Udland

Kamala Harris kan styrke Joe Biden - eller spænde ben for ham

Hun er en skarp debattør, der kan bane vejen for Biden i Det Hvide Hus, men hendes fortid kan også spænde ben.

Måneders neglebiddende spænding blev i aftes udløst, da demokraternes Joe Biden valgte den karismatiske Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat.

Lige siden Joe Biden lovede at vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat, har Kamala Harris toppet bookmakernes og avisernes lister over gode bud.

Og i en tid med rekordstore demonstrationer mod raceulighed og politivold i USA efter George Floyds død, var hun nærmest ikke til at komme uden om.

Valget var ikke overraskende - men er hun det sikre kort, der kan bane vejen for Joe Biden og en demokratisk præsident i Det Hvide Hus?

TV 2 har talt med USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, USA-korrespondent Jesper Steinmetz og set på, hvordan hun omtales i de amerikanske medier. Her er tre klare styrker og tre svagheder hos Kamala Harris, der skaber panderynker hos Demokraterne.

Styrker

1) Den amerikanske drøm

Joe Biden og Kamala Harris er det nye makkerpar i kapløbet om at indtage Det Hvide Hus i 2021.

Det Demokratiske Parti og deres vælgere ser ikke ud som Joe Biden.

De er yngre og langt mere etnisk diverse.

Derfor stod det klart, at den 77-årige Joe Biden havde brug for en yngre og mindre hvid kandidat. Det har han bestemt fundet i 55-årige Kamala Harris, der er barn af indvandrere og blevet en veluddannet kvinde, der kan ende som den første sorte kvinde i Det Hvide Hus.

Kamala Harris er solstrålehistorien i den amerikanske selvforståelse som indvandrernation.

Hendes mor er kræftforsker med rødder i Indien, mens hendes far er en anerkendt økonom på Stanford Universitet fra Jamaica. De kom begge til USA i 1960'erne og mødte hinanden på Berkeley Universitet i Californien

Og selv om hendes forældre blev skilt, da Kamala Harris var syv år, har hendes indiske mor sørget for at opdrage hende med en bevidsthed om, at de også var sorte amerikanere, skrev Kamala Harris i sin selvbiografi ifølge BBC.

Joe Biden, der var Barack Obamas vicepræsident, har i forvejen godt fat i de sorte vælgere. Men signalværdien i valget af Kamala Harris er stadig stor.

2) Skarp debattør

Kamala Harris var skarp og gav sig ikke, da hun udspurgte Brett Kavanaugh, før et flertal i senatet godkendte ham til en plads i USA's højesteret.

Kamala Harris betegnes som en skarp debattør.

Det fik Joe Biden selv at mærke i den første af de demokratiske præsidentkandidatdebatter i sommeren 2019, hvor hun gik benhårdt efter ham.

Det handlede om race og om at sende sorte skolebørn med bus til skoler i mere velstillede områder - en ordning, som Kamala Harris er glad for, at hun var en del af som barn, og en ordning, som hun beskyldte Joe Biden for at være imod i 1970'erne.

Som senator for Californien siden 2017 har hun i det amerikanske senat vist sig som en vedholdende og barsk en af slagsen samt en dygtig udspørger.

Det var hun for eksempel mod Brett Kavanaugh, der senere fik en plads i i USA's højesteret af et flertal i Senatet. Før da havde Kamala Harris grillet ham i en sådan grad, at det gik viralt på sociale medier.

Trump har allerede kaldt hende for "nasty" (modbydelig, red.), men nasty er måske netop, hvad Biden har brug for.

Som vicepræsidentkandidat er det blandt andet hendes rolle at agere glubsk angrebshund - at sige og gøre ting, som Joe Biden ikke kan, og den rolle er hun skræddersyet til.

3) Hun kan tage over fra Biden

Joe Biden er 77 år, og hans alder fremhæves ofte som et problem. Donald Trump er 74 år.

Demokraterne kan have ro i maven over Joe Bidens høje alder.

Kamala Harris anses som kompetent og som en, der kan tage over med det samme, hvis den 77-årige Joe Biden skulle blive syg eller dø.

Det samme kan hun, hvis han vinder her i 2020, men bestemmer sig for ikke at genopstille i 2024. Da er hun den oplagte arvtager at smide på stemmesedlen som USA's kommende præsident - forudsat at hun gør det godt i de fire år som vicepræsident.

Det er efter hendes kampagne sidste år heller ingen hemmelighed, at hun har ambitioner om selv en dag at bebo Det Hvide Hus.

Svagheder

1) Elendig til at føre valgkamp

Kamala Harris fik en fantastisk start på sin valgkamp, men den magiske fornemmelse fes snart efter ud.

Kamala Harris var i lang tid favorit til at blive Bidens vicepræsidentkandidat af samme årsag, som hun var en af storfavoritterne under demokraternes præsidentkandidatvalgkamp: Fordi hun på papiret er en god kandidat.

Men hendes præsidentkampagne blev samtidig beviset på, at en kandidat, der er god på papiret, ikke altid er god, når det for alvor gælder.

Da Harris lancerede sin præsidentkampagne, blev hun regnet som en af storfavoritterne.

Og efter den første debat, hvor hun som beskrevet oven for gik i struben på Biden, var stemningen elektrisk. Debatten gav et håb om, at hun kunne tage, hvad end Trump smed hendes vej i en kommende debat forud for præsidentvalget.

Men kampagnen bar præg af flere fejl, og mange af dem blev lavet af kandidaten selv. Betød en offentlig sygesikring for eksempel et forbud mod private sygesikringer? Flere gange vaklede Kamala Harris i sine budskaber og sin politiske linje.

TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, har endda sagt, at hun er "elendig til at føre valgkamp", og det samme mener USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Amerikanerne var heller ikke overbeviste. I South Carolina, hvor der bor mange sorte, haltede hun for eksempel langt efter den gamle, hvide mand i feltet, Joe Biden. Og i december 2019 trak hun sig fra kampen om at blive USA's næste præsident.

2) Kan man regne med hende?

Kamala Harris har vaklet i sine politiske linje og beskyldes for at være opportunistisk.

Kamala Harris er blevet kritiseret for at virke opportunistisk.

For eksempel i spørgsmålet om en offentligt finansieret sygesikring, som hun oprindeligt var fortaler for sammen med Bernie Sanders, men som hun under primærvalgene distancerede sig fra.

I løbet af sin politiske karriere har hun bevæget sig fra midten mod venstrefløjen og tilbage mod midten igen. Og det kan få vælgere til at spørge sig selv, hvad hendes kerneværdier er - og om hun har nogen.

Ærlighed er en dyd for mange vælgere. Som man har set i tv-klip af dem, der stemte på Trump, var de nok uenige med ham en gang i mellem, men de vidste, hvor de havde ham.

3) Var hun for eftergivende over for politiet?

Kamala Harris er blevet beskyldt for at være for eftergivende over for politiet.

Hendes fortid som anklager i San Fransisco og justitsminister i Californien kan skabe problemer.

Spørgsmål som dødsstraf, fængselsstraffe for brugen af narkotika og politivold vil kunne få Harris til at fremstå politisk tonedøv i en Black Lives Matter-tid.

Derudover er Kamala Harris blevet beskyldt af aktivister på Demokraternes venstrefløj for at være for eftergivende over for politiet.

Som delstatens justitsminister huskes hun for at nægte en DNA-test i en sag, hvor en sort mand sad på dødsgangen, og for at tøve med at retsforfølge betjente, der havde forårsaget andres død.

Omvendt vil valget af Harris også kunne gøre det sværere for præsident Trump at sætte sig tungt på ”lov og orden”-dagsordenen.

Kilder: BBC, CNN, New York Times og FiveThirtyEight.

Vi har brug for din hjælp til at gøre vores dækning af det amerikanske valg bedre. Hjælp os ved at svare på ét spørgsmål.