Udland

Ekspert forklarer, hvad der sandsynligvis skete i Beirut

Dansk sprængstofekspert har flere teorier om årsag til sprængningen i Libanon. Et nødstedt moldavisk skib kan være nøglen.

Det var en eksplosion, som kunne få flybomber til at se meget små ud i sammenligning.

Sådan lyder det fra sprængstofekspert Peter Hald, ph.d i kemi fra Aarhus Universitet, ved synet af de ødelæggelser, der tirsdag ramte havneområdet i Beirut og spredte ødelæggelser i en radius på ti kilometer.

Libanons indenrigsminister, Mohamed Fehmi, hævder, at eksplosionen skete på et lager fyldt med sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til at lave bomber.

At det kunne være ammoniumnitrat er også en sandsynlig teori i Peter Halds optik.

- Det er i nogen grad den rødbrune røgsky, der følger efter eksplosionen, som er med til at underbygge det, fortæller Peter Hald til TV 2.

Militære bulldozere måtte rydde vejen

4000 personer meldes såret, og dødstallet har tirsdag kort før midnat rundet 78 personer, oplyser landets sundhedsminister.

I forbindelse med eksplosionen skete der materielle skader over et meget stort område. Bygninger sank sammen, biler fløj rundt gennem luften, altaner blev flået ud af murværket, glasskår fra tusindvis af knuste ruder haglede ned mod jorden.

Skaderne efter eksplosionen er så omfattende, at militære bulldozere måtte rydde veje for brandmænd og ambulancer for at nå det ødelagte område i havnen.

To eksplosioner fulgte hinanden

Ifølge øjenvidneberetninger på stedet var der tale om to eksplosioner. En mindre og så, få sekunder senere, en større og langt voldsommere eksplosion.

Video filmet fra vandet viser den voldsomme anden sprængning. Video: Malene Sørensen

Indtrykket stemmer overens med det, Peter Hald har set på optagelserne fra Libanon.

- Man kan se, at der er en ret kraftig brand, men pludselig "popper" det i branden og så kommer der en meget kraftig, osteklokkelignende røgsky, siger den danske sprængstofekspert, som ikke vil afvise, at det der også kan være tale om ammunition eller fyrværkeri.

Paddehat former sig over Libanon Video: Carl-Emil Søe

Landets premierminister, Hassan Diab, erklærede i en tale til nationen, at der er tale om "en katastrofe", og at en undersøgelse er sat i gang.

- De skyldige vil blive stillet til ansvar, og vi skal have undersøgt det her til fulde, understregede Hassan Diab.

Det skriver alarabiya.net.

Hassan Diab kommenterede samtidig på forlydender om, at der i lageret på havnen var opmagasineret 2750 ton ammoniumnitrat.

Moldavisk skib blev tømt for ammoniumnitrat

Den store mængde potentielt farlige gødning har været der siden 2014, hvor det moldaviske skib Rhosus måtte søge havn på grund af maskinproblemer.

Skibet fik forbud mod at sejle videre, og den store mængde gødning blev af frygt for eksplosionsfare flyttet fra Rhosus til et lager på den rummelige containerhavn i Beirut.

Det skriver advokater, som har fulgt sagen, fordi besætningen fra Rhosus søgte juridisk assistance.

De store mængder ammoniumnitrat kan sagtens forårsage skade i stil med det, Beirut blev udsat for, siger Peter Hald.

- Pludselig detonerer det hele, og så kommer der en chokbølge, der får luftens fugtighed til at fade ud, og det er et af de absolut sikre tegn på, at det her er en meget voldsom eksplosion, siger han.

Libanon er i knæ

Libanons præsident har indkaldt landets sikkerhedsråd til et hastemøde efter eksplosionen i Beirut, som skal afholdes onsdag.

Samtidig er regeringer verden rundt begyndt at tilbyde Libanon hjælp til at håndtere skaderne af den enorme eksplosion.

Landets premierminister har samtidig erklæret onsdag for national sørgedag.

Bomben i Beirut rammer et land, som i forvejen er i knæ på grund af en dyb økonomisk krise, siger Benjamin Kürstein, TV 2s korrespondent i Mellemøsten.

- Landet er i forvejen ved at gå rabundus. Man kan sige, at Libanon med det her nærmest er slået af brættet, siger Benjamin Kürstein.

Der bor cirka 360.000 indbyggere - 2,1 millioner inklusive forstæder - i Beirut.