Udland

USA får mere vand i bruserne, så Trump kan holde håret perfekt

Den amerikanske præsident har længe klaget over det lave vandtryk, der gør brusebade, toiletbesøg og tøjvask besværligt.

Den amerikanske regering har foreslået nye regler, der skal gøre det muligt at øge vandtrykket i landets brusere.

Det sker, efter at præsident Donald Trump gentagne gange har beklaget sig over det lave vandtryk, der gør det besværligt for ham at vaske hår og holde sit hår "perfekt".

- Du tager et brusebad, og der kommer ikke noget vand. Du vil vaske hænder, og der kommer ikke noget vand. Hvad gør du så? Tager du så et længere brusebad? Fordi mit hår… Jeg ved ikke med jer, men det skal være perfekt. Perfekt, sagde Donald Trump foran Det Hvide Hus i juli.

Siden 1992 har amerikanske brusere kun måttet bruge knap ti liter vand i minuttet.

Nu lægger regeringen op til en lempelse, så grænsen på ti liter vand i minutter gælder for hvert enkelt brusehoved.

Brusere med fire, fem eller flere brusehoveder må dermed bruge fire-fem gange så meget vand per minut.

Som en vandsparebruser

De knap ti liter vand i minuttet svarer nogenlunde til det vandtryk, der er i en almindelig vandsparebruser herhjemme.

- Vi har ikke en tilsvarende grænse herhjemme, men vi har en tommelfingerregel om, at en vandsparebruser bruger deromkring, fortæller Andreas Bjørn Bassett, der er driftschef i Vandcenter Syd.

Bruger man ikke en vandsparebruser kan vandforbruget i Danmark ifølge energiselskabet SEAS løbe helt op i 20 liter på minut.

Andreas Bjørn Bassett fortæller samtidigt, at en gennemsnitlig amerikaner bruger 350 liter vand om dagen, mens en dansker kun bruger 105 liter om dagen.

- Blandt andet fordi tabet i det det amerikanske ledningsnet er på 25 procent, mens vi herhjemme ligger under 10 procent.

'Trækker ud 10 gange'

Det er ikke kun brusebade, der har gjort Donald Trump træt af det lave vandtryk. Han har tidligere beklaget sig over, at både vaskemaskiner og opvaskemaskiner tager flere timer længere end nødvendigt om at blive færdige – ligesom det svage vandtryk gør det svært at trække ud i toiletterne:

- Folk trækker ud i deres toiletter 10 gange, 15 gange i stedet for én gang, beklagede han sig ved et møde med amerikanske forretningsmænd i Det Hvide Hus.

Lyn-analyse

Verdens mægtigste mand kæmper tilsyneladende med lavt vandtryk på daglig basis.

Det er nemt at trække på smilebåndet og synes, at det her bare er det seneste van(d)vid fra Det Hvide Hus. Men enhver, der har boet i USA, og som har lidt hår på hovedet, vil kunne nikke genkendende til den hårrejsende problematik, som USA's præsident har fået sat på dagsordenen.

Dermed ikke sagt, at diskussionen om vandtrykket vinder valget for Trump. Hvorvidt det er vandtrykket, der kræver præsidentens opmærksomhed i disse coronatider, er nok et spørgsmål, som man kan fundere lidt over under sparebruseren i dag.

De nye regler for vandforbruget i brusere og husholdningsmaskiner kan næppe nå at blive gennemført før valget i november, der måske bringer en ny regering til magten, så kritikere i USA betegner ændringerne som et indslag i valgkampen.

- Den nye plan er en gimmick, der leder efter et problem, siger Andrew deLaski fra energisparegruppen ’Appliance Standards Awareness Project’ til Market Watch.

Vi har brug for din hjælp til at gøre vores dækning af det amerikanske valg bedre. Hjælp os ved at svare på ét spørgsmål.