Coronavirus

Coronapandemien er én stor bølge, siger WHO

Ifølge WHO kommer coronapandimien til at blusse op og ned i større og mindre grad. Ritzau Scanpix / TV 2 Grafik

Flere lande har på det seneste oplevet en opblussen i antallet af nye smittetilfælde.

- Coronapandemien kommer til at blive én stor bølge.

Sådan lød det tirsdag fra WHOs talsperson Margaret Harris på et pressemøde.

Samtidig advarede hun og WHO nu mod at tænke coronapandemien som noget, der kommer i flere bølger.

- Vi er nødt til at få ind i hovedet, at det her er en ny virus, og at den opfører sig på en ny og anderledes måde, sagde hun ifølge Reuters.

Opblussen i flere lande

Udmeldingen fra WHO kommer efter, at flere lande, der ellers har presset coronavirusudbruddet i bund, oplever en opblussen i nye dagligt smittede.

Tirsdag slog de tyske sundhedsmyndigheder alarm, fordi de flere dage i træk havde oplevet dage med over 500 nye smittede. I Spanien oplever de også en stor stigning i nye smittetilfælde, hvilket har fået Storbritannien til at fraråde sine borgere at rejse til landet.

I Belgien har regeringen følt det nødvendigt at skærpe coronarestriktionerne. Det betyder, at belgiske husstande nu kun må have de samme fem gæster på besøg den næste måned, at forbrugere skal handle ind alene, og at folk så vidt muligt skal arbejde hjemmefra..

For tidligt at snakke om anden bølge

Ifølge professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet Jens Lundgren kan stigningen i antallet af smittede i nogle europæiske lande være udtryk for rettidig omhu og en kalkuleret risiko i forbindelse med genåbningen af samfundene.

- Det er for tidligt at sige, om det er en reel anden bølge, vi ser, siger han til TV 2.

Margaret Harris vurderer desuden, at stigningerne blandt andet hænger sammen med, at folk er blevet for afslappede omkring coronavirus.

- Folk har desværre tolket afslutningen på nedlukningerne som om, at det var enden på udbruddet, siger hun og tilføjer:

- Det her kommer til at gå op og ned.

Mølbak afviste anden bølge

Allerede tilbage i begyndelsen af maj slog faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, fast, at han ikke forventede, der ville komme en anden bølge.

Han mente, at en anden bølge af coronavirus ville være usandsynligt i Danmark.

Samtidig pointerede han, at der kunne komme flere smittede i takt med, at Danmark er blevet delvist åbnet.

- Jeg kan ikke forestille mig, at man i Danmark vil lade en anden bølge udvikle sig som en stor epidemi. Den vil man begrænse i opløbet. Så jeg ser ikke en anden epidemi foran mig, sagde han dengang om muligheden for en anden bølge i Danmark.