Udland

Premierminister: Ansvarlige for Beirut-katastrofe vil betale for det

Libanons regeringschef vil have fakta frem om "farligt" lager på havnen i Beirut efter voldsom eksplosion.

Libanons premierminister, Hassan Diab, vil have alle oplysninger frem om det "farlige" lager, der har ligget på havnen i Beirut "siden 2014".

Det siger han tirsdag aften.

Få timer forinden havde en voldsom eksplosion rystet den libanesiske hovedstad.

Vil betale prisen

Landets sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at der blev opbevaret konfiskerede eksplosive materialer i en lagerbygning ved havnen i Beirut. Eksplosionen er sket på havnen. Præcist hvor er dog uvist.

- Jeg lover jer, at denne katastrofe ikke vil ske, uden at nogen stilles til regnskab. De ansvarlige vil betale prisen, siger Hassan Diab i en tv-tale tirsdag aften.

- Fakta om dette farlige lager, der har været der siden 2014, vil blive fremlagt, og jeg vil ikke foregribe efterforskningen, siger han.

Landets sundhedsministerium har meddelt, at mindst 78 er dræbt og næsten 4000 meldes såret i den kraftige eksplosion.

Paddehat former sig over Libanon Video: Carl-Emil Søe

Mange lande lover hjælp

I tv-talen tirsdag aften appellerer Hassan Diab også til andre lande om at yde hjælp til Libanon.

- Jeg sender en akut appel til alle lande, der er venner og brødre og elsker Libanon, om at stå ved dets side og hjælpe os med at behandle disse dybe sår, siger premierministeren.

I forvejen befinder landet sig i sin værste økonomiske krise siden borgerkrigen i 1975-1990.

EU, Frankrig, Storbritannien og flere andre har meldt sig på banen med tilbud om hjælp.

Også ærkefjenden Israel, som Libanon teknisk set stadig er i krig med, tilbyder humanitær assistance, meddeler forsvarsminister Benny Gantz.

Også Danmark står klar til at yde hjælp til Libanon oven på den voldsomme eksplosion i hovedstaden Beirut, skriver udviklingsminister Rasmus Prehn (S) på Twitter.

Omfattende ødelæggelser i Beirut