Uro efter politivold

Politioptagelse viser nye detaljer om drabet på George Floyd

George Floyd under anholdelsen. Derek Chauvin har sit knæ på Floyds hals. Darnella Fraser

Den nye video fylder meget lidt i medierne i USA, og det er der en grund til, mener USA-analytiker.

Videooptagelser fra et kamera, som en politimand i Minneapolis havde fastspændt på kroppen, viser for første gang trin for trin, hvordan George Floyd blev anholdt. Det skriver Daily Mail i netavisen MailOnline.

Kort efter blev han kvalt mod asfalten, da en politimand pressede sit knæ mod hans hals.

Hvordan Daily Mail har fået fat på optagelserne fra politibetjentene Thomas Lane og Alex Kuengs "bodycams" (kropskameraer), melder historien ikke noget om.

De to politifolk var med til at foretage den brutale anholdelse.

Modsætter sig anholdelse

Floyd døde, efter at politimanden Derek Chauvin i næsten ni minutter pressede hans hals ned mod jorden med sit knæ.

Optagelserne af selve anholdelsen viser, at Floyd med det samme beder om at blive skånet for at blive dræbt eller såret.

- Betjent, vær venlig ikke at skyde mig. Jeg beder dig inderligt om at lade være, siger han på optagelsen.

Optagelserne viser også, hvordan Floyd gør modstand og kæmper imod, da politifolkene forsøger at tvinge ham ind på bagsædet af deres patruljevogn. Han siger, at han lider af klaustrofobi og angst.

George Floyd blev 46 år.

Historien fylder påfaldende lidt

Ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster fylder de nye optagelser påfaldende lidt i mediebilledet i USA.

- Den nye video giver en masse kontekst og fortæller en historie, hvor kritikerne anfører, at den ikke passer særlig godt ind i den racediskussion, der har været på dagsordenen de seneste par måneder. For kritikerne illustrerer videoen snarere, at der ikke lå et race-relatereret motiv bag George Floyds tragiske død, siger USA-analytikeren.

Han hæfter sig ved, at George Floyd i den nye video tydeligvis er påvirket og psykisk ustabil – og modsætter sig anholdelsen.

- Sat lidt på spidsen er det som om, at mange amerikanske medier er blevet allergiske over for nuancer, når det kommer til racespørgsmål af frygt for at træde nogen over tæerne. Her får vi et klarere billede af, hvad der rent faktisk skete den dag i maj. Alligevel er det som om, at medierne vender det blinde øje til. Det er vildt at se, hvor meget de kørte den her historie, da den kom frem - og hvor tavse de er nu, hvor vi er blevet klogere på konteksten omkring George Floyds anholdelse og død.

Får ingen betydning for valgkampen

Mirco Reimer-Elster tror ikke på, at lækket af den nye video vil få den store betydning for valgkampen op til valget i november.

- Hvis ikke medierne vælger at gøre det her til en historie, så får det ingen betydning.

I videoens begyndelse ses Lane banke på Floyds bilvindue med en lygte. I samme øjeblik, Floyd åbner døren, trækker Lane sin pistol og retter den mod den 46-årige Floyd, som beder ham lade være med at skyde.

- Jeg ser dig i øjnene. Vær venlig ikke at skyde mig. Jeg har lige mistet min mor, siger han.

Floyd hulker flere gange, da politifolkene trækker ham ud af bilen og lægger ham i håndjern.

Floyds pårørende har senere sagt, at han havde mentale problemer og var bange for politiet.

- Jeg kommer sikkert til at dø sådan her

Efter at politifolkene forgæves har forsøgt at skubbe Floyd ind i patruljebilen, ligger han pludselig på fortovet med Chauvins knæ i nakken.

Floyd kalder på sin mor og siger, at han ikke kan trække vejret. Hans stemme bliver svagere. Han siger endda, at "jeg kommer sikkert til at dø sådan her".

En dommer i Minneapolis har afgjort, at de 18 minutter lange optagelser kun måtte ses i retsbygningen, men udskrifter fra dem er tidligere offentliggjort.

Politiet var tilkaldt, fordi Floyd havde forsøgt at købe cigaretter med en falsk 20-dollarseddel.