Det ved vi, og det mangler vi svar på om eksplosionen i Beirut
Eksplosionen skete på et lager på havnen i Libanons hovedstad, Beirut.
DET VED VI OM EKSPLOSIONEN
En stor eksplosion ramte Libanons hovedstad, Beirut, sent tirsdag eftermiddag. Eksplosionen skete i byens havneområde, der ligger i centrum af hovedstaden.
Over 5000 personer er blevet såret, og 135 er døde, oplyser Libanons sundhedsminister, Hamad Hasan, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Eksplosionen skete på et lager fyldt med 2750 ton sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til at lave bomber. Det bekræfter Libanons præsident, Michel Aoun, på Twitter, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Præsidenten betegner det som "uacceptabelt", at der ingen sikkerhedsforanstaltninger var med lageret, og de ansvarlige vil blive straffet "hårdest muligt".
Landets sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, siger, at de sprængfarlige materialer var fra et russiskejet skib, der lavede et nødstop i havnen i 2013.
Ifølge Det Europæiske-Middelhavs Seismologiske Center (EMSC) kunne eksplosionen mærkes i Cypern, der ligger mere end 230 kilometer fra Beirut. Samtidig er der meldinger om, at braget også kunne høres på Cypern.
DET SIGER ØJENVIDNER OM EKSPLOSIONEN
Først begyndte alting at ryste, så kom der en meget høj eksplosionslyd, og ruder blev knust, siger danske Amanda Flyvbjerg.
Hun sad i sin lejlighed i Beirut et par kilometer fra selve eksplosionen. Hun siger, at situationen er kaotisk og at ødelæggelserne er markante.
Regionalchef for Dansk Røde Kors, Charlotte Kjørup, fortalte tirsdag til TV 2, at hun sad i sin lejlighed på syvende etage, da hun hørte et højlydt sus rundt om hendes bygning.
Kort efter lød et enormt brag, og ligesom tusindevis af andre i Beirut blev også hun ramt af chokket fra trykbølgen.
- Vi skyndte os at komme ud, fordi vi var bange for, om der skulle ske yderligere med bygningen, sagde hun til TV 2.
SÅ STORE ER SKADERNE
Skaderne efter eksplosionen er så omfattende, at militære bulldozere måtte rydde veje for brandmænd og ambulancer for at nå det ødelagte område på havnen, skriver NRP.
Oplysninger lyder, at ødelæggelserne strækker sig minimum ti kilometer væk fra det sted, eksplosionen skete. Lufthavnen, der ligger omkring ti kilometer væk, er ifølge flere medier blevet totalsmadret. Det arabiske medie Akhbar har delt billeder fra lufthavnen, der viser de omfattende ødelæggelser.
Også Libanons præsidentpalads blev medtaget af eksplosionen, skriver CNN. Det samme blev den danske ambassade i Libanon, ligesom flere ansatte er blevet behandlet for skader. Ambassaden ligger cirka 2,5 kilometer væk fra havnen, hvor eksplosionen fandt sted.
Beiruts guvernør anslår, at der er sket ødelæggelser for minimum 19 milliarder kroner.
DET BLIVER DER GJORT NU
Libanons regering har meddelt, at der indføres to ugers kriseberedskab i Beirut. Det oplyser landets informationsminister på et tv-transmitteret pressemøde.
Meddelelsen om state of emergency - kriseberedskab - kommer samtidig med, at Libanons regering har besluttet, at ledende embedsmænd fra havnemyndighederne, som har haft ansvar for lagre og for kontrollen af dem siden 2014, skal sættes i husarrest. Det oplyser regeringskilder til Reuters.
Det står ikke klart, hvor mange embedsmænd der er omfattet af beslutningen.
Landets premierminister har samtidig erklæret onsdag for national sørgedag.
Regeringer verden rundt er begyndt at tilbyde Libanon hjælp til at håndtere skaderne af den enorme eksplosion.
Udenrigsministeriet i Danmark vil donere cirka 12 millioner kroner til nødhjælpsarbejdet i Beirut, oplyses det i en pressemeddelelse.
Derudover sender Danmark 600 kemikaliebeskyttelsesdragter til Libanon, oplyser Danmarks forsvarsminister, Trine Bramsen (S).
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skriver på Twitter, at støtte allerede er sendt afsted mod Libanon.
- Frankrig står altid side om side med Libanon. Støtte og ressourcer er ved at blive leveret til Libanon, skriver præsidenten.
Macron besøger derudover Beirut torsdag for at vise, at franskmændene står bag Libanon.
Også Storbritannien har tilbudt støtte til Libanon. Premierminister Boris Johnson siger, at landet er klar til at støtte Libanon på enhver tænkelig måde.
DET MANGLER VI SVAR PÅ
- Det er endnu uvist, hvad der forårsagede eksplosionen i et lager med 2750 ton ammoniumnitrat. Der er flere meldinger om en brand, men den egentlige årsag er uvist.
- Våbeneksperter, der har set videoerne af eksplosionen, peger på, at der med stor sandsynlighed kan have været opbevaret våbenammunition og/eller militært sprængstof i lageret.
- Det er stadig uvist, hvor mange der i alt er døde af eksplosionen.
- Det er også uklart, hvor omfattende skaderne er.
- Vi ved endnu ikke, om nogle danskere er blandt de tilskadekomne. Men den danske ambassadør sagde tirsdag, at corona-rejserestriktionerne sandsynligvis betyder, der ikke er mange danske turister i Libanon.