Udland

Syv ting du ikke vidste om bomberne over Hiroshima og Nagasaki

Denne sky over Hiroshima tror mange fejlagtigt er fra selve atomeksplosionen. Det er imidlertid ikke rigtigt. Skyen stammer fra de ildstorme, der hærgede byen, efter bomben var eksploderet - og er således ikke paddehatteskyen fra selve bomben. Hiroshima Peace Memorial Museum / Scanpix Denmark

Der er nu gået 75 år, siden USA kastede to atombomber over Japan. I dag har mange af de historier, man fortalte i årene derefter, ændret sig radikalt.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki satte for 75 år siden et brændende punktum for Anden Verdenskrig.

I dag ved vi godt, at et hvidt lysglimt, brændende hede og en gigantisk trykbølge er lig med et atomvåben, men menneskene i Hiroshima og Nagasaki anede ikke, hvad der ramte dem.

Få dage efter bomberne var blevet kastet, overgav Japan sig, fordi kejserriget ikke længere kunne se nogen gevinst ved at fortsætte kampene.

I de 75 år, der er gået siden de to bomber blev kastet, har mennesker ikke brugt atomvåben mod hinanden. Så i dag virker bomberne over Hiroshima og Nagasaki som fjern fortid for de fleste, men vi er næsten alle sammen vokset op med truslen om, at de kan blive brugt igen.

Årene siden de to bomber har også bragt klarhed over en række ting, og der er stadig detaljer ved de to bomber, der kan virke overraskende.

Dem kan du finde nogle af her.

1. Det var næppe bomberne, der fik Japan til at kapitulere

Den japanske delegation gør klar til at overgive sig ombord på det amerikanske krigsskib USS Missouri 2. september 1945.

I mange år lærte skolebørn i den vestlige verden, at det var atombomberne, der fik Japan til at overgive sig og afslutte Anden Verdenskrig.

Men i 2006 udgav den amerikansk-japanske professor Tsuyoshi Hasegawas bogen 'Racing the Enemy', hvor han analyserede alle de notater, som den japanske ledelse havde efterladt.

Ifølge Tsuyoshi Hasegawa håbede den japanske ledelse på, at Sovjetunionens diktator Josef Stalin - der ikke havde ført krig mod Japan - ville hjælpe dem med at forhandle en fred på plads med USA og Storbritannien.

Efter den første bombe over Hiroshima var der ikke tegn på, at japanerne var skræmt til at give op, men noterne afslører, at Josef Stalins krigserklæring mod Japan 8. august opnåede, hvad atombomben ikke gjorde - nemlig at få den japanske militærledelse til at opgive kampen.

Beslutningen om at kapitulere blev formentlig truffet nogenlunde samtidig med, at den anden atombombe ramte Nagasaki. Beskeden om den anden atombombe ser ikke ud til at være nået frem hurtigt nok til at have nogen effekt på beslutningen.

Det var således ikke atombomberne i sig selv, der gjorde udslaget. De gjorde en håbløs situation værre, men det var krigserklæringen fra Sovjetunionen, der gjorde udslaget, skriver Tsuyoshi Hasegawa.

2. USA tog døde babyer fra forældrene i de ødelagte byer

En japansk kvinde med et barn på ryggen viser sine forbrændinger frem for amerikanerne i efteråret 1945.

I tiden efter de to atombomber blev Hiroshima og Nagasaki set som et gigantisk biologisk eksperiment af amerikanske videnskabsfolk.

- Et studie af effekterne fra de to atombomber, der blev brugt i Japan, er af afgørende vigtighed for vort land. Denne unikke mulighed vil måske ikke vise sig igen før en ny verdenskrig, skrev den amerikanske oberst og kirurg Ashley W. Oughterson hjem fra Hiroshima 28. august 1945.

De amerikanske undersøgelser skulle vise sig at være meget grundige, og især nyfødte børn, der var kommet til verden lige efter atombomberne, blev undersøgt.

Hiroko Takahashi, der er forsker ved Fredsinstututtet i Hiroshima, siger til Times of Japan, at 77.000 nyfødte blev undersøgt mellem 1948 og 1954.

Amerikanerne gav gravide japanske kvinder ekstra rationeringsmærker og kunne derfor nemmere holde styr på dem.

Mange af de nyfødte atombombeofre døde kort efter fødslen, og amerikanerne tog organer og vævsprøver fra ligene og sendte dem til Washington i USA, hvor de blev brugt til forskning i en tophemmelig atomsikret bunker i 28 år.

Først i 1973 blev 4000 plastikposer med hjerter, lunger, levere, øjne og hjerner sendt tilbage til Japan som led i en aftale med USA.

- Nyfødte blev behandlet som forsøgskaniner for at studere atomvåben og radioaktiv stråling, siger Hiroko Takahashi til Times of Japan og tilføjer, at undersøgelserne af de døde børn er blevet brugt til at udvikle en moderne målestok for radioaktiv stråling mod mennesker.

3. Nagasaki blev bombet ved lidt af et tilfælde

Bomben over Nagasaki.

USA's oprindelige liste over byer, der var mulige mål for atombomberne, lød på byerne Kyoto, Hiroshima, Kokura, Yokohama og Niigata.

Nagasaki, der endte med at blive ramt, var kun et sekundært mål.

Kejserbyen Kyoto - der ellers havde været set som et oplagt mål - endte med at blive skånet på foranledning af USA's krigsminister Henry Stimson, der havde besøgt byen.

- Fra listen over foreslåede mål, strøg jeg byen Kyoto. Selvom det var et mål af betydelig militær vigtighed, havde den været Japans forhistoriske hovedstad og var et helligt sted for japansk kunst og kultur, skrev han i sin dagbog.

Derfor blev målet for den første atombombe Hiroshima, og da bombeflyet Bock's Car lettede for at kaste den anden atombombe 8. august 1945, var det med kurs mod byen Kokura.

Den amerikanske avis New York Times har en detaljeret beskrivelse af flyveturen.

Flyet nåede frem til Kokura, besætningen åbnede bombelugen og tog de specialfremstillede briller på, der skulle beskytte dem mod lysglimtet.

Målet var et industrikompleks i byen, og soldaten ved bombesigtet, Kermit Beahan, kiggede ned på byen, hvor han kunne se floden ved siden af de fabrikker, bomben skulle udslette.

Men selve industriområdet var indhyllet i skyer, og besætningen havde fået strenge ordrer på kun at bombe synlige mål.

Efter tre overflyvninger ændrede maskinen kurs og fortsatte mod det sekundære mål Nagasaki.

4. Denne mand overlevede begge atombomber

Tsutomu Yamaguchi i 2010.

Da atombomben ramte Nagasaki, stod en mand i hovedkvarteret hos industrikoncerenen Mitsubishi og forsøgte at forklare sin overordnede, hvad en atombombe var for noget.

Chefen troede ikke på ham.

- Du er ingeniør. Regn det selv ud. Hvordan kan en enkelt bombe udslette en hel by?, råbte chefen.

Ingeniøren, Tsutomu Yamaguchi, var netop kommet til Nagasaki fra Hiroshima, hvor han var blevet ramt af den første atombombe, skriver det amerikanske medie NPR.

Tsutomu Yamaguchi havde set bomben blive kastet ud fra det enlige bombefly over Hiroshima, så han havde kastet sig ned og stukket fingrene i ørerne. Selvom trykbølgen havde gjort ham bevidstløs, slap den unge ingeniør så billigt, at han kunne flygte ud af byen.

Han var ansat ved Mitsubishi, Nagasaki var hans fødeby, og han meldte sig ved sin arbejdsgiver, da han ankom.

Tsutomu Yamaguchi havde netop modtaget skideballen fra sin chef, da han så det blændende hvide lys for anden gang.

Også denne gang var han så heldig at overleve - faktisk levede han mange år derefter.

Tsutomu Yamaguchis hustru overlevede også bomben i Hiroshima, og parret fik efterfølgende to velskabte døtre.

Fru Yamaguchi døde i 2006, mens Tsutomu Yamaguchis gik bort i 2010 i en alder af 93 år.

5. Det værste angreb mod Japan var hverken mod Hiroshima eller Nagasaki

Tokyo efter bombetogtet i marts 1945.

Når det kommer til død, ødelæggelse og lidelse, er det svært at måle, hvad der er værst.

Er det for eksempel værre at blive brændt op af en atombombe end af en brandbombe?

Hvis du mener, at det kommer ud på ét, var hverken Hiroshima eller Nagasaki det værste angreb mod Japan under Anden Verdenskrig.

Det var til gengæld 'Operation Meetinghouse' - et navn de færreste har hørt om i dag.

Operationen fandt sted 9. marts 1945, hvor 330 amerikanske bombefly ifølge CNN kastede 1500 tons brandbomber over Japans hovedstad Tokyo.

Brandbomberne satte gang i ildstorme, hvor temperaturen på jorden i Tokyo nåede op over 1800 grader, og da de sidste fly nåede ind over byen, kunne mændene ombord lugte brændt kød.

Mindst 100.000 mennesker mistede livet, og én million blev hjemløse den nat.

Til sammenligning mistede 70.000 mennesker livet, da bomben ramte Hiroshima, mens 46.000 omkom ved eksplosionen i Nagasaki - ifølge de amerikanske myndigheder.

Bombeangrebet mod Tokyo regnes stadig den dag i dag som det mest ødelæggende i verdenshistorien.

6. Ofrene levede meget længere end ventet

Sunao Tsuboi overlevede bomben i Hiroshima. Han er nu 95 år gammel.

Hvor stor er risikoen for at dø af sygdomme som følge af radioaktiv stråling, hvis man er blevet ramt af en atombombe?

Det spørgsmål kunne ingen svare på for 75 år siden, men i dag har forskerne temmelig meget viden om lige præcis det emne.

Og i modsætning til hvad mange tror, har den radioaktive stråling ikke forkortet de overlevendes forventede levealder ret meget.

En undersøgelse af data fra 100.000 ofre og 77.000 af deres børn, som den franske genforsker Bertrand Jordan har foretaget, viser, at de overlevende i gennemsnit kun fik reduceret deres levetid med 1,6 år.

Til sammenligning forkorter tobaksrygning den forventede levetid med omkring 10 år.

Bertrand Jordans forskning er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Genetics, og han kom frem til en række konklusioner.

Yngre atombombeofre risikerer for eksempel at miste flere leveår end ældre, og kvinder mister mere levetid end mænd.

De overlevende havde desuden større risiko for at udvikle kræftsygdomme - de ofre, som modtog begrænset stråling havde 10 procent højere risiko for at få kræft, mens de ofre, der havde modtaget en høj dosis stråling, øgede risikoen for at få kræft med 44 procent.

Børn af de overlevende så ikke ud til at udvikle nogen sygdomme.

7. En del af Hiroshima faldt ned som tonsvis af strandsand

Nogle af sandkornene.

Da atombomben ramte Hiroshima, sugede den enorme paddehattesky store mængder støv og aske med sig op i himlen.

Kort efter eksplosionen faldt noget af det ned igen som sort radioaktiv regn fra skyen, men der var også noget af Hiroshima, der forsvandt et uventet sted hen.

I 2015 gjorde en geolog og marinebiolog ved navn Mario Wannier et mystisk fund på en strand seks kilometer syd for Hiroshima.

Mario Wannier var på jagt efter mikroorganismer i sandet som led i et forskningsprojekt. Han fandt ingen. I stedet blev han ved med at finde små underligt formede glasperler i sandet.

Han kunne ikke forstå, hvad perlerne var for noget, så han samlede over 10.000 prøver af dem og tog dem med hjem til Berkeley University i USA for at analysere dem.

Efter fire års arbejde kom han, sammen med en gruppe kolleger, frem til den konklusion, at glasperlerne simpelthen var rester af Hiroshima, som blev suget op i paddehatteskyen.

Forskningsresultaterne blev offentliggjort i tidsskriftet Anthropocene.

Ifølge forskernes beregninger ligger der mellem 2200 og 3100 tons af de små glasperler på strandene omkring Hiroshima - det svarer til 2,5 procent af alt strandsand omkring byen.