Udland

EU nægter økonomisk støtte til polske byer med LGBT-frie zoner

Zonerne betyder, at LGBT-personer eksempelvis ikke må kysse eller holde i hånd i offentlige rum.

EU-Kommissionen har afvist at støtte flere polske kommuner, fordi kommunerne har indført LGBT-frie zoner.

LGBT er en international betegnelse, som blandt andet dækker over lesbiske, bøsser, bi- og transpersoner.

Zonerne betyder, at LGBT-personer eksempelvis ikke må kysse eller holde i hånd i det offentlige rum.

I alt drejer det sig om seks ansøgninger, hvor polske kommuner har søgt om økonomisk støtte til projekter om bysamarbejde.

I strid med EU's regler

Zonerne er i strid med EU's grundlæggende regler, og Polen vil derfor ikke få penge, skriver EU's ligestillingskommissær, Helena Dalli, på Twitter.

- EU-værdier og grundlæggende rettigheder skal respekteres af medlemslande og statslige myndigheder.

- Det er grunden til, at seks ansøgninger om bysamarbejde fra polske myndigheder, som har vedtaget de LGBT-frie zoner, er blevet afvist.

Polen mener, at EU’s beslutning diskriminerer de kristne polakker.

- Det er en uberettiget og ulovlig handling, så jeg har bedt premierministeren om at reagere over for EU-Kommissionen, så den form for lovløshed ikke foregår fra kommissionens side, siger den polske justitsminister, Zbigniew Ziobro, til polsk tv.

Indtil videre har 40 kommuner vedtaget ikke-bindende beslutninger mod LGBT-personer ved at erklære kommuner for LGBT-frie zoner.

Polen: Ulovlig handling fra EU

Polen vil gå langt for at beskytte sine lokale regeringer, siger Polens justitsminister:

- I betragtning af et sådant ulovligt pres og ulovlige handlinger fra EU-Kommissionen, er det den polske regerings pligt at forsvare kommuner.

En talsmand for EU-Kommissionen ønskede tirsdag ikke at navngive de polske byer, som har fået afslag.

Men talsmanden siger, at de polske byer ikke levede op til kriterierne for at få penge fra EU-programmet.

- For at få penge fra programmet skal projekter være tilgængeligt for alle europæiske borgere uden nogen form for forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion, alder eller seksuel orientering, siger han.

127 projekter i EU har fået tildelt økonomisk støtte fra programmet. Heraf fik otte polske projekter godkendt støtte, men seks ansøgninger altså fik afslag.