Coronavirus

Der dør én med coronavirus hvert minut i USA

Dødstallet stiger og stiger i USA, hvor der onsdag døde mere end en person hvert minut gennem døgnet. Arkiv. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Landet står for mere end en femtedel af alle dødsfald med coronavirus i verden, men det kan blive endnu værre.

Endnu en dag, endnu en uhyggelig coronarekord slået i USA.

Gennem de seneste tre uger har der været mere end 60.000 daglige smittede, og dødstallet er kun gået en vej. Onsdag døde 1461 personer med coronavirus, det er mere end et dødsfald i minuttet.

Det bringer det samlede amerikanske dødstal op på 150.713 personer. Et voldsomt tal, som ifølge Sammenslutningen for Amerikanske Medicinske Universiteter kan blive endnu højere.

- Hvis landet ikke ændrer retning - og snart - kan dødsfaldene i USA meget vel ende i flere hundrede tusinder, siger Dr. David Skorton, der er præsident i sammenslutningen, til CNN.

Direkte ind på dødslisten

Selvom vi stadig kun er lige over halvvejs i året, ser det ud til, at coronavirus vil få en fremtrædende plads på listen over dødsårsager i USA.

Hjertesygdomme og kræft står for mere end halvdelen af alle årlige dødsfald i landet, og det ser ikke ud til at ændre sig, men de 150.713 personer, der er døde med coronavirus, er nok til en midlertidig femteplads på listen - ’kun’ 17.000 dødsfald fra tredjepladsen.

Eller knap 12 dage, hvis det nuværende tempo fortsætter.

De fem retningslinjer

Tallene i USA taler deres eget sprog. Flere stater oplever de højeste dødsrater på noget givent tidspunkt under pandemien, og i 29 stater var de mindst ti procent højere end ugen før.

Der er dog sket et mindre fald i antallet af nye smittede i takt med, at der flere steder er kommet et maskepåbud.

Anthony Fauci, der er læge og chef for Det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme i USA, var onsdag klar med fem retningslinjer, han mener vil stoppe coronabølgen. Det skriver CNN.

De fem retningslinjer:

  1. Brug maske alle steder
  2. Undgå større grupper
  3. Hold mindst to meters afstand
  4. God håndhygiejne
  5. Undgå barer eller luk dem, hvor det er muligt

Formålet er at komme foran bølgen, da de folk, man ser i statistikken på nuværende tidspunkt, blev smittet for et par uger siden. Hvis ikke det lykkedes, kan amerikanske delstater, der ikke har de store problemer nu, med stor sandsynlighed ende i problemer snart.

- Hvis vi ikke får kontrol med den bølge, der er på vej, så vil vi to til tre uger længere fremme være i problemer, siger han.