Udland

Kvinde bliver kvast mellem tonstunge hvaler i Australien

Pukkelhvaler kan blive mellem 11 og 19 meter lange og veje op til 40 tons. Arkivfoto. Daniel Bayer / Ritzau Scanpix

En 29-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun blev klemt mellem to store hvaler på en dykkertur.

En australsk kvinde er på hospitalet i kritisk - men stabil - tilstand, efter at hun søndag blev mast mellem to store pukkelhvaler.

Ulykken skete i forbindelse med en dykkertur i Vestaustralien på det berømte rev Ningaloo Reef.

Det skriver det australske medie 7News natten til mandag dansk tid.

Den 29-årige kvinde var afsted på en tur for at dykke med hvaler ud for byen Exmouth, da hun blev klemt mellem de tonstunge pattedyr.

Indre blødninger og brækkede ribben

Episoden efterlod hende med indre blødninger og flere brækkede ribben.

Kvinden blev efterfølgende fløjet med helikopter til Royal Perth Hospital, hvor hendes tilstand fortsat er kritisk, men stabil.

Hun forventes at komme sig fuldstændig.

Ifølge 7News var kvinden ikke den eneste person, der kom til skade på dykkerturen.

Mediet skriver, at flere andre også måtte behandles for rifter og blå mærker efter mødet med hvalerne.

Kan veje op til 40 tons

Pukkelhvaler kan blive mellem 11 og 19 meter lange og veje op til 40 tons.

Hvalerne findes i stort set alle verdenshave, og de svømmer typisk op til 25.000 kilometer om året for at finde føde og opfostre deres unger.

I vinterhalvåret migrerer tusindvis af pukkelhvaler normalt op langs Australiens øst- og vestkyst fra Det Sydlige Ishav ved Antarktis og tilbage igen.

Pukkelhvalen har historisk set været udsat for massiv jagt af hvalfangere, hvilket førte til en nedgang i bestanden på omkring 90 procent.

Men i 1966 blev arten fredet af stort set alle verdens lande, og i dag er bestanden af pukkelhvaler igen i fremgang.

Det skønnes, at der nu er omkring 85.000 pukkelhvaler i verden.