiv omtale til kandidaten, men også konventet vil Biden afvikle fra kælderen. Grundet coronapandemien er hele konventet nemlig gjort digitalt.

Vi har brug for din hjælp til at gøre vores dækning af det amerikanske valg bedre. Hjælp os ved at svare på ét spørgsmål.