Coronavirus

USA runder fem millioner smittede - nu samles 250.000 bikere til træf

Johne Riley er tydeligvis stor fan af præsident Trump. Michael Ciaglo / Ritzau Scanpix

Bikere fra hele USA mødes i Sturgis, selvom borgerne i den lille by helst ville være foruden på grund af smittefaren.

USA har netop rundet fem millioner covid-19-smittede. Det viser tal fra Worldometer.

Jeg vil ikke dø, men jeg vil heller ikke sidde indespærret resten af mit liv

Stephen Sample, deltager ved motorcykeltræf

Alligevel ventes op mod 250.000 motorcykelentusiaster at trodse coronavirussen og samles til et årligt motorcykelkonvent i den lille by Sturgis i delstaten South Dakota. Det skriver CNN.

Her vil bikerne efter planen opholde sig de næste ti dage - til stor utilfredshed for byens borgere.

Op mod 100.000 motorcykelentusiaster mødes den kommende uges tid i Sturgis.

Underskrifter mod træf

Over 60 procent af byens indbyggere har nemlig stemt at få arrangementet aflyst i år på grund af smittefaren.

Men den afgørelse har byrådet i Sturgis valgt se bort fra. Ifølge beregninger indbringer konventet nemlig over otte millioner kroner til byen alene og endnu mere til hele delstaten. Det skriver Reuters.

Torsdag sagde Sturgis’ borgmester, Mark Carstensen, at han ikke kunne forbyde motorcyklisterne i at komme til byen.

Motorcykelentusiasterne selv mener ikke, at de udgør den store fare med hensyn til spredning af coronasmitte.

- Vi har ikke taget forholdsregler, og det plejer vi heller ikke. Vi anser størstedelen af situationen som kunstigt skabt. Der stikker skjulte motiver under. Så vi er ikke bekymrede, men glade for at være sammen med så mange ligesindede. De fleste lader til at mene som os, og vi er ikke bange, siger en af deltagerne, Jim Busch, til nyhedsbureauet Reuters.

Jim Busch mener, at der stikker skjulte motiver under coronakrisen.

- Jeg vil ikke dø

66-årige Stephen Sample er ikke helt så skråsikker. Han har kørt sin motorcykel fra Arizona til Sturgis for at deltage i det årlige træf.

Han frygter at blive smittet med covid-19, men han vil prøve at undgå de største folkemængder.

- Det kan vise sig at være en stor fejl. Jeg vil ikke dø, men jeg vil heller ikke sidde indespærret resten af mit liv, siger han til nyhedsbureauet AP.

Deltagere viser deres udstyr frem ved træffet.

Læge og medicinsk analytiker hos CNN Jonathan Reiner siger, at han er bekymret for, hvad der sker, når træffet er slut, og bikerne tager hjem.

- En kvart million mennesker kommer til at sprede sig i samfundet, så det har potentiale til at blive et superspreder-event, siger Jonathan Reiner.

Trump klar med skattelettelser

I et forsøg på at modvirke den massive coronakrise i USA lover præsident Trump amerikanerne en række skattelettelser.

Lørdag underskrev Trump det første dekret, hvor han giver skattelettelser til personer, der på årsbasis tjener mindre end 100.000 dollars (svarende til cirka 630.000 kroner).

Eventet finder sted i South Dakota.

Med dekretet går Trump uden om Kongressen, hvor han ville få vanskeligt ved at få gennemført skattelettelserne, da demokraterne har flertallet i Repræsentanternes Hus.

Trump siger, at han senere vil underskrive flere dekreter.

Flere end 165.000 amerikanere med covid-19 er døde, viser de seneste tal fra Worldometer.