Coronavirus

Mens smitten spreder sig i USA, har dette billede fået hele landets opmærksomhed

USA rundede søndag fem millioner bekræftede smittetilfælde med covid-19. Samtidig fortsætter genåbningen af skolerne trods protester.

Et billede fra en amerikansk high school har den seneste uge fået massiv opmærksomhed i USA, hvor det er blevet delt igen og igen på sociale medier og er blevet gengivet i adskillige større medier.

Billedet er taget på North Paulding High School i Georgia og viser de studerende stå tæt pakket på skolens gange, mens de er på vej til undervisning.

Et syn, der for et halvt år siden nok ikke ville have fået meget opmærksomhed, men som på grund af coronasituationen er blevet udtryk for den debat, der splitter amerikanerne: Er det sikkert at genåbne skolerne midt i en pandemi?

Billedet fra skolen i Georgia fik ekstra stor opmærksomhed i de amerikanske medier, fordi skolen valgte at bortvise den kvindelige elev, der havde taget billedet, og en anden elev, der også havde delt billeder fra de overfyldte gange.

15-årige Hannah Watters har fortalt til CNN, at hun delte billedet, fordi hun var bekymret for sine medstuderendes og læreres sikkerhed.

- Vi var allesammen ret bekymrede for at skulle vende tilbage, siger hun til CNN.

Om bortvisningen har Hannah Watters selv forklaret, at skolen suspenderede hende for at bruge sin telefon på skolens område uden tilladelse, og at hun havde delt et billede af mindreårige uden deres tilladelse. Efter hun stod frem i medierne, og efter hendes mor indgav en klage til skoleledelsen, blev bortvisningen dog ophævet.

Søndag tog sagen dog en ny drejning, da North Paulding High School i et brev til forældrene meddelte, at den fysiske undervisning er aflyst i foreløbig to dage, efter seks studerende og tre lærere er testet positive med covid-19, skriver CNN. Tallet kan stige yderligere, da der fortsat mangler resultater for flere test.

Kaotisk skolestart

Sagen er er et blot et af flere eksempler på, at skoleåret har fået en kaotisk start i USA, hvor skolerne flere steder i landet er begyndt at genåbne, mens antallet af nye coronasmittede fortsat stiger.

I flere delstater har smittede elever og lærere allerede i den første uge bragt virussen med sig ind på skolerne, hvilket har udløst karantæner, forsinkede åbninger og midlertidige nedlukninger ifølge New York Times.

I et af Georgias skoledistrikter har omkring 260 undervisere fået besked på at blive væk, efter de enten selv er testet positive eller har været i tæt kontakt med nogen, som er bekræftet smittet.

Flere andre steder i landet har studerende også delt billeder fra tætbefolkede skoler og klasselokaler, hvor det kniber med at holde afstand, og hvor kun få af de medstuderende bærer masker.

15-årig har fået trusler

Efter de foreløbigt ni smittetilfælde på North Paulding High School oplyser skoleleder Brian Otott i brevet til forældrene, at undervisningen vil foregå digitalt mandag og tirsdag, mens "skolen vil blive grundigt rengjort og desinficeret". Herefter vil der kommer en ny melding om, hvorvidt fjernundervisningen forlænges, eller eleverne igen bliver bedt om at møde ind.

Skolelederen har tidligere understreget, at det omtalte foto viser en situation, hvor eleverne kun kortvarigt opholdt sig i den tætbefolkede situation på gangen, mens de var på vej til næste undervisningstime.

- Der er ingen tvivl om, at billedet ikke ser godt ud. Men at bære maske er et personligt valg, og der er ikke nogen praktisk måde at pålægge nogen at bære dem, oplyser Brian Otott.

Efter at have delt billedet har Hannah Watters modtaget trusler, oplyser hun til CNN. Blandt andet har det medført frustrationer fra de ældste elever, der nu frygter, at de får taget deres sidste skoleår fra dem, forklarer hun.

- Jeg håber bare, at alle før eller senere kan forstå, at jeg ikke forsøger at få lukket noget ned, og at jeg ikke forsøgte at få aflyst skoleåret. Jeg forsøgte bare at holde os allesammen beskyttet. For der kommer slet ikke til at være et skoleår, hvis skolen ender med at må lukke helt ned, frem for at vi inddæmmer det nu, siger den 15-årige elev.

Lærere frygter for deres liv

Nogle skoler begyndte allerede i juli at genåbne den fysiske undervisning, og debatten om genåbningen af skolerne har fyldt meget i USA og delt landet i to lejre.

Præsident Donald Trump og undervisningsminister Betsy DeVos har begge opfordret skolerne til en snarlig genåbning for at få gang i landet igen oven på coronakrisen.

Omvendt har den amerikanske regerings øverste sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, advaret om, at der "kan være områder, hvor virusniveauet er så højt, at det ikke vil være klogt at bringe børnene tilbage i skole."

- Så man kan ikke lave én samlet udmelding om at få børnene tilbage i skole her i landet. Det afhænger af, hvor du befinder dig, lød det i sidste uge fra Fauci ifølge nyhedsbureauet AP.

"Jeg kan ikke undervise fra graven", lød det blandt andet på skilte, da lærere mange steder i USA demonstrerede mod de planlagte skoleåbninger i august.

I Florida stævnede skolelærerne i juli de lokale myndigheder i et forsøg på at forhindre en tvungen genåbning af skolerne, og mandag i sidste uge demonstrerede lærere fra en række skoler i USA mod flere delstaters planer om at genoptage undervisningen. De mener, at det er for risikabelt at genoptage undervisningen, mens coronavirus fortsat hærger USA.

- Jeg ønsker ikke udsætte mig selv eller mine elever for fare. Jeg ønsker ikke at være et eksperiment, sagde Andrea Parker, der underviser yngre klasser i en skole i Chicago, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Søndag rundede hele USA fem millioner bekræftede smittetilfælde som det første land i verden. USA er ligeledes landet med flest dødsfald relateret til coronavirus med over 162.000 døde.

97.000 børn testet positive på to uger

Søndag rundede hele USA fem millioner bekræftede smittetilfælde som det første land i verden. USA er ligeledes landet med flest dødsfald relateret til coronavirus med over 162.000 døde.

Samtidig viser en ny rapport fra Det Amerikanske Akademi for Medicin og Børnenes Hospitalssammenslutning ifølge New York Times, at mindst 97.000 amerikanske børn de sidste to uger af juli blev testet positive for coronavirus.

I alt er 338.982 børn og unge blevet testet positive med coronavirus, siden pandemien brød ud i USA i begyndelsen af året, viser rapporten.