Russisk vaccine er kun testet på 76 personer – nu advarer flere lande om sikkerheden
Putins udmelding om en russisk coronavaccine tirsdag får flere lande til at slå alarm. Falske beskyldninger, lyder det fra russisk sundhedsminister.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, meddelte tirsdag, at en ny vaccine til brug mod covid-19 var klar.
Men nu viser det sig, at vaccinen kun er testet på i alt 76 personer - og det i en periode på under to måneder.
Håbet er, at vaccinen allerede skal tages i brug fra oktober, men eksperter og sundhedsmyndigheder verden over advarer nu kraftigt mod sikkerheden ved den russiske vaccine.
Kan ødelægge modtageligheden for vaccination
Rusland er det første land i verden, der melder klar med en vaccine mod den pandemi, som har smittet over 20 millioner mennesker på verdensplan.
Men både i USA og EU forholder man sig skeptisk til nyheden om den russiske vaccine. Det samme gør man i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som ikke vil godkende vaccinen, før den har gennemgået en række strenge sikkerhedstests.
- Vi er i tæt dialog med russiske sundhedsmyndigheder om en mulig forhåndskvalificering af vaccinen, men det kræver en striks gennemgang af alle nødvendige sikkerheds- og effektivitetsdata, lød det fra Tarik Jasarevic, talsmand for WHO.
Ifølge den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, er vaccinen langt fra testet tilstrækkeligt, inden Rusland efter planen vil gå i gang med at masseproducere den i slutningen af året.
- Det kan være farligt at begynde at vaccinere millioner, hvis ikke milliarder, af mennesker for tidligt, da det i bund og grund kan ødelægge modtageligheden for vaccination, hvis det slår fejl. Så jeg er meget skeptisk, siger han til Deutschlandfunk.
Fauci: Jeg tvivler stærkt
Også i USA melder man klart ud, at der fortsat mangler beviser på, at vaccinen skulle være sikker og effektiv nok til brug på mennesker.
I et interview med National Geographic siger direktør ved USA’s Institut for Infektionssygdomme, Anthony Fauci, at han er langt fra overbevist om den russiske vaccine.
- At have en vaccine og det at bevise, at man har en vaccine, der er sikker og effektiv, er to forskellige ting, siger han.
- Jeg håber, men har ikke hørt, at det skulle være tilfældet, at russerne endegyldigt har bevist, at vaccinen er sikker og effektiv. Men jeg tvivler stærkt på, at de har bevist det, lyder det fra Dr. Fauci.
Brasilianere vaccineres som nogle af de første
Den brasilianske delstat, Paraná, er derimod positive omkring vaccinen og åbner op for et samarbejde med Rusland.
Paraná underskriver onsdag en aftale med Rusland om research, udvikling og testning af den nye vaccine. Det skriver CNN.
Ifølge aftalen skal de mest sårbare grupper i Brasilien, for eksempel sundhedspersonale og lærere, være nogle af de første til at få den russiske covid-19-vaccine, og Paraná skal desuden bidrage til produktionen af vaccinen.
Brasilien har været særdeles hårdt ramt af pandemien med verdens største virusudbrud uden for USA. Dødstallet i landet har netop rundet de 100.000 denne weekend.
Internationalt kapløb om vaccine
Den russiske sundhedsminister, Mikhail Murashko, tog onsdag til genmæle på den store internationale skepsis overfor vaccinen.
Ifølge Murashko er beskyldningerne falske og uden nogen som helst hold i virkeligheden – og så er de desuden drevet af konkurrence. Det skriver Reuters.
Kapløbet om at være det første land, der lykkes med at producere en vaccine mod covid-19 har været hektisk siden pandemiens begyndelse, og der er både liv, penge og ære på spil.