Udland

Islamisk Stat har indtaget havneby i Mozambique

Denne moske i Mocimboa da Praia blev ødelagt under tidligere kampe mellem islamister og regeringsstyrker  Adrien Barbier / Scanpix Denmark

Regeringsstyrker forsøger nu at genindtage byen, efter at de blev tvunget til at flygte, da de løb tør for ammunition.

I Mozambique fortsætter kampene torsdag om kontrollen med havnebyen Mocimboa de Praia, der onsdag blev indtaget af en lokal gruppering af Islamisk Stat (IS).

Tabet af havnebyen ses ifølge BBC som en alvorlig ydmygelse af landets væbnede styrker, der flygtede i både fra havnen med svære tab, efter at soldaterne var løbet tør for ammunition.

I dag forsøger militæret at genindtage byen, men siger ifølge BBC, at oprørerne fra Islamisk Stat gør det vanskeligt, fordi de bruger civilbefolkningen som menneskelige skjold.

Mocimboa de Praia med omkring 30.000 indbyggere ligger i Mozambiques nordligste region ved grænsen til Tanzania, hvor der det seneste år har adskillige mindre sammenstød mellem regeringssoldater og oprørere.

IS-oprørerne har også tidligere angrebet havnebyen, der er forsyningshavn for de store offshore gasfelter ud for kysten. Men hvis det denne gang lykkes dem at bide sig fast i byen i en længere periode, vil det være en helt ny udvikling.

Islamister kommer over grænsen

Ifølge bistandsrådgiver Connie Dupont, der arbejder for den danske bistandsorganisation Oxfam Ibis og har boet i Mozambique i 30 år, er den lokale oprørsbevægelse opstået som følge af lang tids utilfredshed med centralregeringen og har så fået støtte fra IS-oprørere, der er kommet ind over grænsen fra nabolandet Tanzania.

- Der har været grobund for oprørerne, og der har været sammenstød i regionen i flere år, og så har Islamisk Stat forstået at fiske i rørt vande, siger Connie Dupont.

Regeringsstyrker patruljerer i Mocimboa da Praia - på et tidspunkt, hvor de stadig havde kontrol med byen

Siden den lokale oprørsgruppe Ahlu Sunnah Wa-Jama erklærede sig som en lokal støttegruppe for Islamisk Stat tidligere i år, har angrebene i regionen taget til i styrke.

Islamisterne har angrebet mål som eksempelvis lokale politistationer, administrationsbygninger, kristne kirker og traditionelle ledere, lavet bagholdsangreb på militærpatruljer og tvunget op mod 200.000 mennesker til at flygte fra deres hjem.

Mellem 900 og 1000 mennesker menes at være blevet dræbt i løbet af det seneste års sammenstød.

Tidligere på ugen fortalte Islamisk Stat på gruppens egne medier, at man havde indtaget to militærbaser i nærheden af Mocimboa da Praia. Angrebene kostede ifølge IS-mediet flere regeringssoldater livet og betød, at islamisterne kunne erobre lagre af maskingeværer og raketdrevne granater.

Grupper med tilknytning til Islamisk Stat kæmper flere steder i Afrika. Her er det i Niger.

Lukket område

I dag er det kun muligt at komme frem til regionen i fly eller i militært bevogtede konvojer af køretøjer, og landets militær har slået hårdt ned på journalister, der forsøger at rapportere fra området.

Så det er ifølge Connie Dupont svært at få overblik over, hvor stor en del af oprørerne der er lokale, og hvor mange der er udefrakommende islamister.

- Islamisk Stat har heller ikke meldt noget ud om, hvad deres mål er i området, forklarer hun.

Rubiner og gas

Den nordligste region i Mozambique rummer store rigdomme med Afrikas største rubinmine og nogle af Afrikas største gasfelter ud for kysten. Rigdommene er dog ikke kommet lokalbefolkningen til gode og har skabt stor lokal frustration, både med de udenlandske mine- og gasselskaber og med centralregionen i Maputo i den anden ende af landet.

I den situation har islamisterne vundet en vis opbakning i den nordligste provins, hvor hovedparten af befolkningen er muslimer.

Tidligere på året forklarede en af oprørslederne i en propagandavideo, som BBC har set, hvorfor man gennemfører disse angreb:

- Vi besætter byerne for at vise, at den siddende regering er unfair. Den ydmyger de fattige og giver profitten til bosserne, sagde han blandt andet.