Udland

Tom Cruise-film møder modstand: Vil sprænge 111 år gammel bro i luften

Tom Cruise har haft hovedrollen som Ethan Hunt i 'Mission: Impossible'-filmene siden den første indspilning i 1996. Alex Edelman / Scanpix Denmark

Historikere mener, at der er tale om et uerstatteligt historisk monument.

Når den syvende 'Mission: Impossible'-film indspilles, kommer det blandt andet til at foregå i Polen.

Planen for de polske optagelser har dog vakt vrede hos de lokale i byen Pilchowice i den sydlige del af landet.

Her har folkene bag filmproduktionen meldt ud, at de har i sinde at sprænge en 111 år gammel bro i luften som en del af et stunt.

"Alarmerende nyheder"

Det spektakulære stunt huer heller ikke historikere i landet.

Aftonbladet skriver, at formanden for det internationale udvalg for bevarelse af industriel kulturarv, Miles Oglethorpe, har sendt et brev direkte til premierminister Mateusz Morowiecki.

Her opfordrer han på det kraftigste til, at broen ikke bliver sprængt i luften.

- Vi har modtaget alarmerende nyheder om, at der er planlagt en udendørs scene til filmen 'Mission: Impossible', som kan skade eller ødelægge broen, står der i brevet.

Tom Cruise ses ankomme til verdenspremieren på 'Mission: Impossible 5 - Rogue Nation' i 2015.

Kræver broen erstattet

Broen er bygget i 1909, men har ikke været i brug siden 2016.

Derfor ser Polens viceminister, Pawel Lewandowske, da heller intet problem i, at den nu står til at skulle lade livet - så længe produktionsselskabet kommer til lommerne og betaler for bygge en ny, når de har fået deres stunt i kassen.

- Ikke alle gamle ting er monumenter. Det står tydeligt i loven, at et monument kun er noget, der har social, kunstnerisk eller videnskabelig værdi, siger han til det polske medie Wirtualna Polska.

'Mission: Impossible 7' står til at have premiere i november 2022.