Falske sundhedsråd om corona har kostet hundredvis af liv
En stor undersøgelse af sundhedsråd og konspirationsteorier på nettet viser, at corona-frygt har fået verdens befolkning til at tro på lidt af hvert.
Mindst 800 mennesker er døde i løbet af årets første tre måneder, fordi de tog livsfarlige midler, som de troede ville beskytte dem mod coronasmitte.
Det viser et stort studie, der er foretaget af det videnskabelige magasin American Journal of Tropical Medicine and Hygiene.
Studiet er en oversigt over alle de sundhedsråd, rygter og konspirationsteorier om coronavirus, der florerede på netmedier og sociale medier i de første tre måneder af 2020.
I alt fandt researcherne næsten 2300 forskellige påstande, hvoraf 82 procent viste sig at være falske.
Det mest omtalte sundhedsråd har nok været præsident Donald Trumps anbefaling af malariamedicinen hydroxyklorokin som et virksomt middel mod coronavirus.
Præsidentens anbefaling har dog langt fra været lige så farlig som andres påstande om, at man kan beskytte sig mod coronasmitte ved at drikke blegemidler, rengøringsmidler, håndsprit, koncentreret alkohol eller methanol (også kendt som træsprit).
Næsten alle de 800 dødsfald, som studiet omtaler, skyldes, at folk har drukket den slags giftige væsker. Og derudover opregner researcherne næsten 6000 hospitalsindlæggelser og omkring 60 mennesker, der er blevet blinde efter at have drukket træsprit.
Hvidløg og ko-tis
Disse farlige midler er imidlertid ikke de eneste, der er blevet lovprist som mirakelmidler på nettet eller i medierne.
Også så forskellige midler som hvidløg, eddike, rosenvand, urin fra kvæg, sesamolie, tang fra havet, C-vitamin, D-vitamin og saltvand har sine fortalere.
Andre anbefaler at smøre sig med sennep på brystet eller at smøre sig med vaseline omkring næseborene.
Og andre igen anbefaler ganske enkelt: varme sokker!
I Rusland har det været populært at gå med et såkaldt ’virus-stopper-badge’ hæftet på jakkebrystet, skriver BBC. Det lille badge, der blev solgt over nettet, udskilte blegemidlet klorin i små doser. I USA har Federal Drug Administration advaret om, at midlet var skadeligt, og stemplet det lille badge som "et svindelnummer".
Står nogen bag?
Variationen er lige så stor, når det gælder de forskellige konspirationsteorier, der har floreret på nettet.
I Kina forlød det, at coronavirus var spredt med vilje af udenlandske kræfter for at skade Kina.
I resten af verden har det til gengæld forlydt, at Kina med vilje har sluppet virus løs for at skade den vestlige verden.
Og der er mange andre teorier:
At store firmaer har spredt coronavirus, fordi de allerede havde udviklet en vaccine og nu ønsker at tjene en formue på den. At regeringer har spredt coronavirus som et udspekuleret forsøg på at bremse befolkningstilvæksten. Eller at det alt sammen er et forsøg på forhindre Donald Trumps genvalg.
De forskellige konspirationsteorier har alle sammen en overraskende stor udbredelse.
BBC noterer som eksempel en meningsmåling, der for nyligt er blevet offentliggjort i USA.
Her svarer 28 procent af de adspurgte, at de tror på den teori, at et kommende corona-vaccinationsprogram kan være et dække for, at Bill Gates får lejlighed til at indoperere mikrochips i alle amerikanere.
Vi har brug for din hjælp til at gøre vores dækning af det amerikanske valg bedre. Hjælp os ved at svare på ét spørgsmål.