179.000 børn smittet på en måned i USA, men Trump fastholder at genåbne skolerne
Når de amerikanske skoler i disse dage genåbner, er det de fattige familier, der må betale prisen.
Ligesom i Danmark er skolerne flere steder i USA begyndt at genåbne på trods af protester og stor opmærksomhed.
Genåbningen sker, selvom en ny undersøgelse viser, at flere end 179.000 børn er testet positive for coronavirus inden for de seneste fire uger – en stigning på 90 procent.
Den store stigning skyldes ifølge forskerne bag undersøgelsen blandt andet, at man har skruet massivt op for testningen blandt børn, men ifølge præsident Donald Trump er der ingen grund til at bremse genåbningen.
Trump: Børn er ’næsten immune’
På et pressemøde mandag aften dansk tid gjorde præsidenten det klart, at han fortsat ikke mener, at børn er i særlig risiko.
- De bliver ikke så syge. De bliver ikke så nemt smittede. Og ifølge dem, jeg har talt med, så smitter de ikke andre mennesker. I hvert fald ikke så nemt. Så ja, jeg synes, skolerne skal åbne, lød det fra Donald Trump.
Facebook fjernede i sidste uge lignende udtalelser fra et interview med Fox News på Donald Trumps Facebook-side, hvori præsidenten siger, at børn er "næsten immune" over for coronavirus. Det skriver CNN.
Genåbning bliver et symbol på uligheden
I flere delstater er både lærere og elever blevet smittet med coronavirus, efter at skolerne er begyndt at genåbne. Og det ender med at koste dyrt for især de mange familier i USA, som lever i fattigdom.
Mange steder er der tale om fattige områder, der i forvejen blev ramt hårdt af virussen i foråret.
Ifølge lærer og forfatter Geoffrey Canada taler genåbningen af skolerne ind i det i forvejen store problem med ulighed i USA.
- De, der bliver hårdest ramt af genåbningerne, er de fattigste familier i det her land. Vi har ikke været gode nok, når det kommer til at sikre os, at vi kan passe på vores mest sårbare elever, siger han i et interview med det amerikanske medie MSNBC.
Fem millioner smittede
Særligt millionbyen New York og resten af østkysten blev hårdt ramt i begyndelsen af pandemien, men siden har både stater som Californien, Florida, Texas og Arizona meldt om store smittetal.
USA er det land i verden med flest dødsfald som følge af coronavirus. Flere end 166.000 mennesker er døde med covid-19, og for nyligt rundede landet fem millioner smittede. Det viser tal fra Worldometer.