Brasiliansk delstat vil teste og producere omstridt vaccine

BÃ¥de EU og USA har forholdt sig skeptisk over for en vaccine, der tirsdag blev annonceret af Rusland.

Den brasilianske delstat Parana har underskrevet en aftale med Rusland om at producere en russisk godkendt vaccine mod coronavirus.

Vaccinen skal dog først testes for at sikre, at den er sikker og effektiv, melder embedsmænd fra den sydlige delstat.

Produktionen af vaccinen vil ifølge embedsmændene først begynde efter de kliniske test.

Rusland deler testresultater

Det antages, at produktionen kan starte i anden halvdel af 2021, melder Jorge Callado, der er leder af Det Teknologiske Institut i Parana og har underskrevet kontrakten med den russiske investeringsfond RDIF.

- Aftalen pålægger os ikke nogen forpligtelser, men den giver os mulighed for at arbejde sammen med Rusland, siger Jorge Callado på en virtuel nyhedskonference onsdag.

Han siger videre, at Rusland har indvilget i at dele resultaterne fra forsøgene i fase 1 og 2.

Testet på få personer

Tirsdag godkendte Rusland som det første land i verden en vaccine mod covid-19.

Både EU og USA har forholdt sig skeptisk over for den russiske vaccine. Det samme gør man i Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Godkendelsen blev givet af det russiske sundhedsministerium efter mindre end to måneder med test på mennesker. Vaccinen er testet på 76 mennesker.

En godkendelse af en vaccine kræver under normale omstændigheder test af flere tusinde patienter.