Udland

Hundredvis på gaden i Bruxelles mod myndighedernes ”coronacirkus”

Demonstranten Drew er en af dem, der demonstrerer i Bruxelles. Nicolas Maeterlinck

Flere hundrede demonstranter er lige nu på gaden i Bruxelles. De er utilfredse med den belgiske regerings strenge foranstaltninger under coronakrisen.

- Liberté, liberté, råber de fremmødte foran Finanstårnet i Belgiens hovedstad, Bruxelles. De er mødt op for at demonstrere mod regeringens seneste tiltag i bekæmpelse af en ny opblussen af coronavirus.

- Det er en joke. I starten sagde de (regeringen, red.), at mundbind ikke beskytter mod virussen. Og nu siger de pludselig, at vi skal have dem på, fordi de hjælper. De kommer med flere og flere begrænsninger for os borgere, fortæller den 34-årige demonstrant Drew til TV 2. Han vil ikke opgive sit efternavn.

De nye tiltag indebærer blandt andet brug af mundbind overalt i det offentlige rum og et udgangsforbud om aftenen i den næststørste by, Antwerpen.

Drew er taget til Bruxelles for at demonstrere mod den frihedsberøvelse, han mener bliver mere og mere omfattende.

- Er det virkelig så farligt, som de siger, det er? På min arbejdsplads blev tolv kolleger smittet. Men vi skulle fortsat komme på arbejde, fortæller han.

- Så er det virkelig så slemt? Men når jeg stiller det spørgsmål, siger folk, at jeg må være skør.

Arrangeret af bevægelsen Virusvanvid

Dagens demonstration er arrangeret af bevægelsen 'Viruswaanzin' (virusvanvid på dansk, red.). De benægter ikke coronavirussens eksistens, men stiller spørgsmålstegn ved, hvor smitsom den er og dødeligheden. De mener desuden, at de økonomiske tab og psykologiske problemer, en nedlukning af samfundet forårsager, bør veje højere end myndighedernes foranstaltninger for at bekæmpe smitte.

”Frihed – aldrig mere nedlukning” står der på skiltet.

- Man må tænke selv og være kritisk. I begyndelsen var jeg selv bange. Men hvis du åbner øjnene vil du se, at det hele er en joke. Regeringen kommer ikke med rigtige foranstaltninger, det er bare flere og flere begrænsninger (...) Det giver ingen mening. Folk må vågne op, lyder det fra demonstranten Drew.

Han mener, at de seneste måneders mange forskellige tiltag for at inddæmme smitten har medført stor forvirring hos borgerne, og at beslutningerne er blevet truffet på et subjektivt grundlag.

- Regeringen og medierne holder os for nar. Det er ét stort cirkus. De overdriver og får folk til at gå i panik, det mener jeg virkelig. Det er bare en slem influenza, siger han.

Som svar på spørgsmålet om, hvad man i stedet skulle have gjort, nævner flere demonstranter vores naboland:

- Se på Sverige, de lavede ikke nogen lockdown – og Sverige har færre døde end Belgien, siger Drew.

- Jeg vil bare have, det skal give mening

For de demonstranter, TV 2 møder, handler det i stedet for krav om mundbind og udgangsforbud om at vise tiltro til borgerne og udvise sund fornuft. Det er for kompliceret at finde rundt i, hvad man må og ikke må, da der laves forskellige regler på føderalt niveau og i de enkelte byer og kommuner, mener 31-årige Frédéric Brasseur.

Billede af Frédéric.

- Jeg vil bare have, at det skal give mening. Brug mundbind, når der er mange mennesker, og gør som du vil, når du er alene, foreslår han og tilføjer:

- Vær forsigtig, vis respekt og gør det rigtige.

Ifølge Frédéric Brasseur er der for meget paranoia i den offentlige debat, og man bør acceptere situationen, som den er.

- Jeg er ikke selv bange for at få corona. Hvis jeg dør, er det naturlig udvælgelse og sådan er det, siger han.

Føler sig frihedsberøvet

Fælles for demonstranterne er utilfredsheden med den frihedsberøvelse, de mener har fundet sted siden marts, og manglen på faglig evidens for de sundhedsmæssige tiltag, der siden da er truffet i Belgien.

Demonstranter.

Det hastigt stigende smittetal og de mange dødsfald førte i foråret til en omfattende nedlukning med udgangsforbud, lukkede skoler, butikker og restauranter, grænsekontrol og hjemmearbejde som den nye virkelighed. Og med en potentiel anden bølge under opsejling frygter flere af demonstranterne, at en ny nedlukning kan være på vej.

- Hvis der kommer en ny bølge vil jeg bare have, at vores rettigheder og friheder respekteres. Det kan man godt gøre uden at censurere folk og låse dem inde. Det er et demokrati og vi har ret til at ytre vores mening, siger Frédéric Brasseur.

Han bakkes op af Fabrice Brouns på 53 år, som håber på, at myndighederne trods alt har lært af nedlukningen i foråret:

- Hvis der kommer en anden bølge med mange dødsfald, må vi gå tilbage til de første foranstaltninger – vaske hænder, holde afstand – men ikke overdrive. Vi skal kunne leve, frem for alt.

Billede af Fabrice.
”Nej til sundhedsdiktaturet” står der blandt andet på skiltet.

Siden torsdag har Udenrigsministeriet frarådet alle ikke nødvendige rejser til Belgien, da landet ikke længere opfylder de danske kriterier for lave smittetal.